VIND: Billetter til byens bedste burgers, is og en hyggelig ØKODAG

Problemet med at lytte til sine børns behov

Faste læsere vil vide, at jeg bruger en del mental energi på at forholde mig til mine børns behov. Ikke forstået på den måde, at de får lov at have styringen. Ikke i alle tilfælde, i al fald. Vi er forældrene, og det er vores job at sætte grænser og rammer. At guide og hjælpe og sige nej, når det er relevant og rigtigt. Eller når vi ikke orker at lege mere. Så sjovt er det heller ikke altid at forsøge at finde rundt i en kommanderende næsten-5-årigs prinsesseunivers.

Problemet med at lytte til sine børns behov er, at de med jævne mellemrum er noget nær modsætninger af ens egne behov. Ikke i det store perspektiv, vel? Ikke der, hvor det gælder. Dybest nede er behovet, at de er lykkelige. At de er trygge. Elskede.

Men i det små. Det mundane. Der kan være dybe kløfter mellem mit og mine børns behov.

Efter en lang påskeferie, efter dage uden for vante, hjemlige rammer og efter de første dage i dagpleje efter 10 fridage er Lillesøsters behov basale. Hun vil have sin mor.

ke-67-kopi

Photo credit: Frederikke Brostrup

Så sidder man der, helt flad efter de første (lange) arbejdsdage, og med et akut behov for at sidde stille i en lænestol og bare sidde. Og hører Lillesøsters rasende, frustrerede skrigen fra soveværelset mens Jonas forsøger at få hende til at falde til ro og i søvn.

Man sidder i 5 minutter inden man rejser sig med et suk og overtager putningen. For 8. dag i træk med et barn, der ellers langt om længe gerne ville puttes af begge forældre. Man rejser sig og kaffen, som man glædede sig til, bliver kold og trist og ikke til at drikke længere.

Det ville i teorien være så nemt bare at blive siddende. Hun ville give op på et eller andet tidspunkt. Græde sig i søvn med sin tålmodige, søde far ved sin side til at ae og kramme og forsøge at trøste. Vi kunne sagtens sætte hælene i og gennemtvinge et grådfyldt putteritual. På et tidspunkt ville hun resignere. Lære, at hendes behov – hendes gråd – ikke er noget, vi forholder os til, når det handler om sovetid. Men hvad er pointen i det? Hvorfor skulle hun græde, når jeg kan overtage og gråden vil stilne af.

På et tidspunkt er Lillesøsters verden igen vendt tilbage til normalen og hun vil kunne puttes af os begge igen. Indtil da rejser jeg mig fra den stol, jeg allerhelst vil sidde i, og ligger i en ikke decideret komfortabel stilling og aer hendes kind, til de brungrønne øjne falder i og den lille krop slapper af.

Fordi det er det, man gør for dem, man elsker allerhøjest i hele verden.

2 kommentarer

  • Helle

    Jeg er jeg på linje med dig i, hvor meget børns behov fylder, og hvor vigtigt det er at imødekomme dem.

    Men jeg er ikke enig med dig i, at lillesøster ikke føler, I forholder jer til hendes behov, bare fordi hun bliver puttet/trøstet af far i stedet for mor. Han forholder sig jo til hendes behov for tryghed. Han trøster hende jo det bedste, han har lært. Vi har været i samme båd herhjemme, men det har virkelig gjort meget godt for vores søns bånd til min mand, at de begge lærte, at far også kan give nøjagtig samme trøst og tryghed, som mor kan. Hvis ikke man lader dem opleve det sammen, hvordan skal de så lære det?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg er helt med på, hvad du mener – og tak for den fine kommentar.
      Far har heldigvis en stor stjerne herhjemme. Vi er kæmpe fortalere for fædre på barsel og for at far spiller en ligeså aktiv rolle som mor. Efter at amning ikke længere er en fast bestanddel af putteritualet og ikke har været det i et flere måneder, så kan vi begge lige vel putte og Lillesøster er glad for begge dele. Men, når hendes tryghedsbehov er højere end normalt eller omgivelserne ikke er normale, så er det (naturligt nok) stadig mig, hun retter sig mod. Så er det basisbehovet og den primære og første kontakt, hun søger. Det gælder faktisk også stadig for Bean. Det er det, vi forholder os til i præcis disse dage – og lige om lidt er jeg helt sikker på, at far sagtens kan putte igen. Han kan også sagtens trøste og hun henvender sig nogenlunde lige så ofte til ham som til mig, hvis hun er ked af noget. Det er jeg virkelig glad for. Både for hans og for mig og for hendes skyld <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

VIND: Billetter til byens bedste burgers, is og en hyggelig ØKODAG