Slip fantasien løs

Maraton og Mum Flu

I søndags var København fyldt med seje løbere. Jeg får altid lidt et stik i maven og kløen i benene, når de store løb er igang, for det er efterhånden mange år siden, jeg sidst løb så mange kilometer. Imidlertid havde jeg mit eget maraton igang med to mildest talt besværlige børn.

Ikke mindst min førstefødte er en håndfuld i disse dage. En stor håndfuld. Det er i bedste fald irriterende, men når man er blevet snotforkølet og borderline influenzaramt, så ville jeg hånden på hjertet hellere møde muren fra 6. kilometer. Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg har prøvet det.

Hvis du spottede os på legepladsen i søndags, så ved du, hvad jeg taler om. Bean fik en nedsmeltning på vejen over noget så aldeles urimeligt som at vi ikke vendte om, så hun kunne skifte tøj. Atomreaktor-nedsmeltning. Hun råbte og skreg og det var på ingen måde muligt at trænge igennem til hende, så jeg endte med at kapitulere og trække en skrigende Bean, en undrende veninde og en utilfreds Lillesøster hjem igen. Lillesøster lod sig formilde med sit nye yndlingslegetøj – et loppefund af en dukkevogn til en flad 50’er som jeg planlægger at gøre lidt ved – men Bean blev ved med at råbe en hel time. Jonas var ude og rette årets eksamensstile, så jeg var alene på hjemmefronten. Det burde ikke have tømt mine reserver – men desværre satte episoden stemningen for resten af dagen og de sidste par dage også. Jeg skal ikke udelukke, at jeg også endte med at råbe ad hende i søndags. Det er en rædselsfuld følelse at nå dertil, hvor det rationelle og empatiske melder hus forbi.

Jeg ved ikke, hvad der foregår i hende lige nu, men det er ikke specielt rart at være fanget i malstrømmen af hendes dårlige humør og vrede udbrud. Vi forsøger at være imødekommende og forstående, men der er grænser for alting. Ikke mindst for hvad jeg vil finde mig i. Bean ved godt, når grænsen er nået. Hun er bare ikke lige nu i stand til at stoppe før hun når den, og jeg skal virkelig hanke op i mig selv for ikke at være mildt irriteret på hende hele tiden og ende i en rigtig ond spiral.

I dag har hun været glad hele dagen. Hun har heller ikke været hjemme. Hun har været på en legeaftale hele dagen og kom først hjem til sengetid. Hun har hygget sig og leget og leet… så det er åbenbart bare os, den er gal med. Jeg ved godt, at det er hjemme, hvor de er helt trygge, at børn tør at lade alle facader falde og agere helt og aldeles ud fra deres følelser, selv når de er grimme. Og givetvis bidrager vi til konflikterne fordi vi i nogle dage har oplevet hendes adfærd og dermed er lidt forudindtagede efterhånden.

Jeg gider godt at det stopper snart. Både fra hendes og vores side.

Og så gider jeg i øvrigt også godt at jeg snart bliver rask. Det er edderbroderemig op ad bakke at være syg, når man også skal forestille at være nogens mor!

skaermbillede-2017-05-23-kl-7-10-03-pm

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Slip fantasien løs