Skumfidus eksperimentet

Hele torsdag formiddag har Bean, Jonas og jeg tilbragt på Institut for Psykologi. For snart 5 år siden deltog vi i et spændende forsøg om det førsproglige barns tilknytning og omsorgsrelationer – og ved både 2 og 3 år har vi været til opfølgende besøg. Data fra det oprindelige forsøg er i dag ved at blive udrullet i samarbejde med sundhedsplejen i Københavns Kommune for at støtte og hjælpe mødre (og fædre) med efterfødselsreaktioner.

Dagens besøg var 5-års opfølgningen, og Bean klarede tre timer i stiv arm. Øvelser, historiefortælling, kognitiv problemløsning, fri leg. Hun elsker det og hun havde en fest. Forinden havde Jonas og jeg svaret på alenlange spørgeskemaer.

Sidste test var skumfidus-udfordringen. I ved. Den her:

Bean fik stillet en skumfidus foran sig, fik at vide at hvis hun ventede fik hun to – og så sad hun ellers i 15 minutter alene i et rum med en skumfidus. Og ventede. Og ventede. Lavede ansigter i spejlet, sang hjemmelavede sange om skumfiduser og sanglege til at fordrive tiden.

På et tidspunkt var samtlige voksne nødt til at kvæle latteren, da hun utålmodigt råbte ud igennem døren: “Er du klar eller er du doven?”

Hun fik sine to skumfiduser for en imponerende indsats. Hun rørte ikke engang ved lokkemaden – men det er også omkring 5-års alderen børn lærer behovsudsættelse.

Det er en umådeligt træt pige, vi har haft fornøjelsen af resten af dagen, men det er altid en fornøjelse at deltage i forsøgene. Dels for at bidrage til videnskaben, dels fordi Bean har en fest – og dels fordi vi altid lærer noget nyt om vores skønne pige.