Fridag forude

Alle kan have brug for en fridag. Både børn og voksne. Lillesøster har lige haft et par – godt nok i forbindelse med sygdom, men alligevel. Både med en lang Kr. Himmelfartsweekend og med sygdom i denne uge. I løbet af i dag har hun gentagne gange hentet sine sko og insisterende stået ved døren og kaldt på at vi skulle gå ned til hendes elskede Willebo. Det er ikke hende, der skal holde fri i morgen.

Jeg har taget en fridag af opsparede timer. Jeg er så glad for at have den mulighed og fleksibilitet i mit job – ikke mindst mens vi har små børn. Bean holder fri sammen med mig. Det trænger hun til. Og hun trænger til noget tid alene med mig. Egentlig var dagen tænkt som en rendyrket mor-dag, men jeg glæder mig også til at holde fri sammen med min store pige.

Faktisk kommer vi også til at holde fri sammen i slutningen af juni – vi har nemlig fået muligheden for at rejse til Norge og opleve Hakkebakkeskoven i Dyreparken i Kristiansand og jeg glæder mig helt utroligt meget til 3 dage og nogle ganske særlige oplevelser sammen med min førstefødte (så snakker vi ikke om de ambivalente følelser om at være væk fra Lillesøster i samme tidsrum…)

dsc_0040

 

 

Mombies og hosten fra Helvede

Noget af det allerværste, jeg ved, er hoste. Børnehoste især. Lillesøster er sløj og feberramt og hoster. Hoster. Hoster. Hoster. Og hoster lidt mere.

I nat hostede hun helt og aldeles bogstaveligt indtil kl. halv to, hvorefter hun sov nogenlunde roligt til kvart i fem og derfra hostede og insisterede meget højlydt på at stå op. Jonas forbarmede sig og stod op med hende, mens jeg fik lov at forsøge at indhente lidt søvn.

Jeg har været en mombie i dag. En levende død, der i stedet for at spise andres hjerner, opsøger al den koffein og bløde tumlingekram, som hun kan, for at komme igennem dagen.

Vi var en tur forbi lægen for at være på den sikre side med Lillesøster og lungerne, så vi ikke render ind i en omgang lungebetændelse igen. Heldigvis så alt fint ud og Lillesøster, der ellers har været rædselsslagen for læger siden sin indlæggelse og de mange omgange nåle, hun var igennem, klarede det så flot. Det slog mig virkelig, hvor stor hun er ved at blive. Vi kunne tale om besøget på forhånd. Hun fortalte, at hun blev ked af det, når vi skulle til lægen – og jeg kunne hjælpe hende med at forstå, at der var ok og at jeg nok skulle hjælpe.

Da vi først var der, gik hun ombord i legetøjet – både i venteværelse og lægens konsultation – og den empatiske læge var så dygtig til at være i øjenhøjde med hende og tage det roligt. Det blev en rigtig god oplevelse, og hun har fortalt om det hele dagen. Hvordan hun blev lyttet på ‘mavi’ og ryg og fik en ’sky’ på fingeren. (Red: hun blev prikket i fingeren for at måle infektionstal i blodet, og fik derfor en vattot til blødningen var stoppet) 

Jeg blev så stolt af hende – og det smittede vist, for hun ville gå hele vejen hjem selv på sine buttede ben og fortalte og fortalte, mens hun holdt ved vognen og vi langsomt trillede afsted.

Da jeg vågnede i nat af endnu et hosteanfald, konstaterede jeg, at jeg havde kvalme af træthed, mens jeg lå i min seng. Jeg skal være græsenke i weekenden og det ville passe mig ganske udemærket, hvis begge piger er nogenlunde friske og mildt stemt inden da. Ellers tror jeg ikke, der er nok kaffe i verden til at holde mig lodret til Jonas kommer hjem igen.

dsc_0025

… heldigvis fejler appetitten ikke det store! Men så længe der er kartofler og sovs i rå mængder er Lillesøster selvfølgelig altid glad.

