Livskriser for en halvandenårig

Lillesøster har været lidt… ahem… udfordrende i dag. Hun har brugt bogstaveligt talt hele eftermiddagen på at 1) brokke sig højlydt og klagende over for lidt eller forkert service og 2) gjort alt det, hun godt ved, hun ikke må. Derfor er det Jonas, der putter lige nu, selvom det egentlig var min tur. En hel eftermiddag alene med et barn, der tilsyneladende er sprunget direkte ind i ‘the terrible two’s’ kombineret med en mor med PMS er ikke for sarte sjæle. Bean har til gengæld været mere end eksemplarisk.

Det er svært at være 20 måneder og kunne en hel masse, forstå en hel masse, men stadig ikke have tilstrækkeligt greb om sproget og begreb om eget følelsesliv og reaktionsmønstre til at kunne forklare, hvorfor det hele ramler, som det gør nogle dage. Det er ikke specielt underholdende at være midt i – men heldigvis kan jeg som regel godt løfte blikket lidt fra situationen. Ikke mindst når far putter og der er kølig Riesling i et glas inden for rækkevidde.

Der er mange (mange!) ting, der kan udløse en decideret livskrise og en nedsmeltning af atomar karakter for en godt halvandenårig.

Når Playmobil-figuren ikke kan sidde fast på DUPLO-gyngen, for eksempel. Det er helt klart værd at kaste sig skrigende på jorden for.

Når man ikke må kaste sig ud over kanten på sin søsters højseng – alternativt, når man ikke må kravle op ad stigen til sin søsters højseng – er det også et voldsomt brud på børnekonventionerne, hvis du spørger Lillesøster.

Når man får nej til at gennemrode skraldespanden. Det er simpelthen ikke i orden og kræver som minimum 5 minutters hylen, der får os til at håbe, at naboerne ikke ringer til kommunen med det samme.

Når tegningen ikke vil som man vil. Så er den eneste anden mulighed at smide farveblyanterne ned på gulvet og i øvrigt kaste sig frem og tilbage i stolen i ren og skær dødsforagt.

Når man ikke må løbe direkte ud på vejen og/eller stikke af fra sine forældre på fortovet. Det er en voldsomt invasiv Big Brother-agtig tilgang vi opererer med herhjemme, set fra knap en meters højde.

Når man ikke må kaste med sin mors briller. Hvad er de der ellers for?

Når man ikke må bide sin mor, mens man ammer. Selvom det er så sjovt, når man gør det med vilje. Helt ærligt? Der er heller intet sjovt, der er tilladt, og at blive fjernet fra mælkebaren med den begrundelse er decideret omsorgssvigt.

Når man ikke kan blive taget op i favnen pronto, mens mor eller far står med to varme gryder og to skeer og en omgang pasta, der er ved at boble over grydens kanter. Absolut også værd at initiere sin indre operadiva-drama-sekvens for.

Photo credit: Frederikke Brostrup

… heldigvis er der også mange, mange søde ting, Lillesøster gør, for ellers var hun godt nok billigt til salg i disse dage. Som for eksempel de talløse kærtegn, hun uddeler med et varmt ‘nåhr’ til følge. Til os herhjemme, til sine yndlingspædagoger, bedsteforældre, bamser og dukker. Når hun hører sit jam i radioen eller selv synger ‘Baby’ (she’s a belieber…) og begynder at danse rundt og rundt om sig selv med svingende arme. Og når hun opfinder sine egne godnatsange. Forleden var det en lille fin melodi med ordene ‘Do-ohr Bam, nåhr. Bam, bam, DO-ohr. Nåhr’ (Red: Stor bamse er sød. Bamse, bamse er stor. Og sød.)