5 år om 4 uger

Lige om lidt bliver Bean 5 år. Om en måned, for at være helt præcis. D. 30. april 2012 besluttede hun sig for at det var hendes fødselsdag. En solskinsvarm og mild mandag morgen. Siden viste hun sig at være knap så mild af sind, men til gengæld både kløgtig, kærlig, tydelig i sine behov og skæg.

Hun glæder sig. Hun har længe sagt, at hun var ‘et halvt fire’, men nu fortæller hun gerne både os og fremmede, at hun lige om lidt er fem år.

På opfordring fra sin far har hun tegnet og skrevet en ønskeliste – men faktisk virker hun ikke specielt optaget af det med gaver (endnu. Det kommer måske om et par uger). Til gengæld har hun i flere måneder vidst hvilke kager, hun kunne tænke sig at fejre dagen med. Hun er i udpræget grad sin mors datter på det punkt.

Vi skal have kartoffelkage, som hun kastede sin kærlighed på efter et afsnit hvor Mette Blomsterberg fremstillede en. Jordbærkage. Måske også en lagkage.

Hun er ikke begyndt at tale om gæster endnu eller noget andet fødselsdagsrelateret. Jeg er ret vild med, hvor lidt det materielle fylder hos hende. Lige nu handler det allermest om at blive 5 og skulle ned i storegruppen i børnehaven. Det fylder ret meget at være en af de store. Jeg synes det er så fint, og det er herligt at følge med i hendes udvikling, men SÅ stor behøver hun altså heller ikke skynde sig at blive.

almost-5

Hun elsker gaver og hun kommer til at blive superglad for at skulle pakke ud og blive fejret – det er bare ikke det vigtigste. Hun ønsker sig brændende en Belle-kjole efter vi har set den nye Disney-film og den efterhånden gamle tegnefilm. Jeg lurer på kjolerne fra Wheats skønne Disney-kollektion – særligt den her. De er fine nok til at være udklædningskjoler og i bomuld og et snit, så de også sagtens kan bruges til hverdag. Hun har allerede Elsa-kjolen fra efteråret og den har i snit været på en gang om ugen det sidste halve år. En ny cykelhjelm er også på ønskelisten. Et armbånd i guld (?!). Kondisko ’så jeg kan løbe rigtig hurtigt, mor! Ligesom dig’ Og så mangler hun decideret strømpebukser, leggings og sokker (i str 30!) til sommer. Hvis jeg skulle bestemme, så skulle det være knæsokker. Med hulmønster. Der er bare noget virkelig fint over børneben i knæsokker. Noa Noas udgave er ret fin.

Livskriser for en halvandenårig

Lillesøster har været lidt… ahem… udfordrende i dag. Hun har brugt bogstaveligt talt hele eftermiddagen på at 1) brokke sig højlydt og klagende over for lidt eller forkert service og 2) gjort alt det, hun godt ved, hun ikke må. Derfor er det Jonas, der putter lige nu, selvom det egentlig var min tur. En hel eftermiddag alene med et barn, der tilsyneladende er sprunget direkte ind i ‘the terrible two’s’ kombineret med en mor med PMS er ikke for sarte sjæle. Bean har til gengæld været mere end eksemplarisk.

Det er svært at være 20 måneder og kunne en hel masse, forstå en hel masse, men stadig ikke have tilstrækkeligt greb om sproget og begreb om eget følelsesliv og reaktionsmønstre til at kunne forklare, hvorfor det hele ramler, som det gør nogle dage. Det er ikke specielt underholdende at være midt i – men heldigvis kan jeg som regel godt løfte blikket lidt fra situationen. Ikke mindst når far putter og der er kølig Riesling i et glas inden for rækkevidde.

Der er mange (mange!) ting, der kan udløse en decideret livskrise og en nedsmeltning af atomar karakter for en godt halvandenårig.

Når Playmobil-figuren ikke kan sidde fast på DUPLO-gyngen, for eksempel. Det er helt klart værd at kaste sig skrigende på jorden for.

