Et halvt årti
Før Bean var jeg kvinde, kæreste, datter, søster, veninde og kollega. Alle titler, jeg værdsætter. Efter Bean blev jeg mor. Det følgende udsagn er en ualmindeligt stor cliché. Det gør den bare ikke mindre sand.
Titlen – og rollen – som mor, er den, jeg ubetinget er stoltest over og som gør mig allermest lykkelig. Allermest udmattet, rynket i kanterne og udfordret – ja. Men også den rolle, der har lært mig mere end noget andet, jeg har oplevet.
For fem år siden, i går aftes, sad vi i en helt ny lejlighed, vi var flyttet ind i dagen før, og spiste aftensmad, mens de første veer lige så stille markerede starten på en fantastisk fødsel. I dag, om et par timer, er det fem år siden, jeg holdt hende i mine arme – og så Jonas blive så rørt at der faldt en tåre ned ad hans kind. Fem år siden at solen strålede frem til årets første rigtigt varme dag. Fem år siden, vores liv blev forandret for evigt.
Jeg har kigget tilbage i arkiverne og fundet Beans sidste 5 fødselsdage
Da Bean blev 1 år gammel og jeg også skrev hendes fødselsberetning
Da Bean blev 2 år gammel og var lidt træt
Da Bean blev 3 år gammel og mente at bleer var for babyer
Da Bean blev 4 år gammel og hvirvlede rundt i en hvid kjole
I dag bliver hun fem. Det er et halvt årti. Tiden er smuldret mellem mine fingre – trods uendeligt lange nætter, putninger der varede hele aftener og dage fyldt med kolikbarnets ustoppelige gråd, er den forsvundet så hurtigt som at blinke med øjnene.
Hun glæder sig sådan. Hun har glædet sig længe og talt ned hver dag. Kagerne er bestemt, tegnet og designet for måneder siden – og jeg glæder mig til at se hende åbne gaver og modtage gæster. Hun har bestemt at Lillesøster og hende skal matche i ens kjoler. Som en enhed. Selvom det er hendes dag, deler hun gerne og inkluderer andre. Det er så typisk Bean. Empatiske, kærlige Bean. Tak for dig – og et stort tillykke med den fødselsdag, du sådan har set frem til.
Ingen kommentarer endnu