Badehygge og blåt vand

En update på amningen

Det er ikke engang en måned siden jeg nedskrev et stille håb om at natamningerne nu var ved at være definitivt slut. Det er de. Helt og aldeles. Det tog ikke mere end et par nætter før Lillesøster fuldt ud accepterede, at det var slut med natlig mælkebar. De første uger herefter vågnede hun noget oftere end før, men blev trøstet af et kram og at blive aet over det dunede hoved.

I løbet af den sidste uges tid – egentlig helt umærkeligt – er opvågningerne blevet færre. Både i løbet af aftenen og om natten. Hun vågner op og vil trøstes en enkelt gang i snit inden Jonas og jeg går i seng, og så vågner hun op og vil ind og putte med sin MUARH et sted mellem kl. 23 og 01. Men derfra sover hun som regel igennem til klokken nærmer sig 6. Det er nyt og skønt, og selvom det kræver en indsats at komme ud af sengen på det tidspunkt, så kan jeg ikke lade være med at glæde mig stille over at Lillesøster så småt begynder at sove bedre. Hun er også lige rundet 22 måneder, og som jeg husker fra Bean, var det omtrentligt på samme tidspunkt, hendes søvn gik fra decideret terror til noget mere humant.

Hvem ved. Måske når vi at opleve en nat, hvor hun sover helt til morgenstunden inden for en overskuelig tidshorisont? (Schyyy, Nemesis. Jeg skrev ‘måske’)

Lillesøster var ikke klar til at give slip før – men det er gået stærkt med tilvænningen herefter. Det minder bemærkelsesværdigt meget om hendes tilgang til andre livs-kunster. Hun begyndte først at krybe, da hun var over 11 måneder, men bare et par uger senere begyndte hun at kravle rigtigt. Og halvanden måned fra første krybe-tag henover stuegulvet begyndte hun at rejse sig og tage sine første, usikre skridt. Måske er hun bare typen, der holder ved det kendte indtil hun nærmest allerede er forbi næste udviklingstrin?

Hvis nogen venter i spænding på nyt om, hvorvidt hun fortsat glemmer at bede om sin eftermiddags-amning, så ja. I denne uge huskede hun det igen tirsdag, men glemte det både onsdag og torsdag. Og i morges, da jeg var igang med at tage tøj på, kom hun ud til mig i baderummet, fik øje på mælkebaren og udbrød et begejstret ‘MAM-MAM!’ – efterfulgt af et fnis og et ‘NEEEEIIIJ!’ Det var ret fint og ret mærkeligt på samme tid. Måske er det slutningen på en æra. Selvom det er fint og jeg er glad for at hun selv har fået lov at vælge fra og til, er det alligevel vemodigt.

skaermbillede-2017-05-19-kl-2-33-12-pm^^Lillesøster på vej ud i verden. Kyse, sneakers og shorts er arvesager fra Beans tid, strømpebukser er vores ubetingede yndlingsmodel fra GoBabyGo. Selvom Lillesøster ikke længere har brug for skridsikre kravle-knæ, så sidder de bare fantastisk, maveelastikken er dejlig bred og blød og det er ret praktisk med skridsikre såler, hvis man ikke lige får hjemmeskoene med fra dagplejen. Strikken er hjemmegjort og opskriften er SÅ skøn at strikke og fin i brug. Den kan virkelig ikke anbefales nok – og der er også mulighed for at strikke den med korte ærmer. Find og køb opskrift til Annas Sommercardigan hos dygtige Mette HER. Jeg har strikket i Manderin Petit fra Sandnes.

1 kommentar

  • Lina

    Kære Stine. Jeg vil lige sige kæmpe tak for en fantastisk blog og for at dele så rundhåndet ud af jeres liv med børn. Det er simpelthen så rart at læse dine/jeres erfaringer med børn, der ikke bare sover igennem fra de er 6 måneder gamle. Som vi tit hører om fra venner og bekendte. Her hos os sov storesøster igennem, da hun fyldte tre år. Så vi har moderate forventninger til lillebror på knap et år.
    Med ønsket om en forrygende torsdag. Kh L

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Badehygge og blåt vand