Når man ikke har noget pænt at sige…

Forleden fik jeg en lidt træls kommentar på Instagram. Dem er der heldigvis virkelig langt imellem. Virkelig langt. I hele bloggens levetid har der været 5-10 kommentarer, jeg er blevet rigtig træt af, og jeg synes det er så dejligt med den gode tone, som I alle har. Der er altid plads til spørgsmål og undren og konstruktive input. Der er plads til forskelligheder og uenigheder og til at vi ikke alle er ens eller træffer de samme valg. Udgangspunktet er det samme – at vi vil gøre det så godt som vi kan. At vi gør det så godt vi kan! Uanset om vi hjemmeføder, samsover, langtidsammer og arbejder deltid eller træffer helt andre valg. Man kan sagtens være uenig og diskutere på en sober og ordentlig måde. Det ved jeg, for det var vi gjort flere gange.

Men. Hvis man kommenterer med noget, der er forklædt som spørgsmål, men som i virkeligheden er en bedrevidende og dømmende pegefinger, og endda ikke forstår et venligt vink med en vognstang – så ryger man ud. Kommentar und alles. Beklager. Det er ingen grund til at sprede dårlig stemning på mine kanaler (eller i det hele taget – men det er en helt anden snak). Mit hus, mine regler.

Jeg ville egentlig have skrevet lidt mere om det her med at tale pænt til og om hinanden i den digitale sfære, men Lillesøster har hostet non-stop i 90 minutter og som følge deraf ikke kunnet finde ro overhovedet (og holdt sin søster vågen i tilgift), så jeg er helt smadret i hovedet, og jeg tvivler ærligt talt på, at jeg ville kunne skrive uden at blive alt for besk og sarkastisk i tonen.

Når man ikke har noget pænt at sige, I ved…

img_9201_grande

^^Billede lånt hos Paelas. Find strikkehæftet HER

… så kan man jo vise noget virkelig sødt i stedet. Har I set, at Paelas har lavet det mest nuttede strikkehæfte, jeg nogensinde har set? Det er nogle af deres mest populære opskrifter i dukkestørrelse, så dukkemor og dukke kan matche! Jeg kastede mig ud i at strikke en af Lillesøsters cardigans i miniature, og det var SÅ hyggeligt, så jeg klikkede med det samme hæftet (som sælges til introduktionspris indtil 31. maj) i kurven og gik i gang med det samme.

Når man har en så dedikeret dukkemor hjemme som jeg har, så er det skønt at kunne hygge om hende med speciallavet dukkegarderobe. Dukkestrik er hurtigt af pindene (jeg strikkede næsten hele romperen i går med meget begrænset strikketid) og det er så fint til at få brugt alle garnresterne. Jeg har også shoppet lidt Liberty-stofrester til at sy matchende kyser, skjorter, kjoler og frakker. Det bliver en ret misundelsesværdig dukkegarderobe, hvis jeg når alt det, jeg har tænkt mig.

skaermbillede-2017-05-29-kl-8-44-39-pm

Og nu er det også slut – som i HELT slut – med shopping for en rum tid. Vi har nemlig netop bestilt ny seng. Jeg fortalte lidt om det på min Instagramstory efter vores besøg i Aupings flagshipstore i weekenden, og nu er den endelige beslutning taget. Jeg glæder mig helt vanvittigt til den nye seng, og jeg kommer nok til at spamme en lille bitte smule soveværelsesindretning, når den er kommet hjem. Indtil 20. juni har Auping rigtig gode deals på totalløsninger af deres lækre (og bæredygtige) sengesortiment, så hvis I er ude efter ny seng, så er det et kig værd. Priserne starter på omkring 15.000 for basisløsningerne, og selvom det naturligvis er en god slat penge, så er det mere end en god deal på en højkvalitetsseng. Hvis du altså spørger mig.

De små glæder

Efter en uge med sygdom, et barn i angrebsmode, en pyldrende tumling og almindeligt underskud, er det hele så småt ved at lette. Jeg øver mig i at holde fast i de gode ting, når det andet er tungt. Det er en øvelse, der ikke altid lykkes, men den er meget sund alligevel tænker jeg.

dsc_0017Jeg er glad for, at jeg er ved at være mere rask nu end jeg har været den sidste uge. Jeg er stadig forkølet men har ikke længere feber. Det er fremskridt.

Jeg er glad for, at Bean elsker sin børnehave og har mange, gode veninder.

