Vaner

Dette indlæg har ligget i mit baghoved i virkelig lang tid efterhånden. Hver aften husker jeg på det, og om morgenen har jeg som regel glemt det igen. Det handler om vaner. Nærmere defineret mine sovevaner.

Når jeg går i seng om aftenen, sover jeg ikke.

Det lyder mærkeligt, for selvfølgelig sover jeg om natten. (Red: Så meget, som børnene tillader det) Men jeg sover ikke, når jeg går i seng. Jeg lægger mig i stedet godt til rette. Så stille som det er menneskeligt muligt kryber jeg ind under dynen, lukker øjnene og kobler tankerne fra. Og venter. For så sikkert som det faktum, at jeg aldrig skal i Lalandia, er det at Lillesøster vågner, inden jeg når at drive ind i søvnen. Nogle gange går der 1 minut. Andre aftener har jeg 20 minutter for mig selv i mørket, inden jeg skal ind og lulle hende i søvn igen.

På det tidspunkt af aftenen foregår det som regel ved at hente hende ind til mig så jeg slipper for at stå op og ud af sengen flere gange i løbet af natten. Efterhånden har hun accepteret, at amning ikke sker før i de tidlige morgentimer (selvom man naturligvis altid kan råbe lidt efter ‘MAM!’ for at se om det nu skulle virke i nat), og kan finde ro ved at hvile hænder (og negle) på mine arme, ansigt eller hals. Og så sover vi faktisk rigtig fint sammen.

På et tidspunkt begynder hun at sove igennem. Sådan rigtigt. Indtil da er jeg vågen når jeg går i seng.

Det er en fase. Alt er en fase. Tag endelig ikke fejl. Jeg glæder mig til den dag jeg kan lægge mig til at sove, når jeg går i seng. Men jeg glæder mig også over de 5, 7 eller 20 minutter jeg har for mig selv til at falde til ro, slappe af og tænke alene i mørket. Det er der også noget fint ved.