Vinterferie uden Bean

Det er næppe en overraskelse for faste læsere herinde, at vores førstefødte har et ret højt lydniveau. Udover at hun taler, synger, råber non-stop, så gør hun det også i en volumen, der får et almindeligt fragtfly til at lyde som en Tesla.

Vi forsøger løbende at italesætte det og beder hende jævnligt om at huske at bruge indendørs-stemmen. At vi står lige ved siden af. At man ikke skal råbe, men tale sammen. Hun hører fint. (Vi har fået det tjekket!) Hun taler bare VIRKELIG højt.

Photo credit: Frederikke Brostrup

I går morges, mens jeg lå og sov lørdagens damemiddag og bobler ud af kroppen, fulgte Jonas og Lillesøster hende til Hovedbanen, hvor hun skulle mødes med sin kusine og faster og sammen køre hele vejen til det vestligste Jylland for at holde et par dages vinterferie hos farmor og farfar. Det er første gang, de prøver det, og hun kunne næsten ikke være i sin krop af ren spænding og glæde. Jeg er så vild med at begge hold bedsteforældre ønsker og kan have deres børnebørn på miniferier. Både voksne og børn nyder tiden sammen, og vi forældre nyder at have lidt mere ro og tid på hænderne end normalt.

Det var virkelig bemærkelsesværdigt, hvor stille huset var i går. Bevares, Lillesøster kan også lave lyd. Men ikke hele tiden. Og slet ikke lige så højt endnu. Der var også helt roligt. Ingen tornadoer susede omkring og krævede konstant opmærksomhed og at nogen skulle lege med hende. I stedet dimsede Lillesøster med Beans nye Playmobil-sæt i flere timer i løbet af dagen. Tullede rundt med sin ‘baby’. Sov en lang middagslur, som Jonas og jeg udnyttede til at se vores nyeste serie-crush på Netflix (Blacklist, hvis nogen skulle spørge. Den fungerer virkelig godt)

Der er en helt anden ro med kun et barn i huset. Det er skønt og vi nyder det og tanker op på noget så sjældent som stilhed… men i går aftes savnede jeg nu alligevel min store, skægge, skønne Bean. Hun kommer hjem igen i morgen. Jeg glæder mig til at se hende.