Når man ikke må kaste sig ud over kanten på sin søsters højseng – alternativt, når man ikke må kravle op ad stigen til sin søsters højseng – er det også et voldsomt brud på børnekonventionerne, hvis du spørger Lillesøster.

Når man får nej til at gennemrode skraldespanden. Det er simpelthen ikke i orden og kræver som minimum 5 minutters hylen, der får os til at håbe, at naboerne ikke ringer til kommunen med det samme.

Når tegningen ikke vil som man vil. Så er den eneste anden mulighed at smide farveblyanterne ned på gulvet og i øvrigt kaste sig frem og tilbage i stolen i ren og skær dødsforagt.

Når man ikke må løbe direkte ud på vejen og/eller stikke af fra sine forældre på fortovet. Det er en voldsomt invasiv Big Brother-agtig tilgang vi opererer med herhjemme, set fra knap en meters højde.

Når man ikke må kaste med sin mors briller. Hvad er de der ellers for?

Når man ikke må bide sin mor, mens man ammer. Selvom det er så sjovt, når man gør det med vilje. Helt ærligt? Der er heller intet sjovt, der er tilladt, og at blive fjernet fra mælkebaren med den begrundelse er decideret omsorgssvigt.

Når man ikke kan blive taget op i favnen pronto, mens mor eller far står med to varme gryder og to skeer og en omgang pasta, der er ved at boble over grydens kanter. Absolut også værd at initiere sin indre operadiva-drama-sekvens for.

ke-96

Photo credit: Frederikke Brostrup

… heldigvis er der også mange, mange søde ting, Lillesøster gør, for ellers var hun godt nok billigt til salg i disse dage. Som for eksempel de talløse kærtegn, hun uddeler med et varmt ‘nåhr’ til følge. Til os herhjemme, til sine yndlingspædagoger, bedsteforældre, bamser og dukker. Når hun hører sit jam i radioen eller selv synger ‘Baby’ (she’s a belieber…) og begynder at danse rundt og rundt om sig selv med svingende arme. Og når hun opfinder sine egne godnatsange. Forleden var det en lille fin melodi med ordene ‘Do-ohr Bam, nåhr. Bam, bam, DO-ohr. Nåhr’ (Red: Stor bamse er sød. Bamse, bamse er stor. Og sød.)

Store forandringer og bløde drømme

Til sommer kommer vi til at rykke rundt på funktionerne herhjemme – de rumlige af slagsen, forstås.

Vi har bestemt os for at bytte soveværelse med pigerne, så de kan få lidt mere plads til at lege og udfolde sig. Reelt set har vi jo kun brug for et sted at sove, og ser vi bort fra at jeg kunne sove på en knoldet roemark i øjeblikket, så er en seng jo det eneste møbel, der er decideret uundværligt i et soveværelse. I modsætning hertil har især Bean, men også i stigende grad Lillesøster brug for et sted der er deres eget. Et børneunivers, hvor døren kan lukkes, hemmeligheder hviskes og legen udfolde sig helt frit.

Jeg er i fuld gang med at samle et inspirations-board på Pinterest med idéer til børneværelset, men vores soveværelse skal også opgraderes lidt. Nye farver på væggen, måske et mørkt tapet med print. Et sengetæppe i vasket hør. Et par lækre sengelamper. Mon ikke jeg også kommer til at skrive lidt mere om det. Og pinne en smule.

Hvis pladsen var til det, ville jeg ikke tøve med at investere i en bæredygtig seng – men det ender sandsynligvis med en indbygget løsning for at udnytte alle centimeter i rummet. Til gengæld vil jeg elske at opgradere madrasserne til nogle, der kan forbedre søvnkvaliteten på den smule søvn, jeg faktisk får.

