Loppelykke - et nyt skrivebord

Den dag, Lillesøster glemte at blive ammet

Jeg læste med hos Cecilie forleden og blev så rørt. Både af hendes ærlighed og de ammeforløb, der har kostet blod, sved og tårer. Amning er noget af det mest naturlige – men det er også enormt sårbart, fordi der er så mange følelser koblet sammen med det og fordi det hænger sammen med at give sit nyfødte barn livgivende mad. Rigtig, rigtig mange kan amme. De fleste. Men heldigvis er der også gode alternativer til dem, der ikke kan. Dem, hvor det aldrig kommer til at fungere.

Jeg ammer. Jeg har ammet både Bean og Lillesøster længe. Bean stoppede fra den ene dag til den anden, da hun var et sted mellem 13 og 14 måneder (og før jeg sådan for alvor var klar til at give slip, men det er en helt anden snak…) Lillesøster er næsten lige stoppet med at amme om natten og som regel får hun en enkelt eller to ammetåre om eftermiddagen. Natamningerne har jeg længe været træt af – bogstaveligt talt – men det er først for en måneds tid siden, hun accepterede et kram, et kys og at blive nusset i stedet for brystet. Det var først nu, hun var klar.

Den daglige eftermiddagsamning elsker jeg. Jeg elsker nærheden og gensynet, der bliver så håndgribeligt og fysisk. At kunne sidde med et lille barn, der slet ikke er så lille længere, og få lov at nusse og holde om i den halve time, hun som regel bruger. Der er skam også mælk, antistoffer og andre nyttige sager endnu, så det er ikke kun for hyggens skyld.

skaermbillede-2016-12-18-kl-10-15-42-pm^^Ja, det har været på før, men jeg knuselsker virkelig billedet fra Frederikke Brostrup med Lillesøsters ammestund.

Jeg lader efterspørgslen være op til Lillesøster. Sådan som det har været fra første sekund. Det er hende, der beder om “mam-mam” i “d’uuhl” (red: lænestolen) I går glemte hun at spørge. Simpelthen.

Måske spørger hun igen i dag. Måske ikke. Måske om et par dage igen. I weekenden. Eller måske er hun for alvor ved at være færdig med at amme og er overgået til at kramme, nusse, kysse og ae, hvis hun har ekstra behov for nærhed, tryghed og trøst.

I hendes leg både falder og slår bamser og dukker sig. De bliver kede af det og triste – og hendes løsning er konsekvent og kærlig. De bliver krammet. Krammet og nusset til de er glade igen. Det gør mig glad. At hendes verdensforståelse er sådan – når nogen er kede af det, så bliver de mødt med omsorg og omfavnelse. Det er naturligvis fordi, det er sådan hun selv bliver mødt, men Lillesøster breder den forståelse ud til hele verden. Fremmede børn, dyr og legetøj.

I går glemte hun at bede om at blive ammet.

Hun er 22 måneder gammel, og nogle ville nok tænke, at hun for længst er for gammel til i det hele taget at have muligheden. Det synes jeg ikke, og WHO anbefaler da også amning som supplement til barnet er 2 år. Eller ældre. Jeg kan mærke, at jeg så småt er klar til at sige farvel. Et vemodigt farvel, for jeg har i endnu højere grad end med Bean (og det siger ikke så lidt!) elsket denne ammeperiode.

Som Cecilie skriver, så er mødre seje. Mødre som vælger det, der er bedst for dem selv og deres børn, er seje. Jeg har valgt at lade mine børn definere varigheden af ammetiden. Jeg kunne ikke forestille mig andet, da jeg var midt i det. Og jeg havde egentlig en afsluttende pointe, men den har jeg glemt nu. Det er måske heller ikke så vigtigt. Det vigtige er at gøre, hvad der føles rigtigt. Sådan tror jeg også, Lillesøster gør.

 

   

2 kommentarer

  • Katrine

    Så fint et indlæg, også det fra Cecilie den anden dag. Tænker, at selvom amningen er for din lille piges skyld og lyst, så må det være underligt for dig når det stopper. Ammer selv min søn på 3,5 måned og det er jo helt specielt det amning gør for vores forhold. Har veninder der ikke har børn, der ikke kan forstå, at jeg ikke bare giver ham flaske i stedet for så han er nemmere at få passet, men det er bare slet ikke rigtigt for os (og slet ikke af en grund som den vil jeg opgive amning), for amning er jo meget mere end bare mad, men det forstår de ikke endnu…
    har du fået kommentarer fra andre omkring at i har ammet længere end mange andre? Kan nemlig allerede høre fra mine forældre bla, at jeg burde stoppe når han er omkring et år, da han ellers vil have bryst til han er teenager. Stopper nu når han siger fra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det bliver underligt. Helt klart. Jeg elsker det og jeg kommer til at savne det – men heldigvis er Lillesøster rigtig glad for at putte, så vi kommer ikke til at gå ned på kram, kys og nus. Dog er jeg også ved at være klar nu efter små to år. Det virker umiddelbart som den rigtige tid for os.

      Nej, argumentet med at give flaske, så man kan ‘komme ud’ forstår jeg heller ikke. Overhovedet. Jeg tænker også, at det er de færreste (hvis nogen) der vælger flaske af den grund herhjemme. Det er valget, fordi amning ikke kan lade sig gøre af den ene eller anden årsag. Det er nemlig meget mere end mad. Det er nærvær, tæthed og tryghed. Antistoffer, og et helt særligt bånd.

      Jeg har fået en smule kommentarer det sidste halve års tid. Men uden at det skal lyde helt frelst, så hviler jeg ekstremt meget i beslutningen om amning, så det preller helt og aldeles af. Jonas er også helt ombord med at vi fortsætter så længe det er relevant og giver mening, og det giver også ro at vide, at vi er på samme hold hjemme.

      Jeg synes bestemt også du skal amme så længe du og din søn trives med det. Uanset hvad andre måtte mene. Jeg tror simpelthen ikke, der er nogle teenagere, der gider amme. På et tidspunkt stopper det med at være interessant for børnene. Og mht dine forældre kan du jo altid henvise til WHO. Verdenssundhedsorganisationens officielle anbefalinger er nemlig fuldamning til 6 måneder og delvis amning til barnet er 2 – eller længere. God amning <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Loppelykke - et nyt skrivebord