Mors Dag

I dag er Mors Dag. Det er næppe gået nogens opmærksomhed forbi, for både reklamer de sidste par uger og de sociale medier er svømmet over med lykønskninger til alverdens mødre. Jeg har tænkt lidt over, hvad Mors Dag egentlig er for en størrelse for mig. Hvorfor jeg synes, det er en relevant og særlig ting at fejre. Jeg er blevet fejret med brunch og med gaver. Bean glædede sig ligeså meget som til sin egen fødselsdag, og hun havde sørget for blomster (via sin far) og en fin tegning, og hun stod alt for tidligt op i ren spænding. Jeg har tænkt på min egen mor og lykønsket hende. Det har været en god dag på mange måder.

Der er mange måder at være mor på. Men man bliver kun mor på en måde. I kraft af et barn. Måske flere, men som minimum et.

Uanset om det barn er et resultat af et gammeldags møde mellem en mand og en kvinde, om der har været hjælp indblandet, rugemødre eller om barnet er adopteret. Uanset hvordan barnet er kommet til verden – hjemmefødt, uden smertelindring, hospitalsbarn med epidural eller kejsersnit eller bragt hjem fra et andet sted i verden.

Moderskabet determineres af eksistensen af et barn. Ikke nødvendigvis den fysiske eksistens. Man holder aldrig op med at være mor, når man en gang har været det. Heller ikke selvom det livsomstyrtende rædselsfuldt ubegribelige skulle ske, at man mister et barn.

Mors Dag er så absolut et kommercielt mekka og oplagt mulighed for blomsterhandlere, chokolade-, smykke-, og alskens andre forretninger til at booste salgstallene. Mors Dag er også en anledning til refleksion og til at huske på, at moderskabet er noget værd. At det er noget ganske særligt, selvom det er en helt almindelig og transhistorisk tilstand. At være nogens mor. Det er både fuldstændigt det samme og helt unikt for alle verdens mødre til alle tider.

Det er en lukket klub. For den uindviede er det menneskeligt umuligt at begribe omfanget og rækkevidden af den kærlighed, der opstår, når et barn bliver født. Det er altings begyndelse – et big bang hver eneste gang, selvom det sker og er sket milliarder af gange før.

Jeg er forbundet til mine døtre på en måde, som jeg ikke er forbundet til nogle andre mennesker. Ikke engang dem, jeg elsker højest.

Der er mange måder at være mor på. Ingen er perfekte. Langt, langt de fleste er fantastiske.

Jeg er en rigtig god mor. Det føles mærkeligt at skrive ned. Jeg tror, vi kan have godt af at sige det højt af og til. Bekræfte os selv og hinanden i, at vi er gode mødre. Der er nok artikler og indlæg i debatten om forældreskab, der siger det modsatte. Der er masser af muligheder for ikke at gøre det godt nok, hvis man skal tage højde for alle de varierende ekspertråd. Jeg er en god mor. Jeg er den bedste mor, mine døtre kunne få, uden at det skal lyde som om, de endte med den dér datovare, som ingen alligevel køber. Jeg er en god mor. Jeg elsker mine børn uden omsvøb og helt betingelsesløst. Jeg vil gå gennem ild og vand for dem. Jeg vil tage alle de konflikter og magtkampe, der skal til, for at lære dem, hvordan man begår sig hensigtsmæssigt i livet. Jeg roser dem, når det er på sin plads (og måske også lidt mere end det) og opfordrer dem til at øve sig og gøre sig umage. Jeg vil lade min søvn forstyrre uendeligt mange nætter, altid være der til både det ekstra kram og de løftede bryn. Jeg lader mig guide af deres udvikling og reaktioner, mens jeg tilpasser mine svar, mine overvejelser og mine krav til deres alder.

Jeg har døtre. Måske – hvis jeg er heldig – bliver jeg engang vidne til, at de selv bliver mødre. Jeg kan stadig kun ane en flig af den lykke, der følger i oplevelsen af at ens højestelskede selv får lov at opleve moderskabet og blive en del af et eksklusivt og ganske særligt søsterskab.