Auping åbner deres nye flagshipstore på torsdag, og jeg planlægger at kigge forbi med pigerne og lure på både senge (a girl can dream!) og ikke mindst madrasser. Madrasserne starter på knap 5000 kr, og det er jo nærmest det samme som i IKEA – men med en noget anden teknologi i sig og markant bedre muligheder for at customize størrelsen. Bl.a. kan de fås i længde 210 – og når man er en mand på 2 meter, der altid har sovet i lidt for små senge, var det måske på tide med en vertikal upgrade. Madrasserne bliver i øvrigt produceret, når de bestilles, så der er ikke et kæmpe overskudslager – det handler om bæredygtighed, og det er jeg altså ret stor fan af. Jeg har trods alt sat et par børn i verden, der gerne skulle overtage en planet, der er til at bo på.

auping_essential_bed_coral_red_straks_in_jouw_slaapkamer

… og nej. Jeg får helt sikkert ikke Jonas med på en rød eller koralfarvet seng. Billeder fundet hos Auping.

Jeg er i øvrigt helt syg med Aupings klassiske Cleopatra-daybed fra 50’erne. Vi lurer på at udskifte sofaen, der efterhånden har udtjent sin værnepligt og jeg kunne godt ønske mig at erstatte den med en smuk daybed. Se lige engang hvor pæn den er!

ed0a19be3b2d9ccc7f00d79267c18d52

Den nye brand store for Auping er på Østerbrogade 109, og fra på fredag er butikken åben for at kigge, prøve og høre mere om Aupings produkter og bæredygtige profil. Læs mere her

Der bor en tyk, tysk mand hjemme hos os

Vi bor fire mennesker på matriklen her på Indre Østerbro – fire mennesker og så en tyk, tysk mand. Lad os kalde ham Heinz. Eller måske hellere Günther. Ja. Günther er bedre.

Günther bor i maven på Lillesøster, og han gør egentlig ikke så meget væsen af sig. Bortset fra, når Lillesøster svarer bekræftende på noget. Så er det Günthers fuldtonede barytonrøst, der lyder fra dybet. ‘JAAAHH’

Bortset fra det med søvnen, så er jeg ret vild med Lillesøster, ed. 20 måneder. Eftersom hun relativt sent kom igang med at gå, så er der stadig noget bedårende tumlinge-swag i hendes færden rundt i verden. Hun er til gengæld voldsomt hurtig, når det tager hende, og således kan man ikke sjældent opleve Lillesøster i noget, der mest af alt minder om kapgang med den runde mave forrest og armene bagest. Det er lidt som at se James i 90-års fødselsdagen, sådan ungefär halvvejs igennem middagen.

dsc_0014Hun taler som et vandfald. Udover Günthers rungende ‘JAAAHH’, så er der også så småt ved at komme rigtige ord som erstatning for nogle af de dyrelyde, hun ellers har et meget (meget!) bredt arsenal af. ‘Sko’ har været en del af ordforrådet længe (sådan var det også med Bean. Wonder why…) og ’stol’ (duuhl) og ‘bord’ er også kommet til. Hun siger til, når hun gerne vil ‘bise’ (red: spise) og have en ren ‘be-e’. Tilsat fagter og håndtegn er det faktisk efterhånden muligt at have en samtale med hende og det er virkelig herligt. Hun forstår så meget af det vi siger, og hun har også ret godt fat i anatomien efterhånden. Hun synger (helst ‘Baby’ med Justin Bieber…) og danser rundt og rundt til musik og udtrykker begejstring med et dybfølt ‘WAUW’.

Hun er igang med at tilegne sig humor og elsker at fjolle og få os til at grine med. Hun er stadig den sødeste dukkemor og putter og nusser med sine dukker – så meget, at jeg seriøst overvejer om ikke en af de lækre Así-dukker, måske Leonora, skal på ønskelisten til enten fødselsdag eller jul. Dukker og bamser er også begyndt at sidde på potte – så måske er det næste step og interesseområde for Lillesøster.

