En stor Vera og en stor pige

Det er snart et år siden, jeg har strikket Vera sidst. Det er simpelthen sådan en sød cardigan og det går ret stærkt på pind 4… men øj, hvor kan jeg meget bedre lide at strikke rundt til en bluse end frem og tilbage på en cardigan. Ikke mindst, når nu denne Vera var til Bean. Den sidste jeg strikkede var en 1-års fødselsdagsgave. Der er lidt forskel! Bean havde selv valgt det garn. Lyserødt, naturligvis. Jeg har strikket i Cotton Merino, så det bare er nødvendigt med en enkelt tråd. Opskriften på Vera er fra Finest, og den går fra 3-6 mdr og op til 4-5 år. Bean bliver 5 om et lille øjeblik, men hun er 116 cm lang allerede, så hun er vokset fra opskriften. I længden, især. Heldigvis var Vera nem at opskalere – jeg fortsatte simpelthen bare raglanudtagningerne indtil de passede til ærmegab og så blev den også en smule bredere. Resten af cardiganen blev strikket efter opskrift – bortset fra knaphuller og frontens rib, der blev strikket op efter gefühl, og så naturligvis også ekstra længde på krop og ærmer. Bean har ageret gine mere end en gang, for at jeg var sikker på pasform og længde. (Klog af skade. Der er nemlig et andet strikkeri, som blev lige lovlig kort og derfor er flyttet fra ‘færdig’ til ‘igangværende’ bunken. Øv. Det skal jeg nok fortælle om, når jeg er færdig med at være sur på mig selv)

Alle ender er nu hæftet og de allersidste knapper indkøbt og isyet (vi havde forregnet os og købt 2 for lidt). Den har allerede været på og skulle med i børnehave før de sidste knapper var sat i. Det kan man vist kalde en succes. Jeg synes den er så fin og enkel med den enkle mønsterbort – perfekt til børnehaven.

Så altså en stor Vera til min store pige, der for første gang har været på veninde-sleepover denne weekend. Bønnen og Blommen skruede helt op for energiniveau og har haft en fest sammen. Hun strøg ud ad døren uden så meget som et farvel lørdag og det var meget modvilligt hun blev hentet hjem igen i dag. Vi har haft en meget træt, stor pige her til eftermiddag og aften. Sådan er det, når man tøsesnakker til halv ti om aftenen og leger for fuld skrald. Det er lige som det skal være, men tænk engang, at vi nu har et barn, der er så stor at hun ikke bare har og elsker legeaftaler på kryds og tværs – men som uden at blinke med øjnene sover hos veninder. Og som stornyder det. Det er både skønt og vemodigt for alvor at mærke, at hun er igang med at løsrive sig og at hun med jævne mellemrum foretrækker andres og jævnaldrendes selskab frem for os.