Problemet med at lytte til sine børns behov

Faste læsere vil vide, at jeg bruger en del mental energi på at forholde mig til mine børns behov. Ikke forstået på den måde, at de får lov at have styringen. Ikke i alle tilfælde, i al fald. Vi er forældrene, og det er vores job at sætte grænser og rammer. At guide og hjælpe og sige nej, når det er relevant og rigtigt. Eller når vi ikke orker at lege mere. Så sjovt er det heller ikke altid at forsøge at finde rundt i en kommanderende næsten-5-årigs prinsesseunivers.

Problemet med at lytte til sine børns behov er, at de med jævne mellemrum er noget nær modsætninger af ens egne behov. Ikke i det store perspektiv, vel? Ikke der, hvor det gælder. Dybest nede er behovet, at de er lykkelige. At de er trygge. Elskede.

Men i det små. Det mundane. Der kan være dybe kløfter mellem mit og mine børns behov.

Efter en lang påskeferie, efter dage uden for vante, hjemlige rammer og efter de første dage i dagpleje efter 10 fridage er Lillesøsters behov basale. Hun vil have sin mor.

Photo credit: Frederikke Brostrup

Så sidder man der, helt flad efter de første (lange) arbejdsdage, og med et akut behov for at sidde stille i en lænestol og bare sidde. Og hører Lillesøsters rasende, frustrerede skrigen fra soveværelset mens Jonas forsøger at få hende til at falde til ro og i søvn.

Man sidder i 5 minutter inden man rejser sig med et suk og overtager putningen. For 8. dag i træk med et barn, der ellers langt om længe gerne ville puttes af begge forældre. Man rejser sig og kaffen, som man glædede sig til, bliver kold og trist og ikke til at drikke længere.

Det ville i teorien være så nemt bare at blive siddende. Hun ville give op på et eller andet tidspunkt. Græde sig i søvn med sin tålmodige, søde far ved sin side til at ae og kramme og forsøge at trøste. Vi kunne sagtens sætte hælene i og gennemtvinge et grådfyldt putteritual. På et tidspunkt ville hun resignere. Lære, at hendes behov – hendes gråd – ikke er noget, vi forholder os til, når det handler om sovetid. Men hvad er pointen i det? Hvorfor skulle hun græde, når jeg kan overtage og gråden vil stilne af.

På et tidspunkt er Lillesøsters verden igen vendt tilbage til normalen og hun vil kunne puttes af os begge igen. Indtil da rejser jeg mig fra den stol, jeg allerhelst vil sidde i, og ligger i en ikke decideret komfortabel stilling og aer hendes kind, til de brungrønne øjne falder i og den lille krop slapper af.

Fordi det er det, man gør for dem, man elsker allerhøjest i hele verden.