Hakkebakkeskoven anno 2017

Episke tømmermænd og noget om gode damer

I lørdags var jeg til påskefrokost for og med en ualmindeligt skøn samling kvinder. Alle som en er nogle, jeg har lært at kende gennem bloggen. Det havde jeg ikke set komme, da jeg startede med at skrive om at være gravid med Bean – men det er noget, jeg sætter endog meget stor pris på.

Vi havde hver især medbragt noget til bordet og så var der ellers fri snak og spisning fra 19-02, hvor jeg måtte kapitulere og forlade selskabet (som den første!). Som altid var der ikke et øjebliks stilhed, men derimod masser af gode snakke. Sjovt, pinligt, sårbart, personligt. Det hele kan tales om i det rette selskab.

Det er ikke første gang, Michala har lagt hjem til en dameaften, og for mig er det ikke en selvfølge at kunne ses med en flok, hvor alle kender hinanden. Jeg har ingen andre ‘flokke’ – en enkelt veninde, der har været i mit liv siden gymnasiet, en fra studiet, lidt flere fra studiejob og et par stykker fra APA. Jonas har derimod indtil flere herregrupper, som han tager på ture i vildmarken med eller i sommerhus en weekend.

Den mulighed har jeg ikke haft – og måske derfor sætter jeg så meget desto mere pris på disse aftener.

17883812_10158449894680375_4762403484531259921_n

Tømmermænd var der ikke mange af. Mest træthedstømmermænd, men de er naturligvis heller ikke at kimse ad. Derimod kommer mit livs mest episke tømmermænd ikke sjældent op i godt selskab som i lørdags. Nok også fordi de skete på en rejse til udlandet med ikke så få af de kvinder, jeg ses jævnligt med i blogsammenhænge.

For lidt over 2,5 år siden var jeg med på en tomatrejse og lærte en masse om bæredygtighed – og sidste aften, på en overdådigt lækker rooftop bar i Madrid sluttede jeg aftenen alt for sent med et par Black Mojitos… og kunne dermed starte morgenen efter 3 timers søvn med mit livs absolut værste tømmermænd. Jeg kunne ingenting. Ingenting. Til stor morskab for alle andre. Conni var så flink at købe en cola til mig i en automat i lufthavnen efter en ubehagelig taxatur i det tidlige daggry. Den var min livline på flyet og jeg havde god brug af åndedrætsøvelserne fra fødselsforberedelse hele den dag. Jeg blev hentet i lufthavnen af Jonas og Bean, og hvor min søde kæreste nok havde satset på lidt aflastning, så måtte han konstatere, at det var jeg helt klart ikke i stand til. Det er en stående vittighed, og det er også både virkelig sjovt og virkelig pinligt. Hverken før eller siden har jeg haft det bare i nærheden af så dårligt, og jeg kan ærligt sige, at jeg ikke kan forestille mig, at jeg nogensinde skal have en Black Mojito igen. Selvom de smagte virkelig godt, så vidt jeg husker…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hakkebakkeskoven anno 2017