Det er skørt, det med børn og deres alder. Der er noget helt vidunderligt og særligt ved alle stadier af deres udvikling (og tilsvarende også noget bøvlet og irriterende ved alle stadier af deres udvikling) – og når en tidligere kollega kigger forbi kontoret med sin 6-uger gamle pige, så bliver jeg helt nostalgisk og ønsker mig tilbage til babytiden med små, krøllede mini-mennesker, knirkelyde og babyduft. Åh, babydyft. Måske den mest hjertesmeltende duft i verden. Samtidig er jeg vild med Lillesøsters gryende selvhjulpenhed og elsker hendes verdensforståelse og sprog. At få et par buttede arme kastet om halsen og mærke hende putte sig ind mod mig, mens hun kurrer ‘åååhhhr’. At se hendes hengivenhed mod sin søster og at mærke at det gibber i hende af begejstring når døren går og far kommer hjem. Eller (næsten endnu bedre end alle os andre lige i øjeblikket), når mormor kommer på besøg.

Og så er der Günther. Som også er så sjov en del af hendes udvikling lige nu, og vi skal virkelig tage os selv i ikke at komme til at abe efter eller trække (for tydeligt) på smilebåndet, når han taler med nede fra den runde mave.

Den smukkeste fotobog. Artifact Uprising

For nogle uger siden bestilte jeg en fotobog fra amerikanske Artifact Uprising, og jeg har ventet spændt på at få den i hænderne – og jeg har også lovet flere af jer en anmeldelse af proces og produkt.

dsc_0008

Det var en meget enkel proces at få sammensat bogen – der er mulighed for at uploade fra computerens billedbank, fra Facebook og fra Instagram direkte, så man ikke behøver at samle billeder et sted først. Det forenkler processen en hel del og er nemt at arbejde med.

Man kan være mere eller mindre holdt i hånden i opsætningsprocessen, men jeg valgte at få billederne placeret automatisk og så rykke rundt på dem og deres formater efter behov. Jeg har valgt et fuldt dustcover, men man kan også vælge et halvt og både en titel og undertitel – og så har jeg valgt en smuk grå lærredsindbinding til selve bogen, men der er mange flotte muligheder og det er en luksuriøs detalje. Derudover elsker jeg at de har enkle og inspirerende blogindlæg og tips og tricks til at få det bedste ud af bogen.

dsc_0010 dsc_0009

Det tog omkring en uge at få bogen fra USA til Danmark og jeg gav 28 dollars for fragten, hvilken ikke er billigt, men bestemt rimeligt. Man kan være heldig at slippe igennem tolden, men ellers kan der også komme toldomkostninger.

Inspired by the disappearing beauty of the tangible

Den er så smuk. Lækker indbinding og smukke, matte sider. Jeg har lavet en god håndfuld fotobøger efterhånden, men det her er uden sammenligning den lækreste af dem. Både overall men også i opsætningen. Jeg er vild med at der veksles mellem fuldside, 3/4 side (på den lange led), mindre billeder i forskellige firkantede former og størrelser og så mindre kvadrater. At der af og til er en blank side, der giver fuld fokus til billedet overfor. Jeg er naturligvis ikke objektiv omkring indholdet, men det er jo op til den enkelte hvad bogen skal indeholde. Børn. Rejser. Familie. Sko. Mad. Små glimt af virkeligheden og hverdagen. Natur.

dsc_0006

Jeg kan kun anbefale Artifact Uprising til at lave fotobøger. Min er hardback og selve bogen kostede omkring 600 DKK. Det er ikke galt, og jeg har før betalt tilsvarende. Ganske vist for lidt flere sider, men jeg er blevet bedre til at vælge ud og være selektiv omkring indholdet. Det betaler sig, for bogen her er markant mere interessant visuelt og indholdsmæssigt end den første jeg lavede. Practise makes perfect. Der er også mulighed for at lave coffee table books som er luksusproduktet, samt softcovers og – en rigtig sød ide til fx en bog til barnet eller til minder fra en miniferie – bøger i kvadratisk og Instagramvenligt format til bare 18 dollars.

Older posts