Jeg er glad for, at Lillesøsters dagpleje er verdens bedste og at de tog på skovtur med bål-pandekager og telt-middagslur i denne uge og at hun glædestrålende omtaler sin ‘BIL-le-bo’ hver gang vi går forbi.

Jeg er glad for, at Lillesøster sov roligt og trygt i sin egen seng uden opvågninger mellem 23-04.31. Også selvom det virkelig trak tænder ud at blive vækket og skulle være vågen fra halv fem om morgenen. I det hele taget er det sjældent klokken bliver meget mere end 6 før hun insisterer på, at NU er det altså morgen, men måske hænger det sammen med, at hun faktisk som regel sover i længere stræk.

Jeg er glad for, at Jonas og jeg prioriterede en brunch-date i tirsdags mens børnene var i deres respektive institutioner.

Jeg er glad for, at pigerne leger så godt sammen – og det var med ærefrygt og næsten tårer i øjnene, at vi iagttog dem lege roligt ved siden af og med i hinanden en hel time i går sidst på eftermiddagen. Med dukker og med iPad, hvor en benovet lille lod den store vise sig, hvordan man spiller Rasmus Klump. Nej, streg det. Jeg er lykkelig for deres indbyrdes forhold. Intet mindre.

Jeg er glad for, at Bean er så skøn og empatisk. Vi skal samle ind til Læger Uden Grænser på søndag (og der er plads til flere indsamlere, hvis du vil være med. Link HER) og efter jeg forklarede hende, hvad de laver, så var hun stille lidt inden hun gik ind og hentede sin sparepingvin. ‘Mor. Jeg har VILDT mange penge. De må også få nogen af mine penge.’

Jeg er glad for, at Jonas og pigerne hygger sit i legeland mens jeg er på arbejde.

Og jeg er glad for, at det er solskin og næsten sommer og weekend lige om lidt.

Fredagslykke til alle derude

Børnehaveskift – efter skiftet

I går skrev jeg om overvejelser omkring børnehaveskifte. Om hvad der var årsagerne til at vi i sidste ende traf valget om at flytte børnehave. Nu har hun gået i den nye børnehave i næsten et år. I dag skal det handle om, hvordan det går nu.

Forleden var Bean hjemme til en legeaftale hos en af sine søde veninder fra børnehaven. Jeg fik sendt nedenstående skønne billede med meldingen om, at de to legede fantastisk godt og nød hinandens selskab. Jeg bliver glad helt ned i maven ved at skrive det. ‘En af sine veninder’. Der er nemlig rigtig mange skønne små piger og drenge, hun dagligt leger med – og hun trives. Hun er glad hver dag for at komme afsted og min sociale papegøje føler aldrig mere, at hun ikke er velkommen i gruppen. Af og til har hun nærmest det modsatte problem – at der er så mange, der gerne vil lege med hende, at hun nærmest ikke har tid til at få leget alle legene.

skaermbillede-2017-05-24-kl-1-46-46-pm

Stemningen på stedet er ganske anderledes. Der er overskud og lyst. Og ja. Ligesom alle andre institutioner i hele landet er de også pressede på tid og normeringer og personaleantal. Af og til må planlagte udflugter eller gøremål aflyses på grund af sygdom eller for få personaler. Det er ikke institutionens skyld. Det er politikerne, der gang på gang strammer skruen og eroderer fundamentet for det gode børneliv i vuggestuer og børnehaver. I digress.

Bean er lykkelig for sin nye børnehave. For sine veninder, for din yndlings-Paloma og så er hun mere end spændt på at skulle rykke ned til stueplan og storegruppen til sommer. Hun savner en bestemt dreng fra den gamle børnehave – hendes første, store kærlighed – men det er også det.

Det børnehaveskifte var det bedste, vi kunne gøre for Bean, og jeg er lykkelig for, at vi traf det helt rigtige valg. Jeg skrev lidt mere om det, mens beslutningen stadig var ny lige HER

For os var det helt rigtigt – og vi burde måske nok have fulgt mavefornemmelsen lidt tidligere. Det ved vi til når det bliver Lillesøsters tur. Eller når det handler om andre sociale relationer og steder.

Older posts