Du ved, du har børn, når...

Big knit fatigue

Der har været lidt radiostilhed de sidste par dage. Både herinde og i mit liv i øvrigt. Lillesøster fik feber tirsdag aften og nat og jeg har været hjemme med en sløj lille dame i et par dage nu. Natten til i dag græd hun i omkring 2 timer fra 01-03 fordi hun ikke kunne finde ro, fordi hun hostede og det gjorde ondt i halsen og fordi hun bare var så træt og frustreret.

Dermed har overskuddet ikke været det største, og selvom der er en hel række indlæg skrevet i noteform i min lille blok og bagest i hovedet, så har jeg stort set ikke åbnet skærmen. I stedet har jeg kastet mig over en ny serie på Netflix, mest af alt for ikke at komme til at se HELE anden sæson af Outlander på 2 dage. Den hedder Las Chicas del Cable og handlingen er 1920’ernes Madrid med fire forskellige kvinder, der arbejder som operatører i et telefonselskab. Der er utroskab, feminisme og kvindefrigørelse og drama. Jeg synes, den er ganske underholdende og fungerer ret fint. Det er vist i øvrigt den første spansk-producerede serie på Netflix.

Mens den spanske dialog har lydt fra skærmen har jeg også stædigt strikket videre på en trøje, som jeg faktisk er ret træt af. 
skaermbillede-2017-05-04-kl-8-02-31-pm

Jeg havde regnet med, at Ministrikks cool Boblejakka ville ryge af pindene og på Bean på ingen tid. Det skete ikke. I stedet er jeg blevet godt gammeldags træt af de kæmpestore pinde. Pind 9 er for stort for mig. Det er for bøvlet af sidde med, når jeg er vant til at arbejde et sted mellem pind 2,5-4. Så selvom det i teorien går stærkt, er det en bluse, der efterhånden har ligget stille længe. Så længe at jeg overvejede at trævle op og gemme det bløde Cloud-garn til et andet projekt i fremtiden. På den anden side er jeg stædig og jeg ved, at Bean glæder sig til at kunne bruge sin ‘Belle’-jakke. Jeg mangler et enkelt ærme nu og det hænger mig langt ud af halsen. Det er ikke fordi det er vanskeligt eller langmodigt at strikke blusen. Faktisk sidder mønsteret ret hurtigt i fingrene og selv i str. 5 år går det stærkt, hvis man strikker fortløbende. Jeg er bare hårdt ramt af big knit fatigue, og det er hermed taget til efterretning, at jeg skal holde mig til tyndere pinde fremover for min egen strikkeglædes skyld. (Men hvis du er glad for de kraftige pinde, så kast dig endelig ud i boblerne. Jeg er vild med looket – bare ikke processen, denne gang)

skaermbillede-2017-05-04-kl-8-04-19-pm

Den bliver fin. Det gør den. Bean bliver glad. Og jeg glæder mig til at kaste mig over andre projekter! Så. Nu vil jeg brygge endnu en kop kaffe, finde et eller andet sukkerholdigt og få strikket det sidste, genstridige ærme.

2 kommentarer

  • S

    Åhhh jeg håber hun er over feber nu! Det er slidsomt med syge børn og der tærer sådan på overskuddet når nattesøvnen blir afbrudt!
    Jeg er lige startet på strikkeprojekt på pinde ni… har strikket strikkepøven og manner de tykke pinde er ik til at styre … strikker efterhånden virkelig gerne på tynde pinde! Med andre ord… Skulle ha læst dit indlæg tidligere 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Ja, er det ikke irriterende?! Jeg havde virkelig regnet med at de bare ville flyve derudad. Så kan man lære det. Jeg messer hele tiden ‘kun et ærme, kun et ærme’… og så montering, selvfølgelig!

      Hun er heldigvis feberfri men stadig en anelse klattet.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Du ved, du har børn, når...