Jeg bliver løbende spurgt om, hvad vores bedste legetøj er. Der er meget forskelligt, vi elsker at l
Se næste indlæg >
Perspektiv
Måske har I kunnet fornemme, at det hele har været lidt op ad bakke herhjemme det sidste stykke tid? Pigerne har været nogle bøvlehoveder på skift, jeg har haft et par græsenkeweekender hvor batterierne aldrig nåede at blive ladet op og i det hele taget har både vinterferie og hverdag trukket tænder ud og krævet af os voksne, at vi har mønstret al vores overskud, klistret et smil på i stedet for trætte, tomme blikke og forsøgt at køre den ind efter devisen ‘fake it till you make it’. Det er ikke altid lykkedes. Især ikke når et eller flere børn har haft hysterianfald over noget, der fra et voksenperspektiv virker fuldstændig ligegyldigt.
I dag kom en nybagt far ind i Strut. Vi havde sygdom blandt pigerne i butikken, så vi på kontoret dækkede dagens gang fra butiksgulvet. Han skulle have en dragt til sin søn. I størrelse 44.
Hans øjne og hele hans fremtoning var en blanding af umådelig stolthed, uendelig kærlighed og afgrundsdyb angst. Skrøbelig og stærk på samme tid. Sådan er forældreskabet. Med en nyfødt i størrelse 44 bliver det hele bare lidt mere råt og uden filter.
^^Sådan her er det også at være mor til Bean og Lillesøster. Faktisk det meste af tiden. Bare ikke lige nu. Photo credit: @frederikkebrostrup
Vi har haft en hård periode. Vi er stadig i en hård periode, og selvom det er bagateller i et internationalt perspektiv og små problemer selv i vores priviligerede del af verden og samfundet – så er det hårdt. Det er anstrengende ikke at kunne slappe rigtig af hjemme, fordi der hele tiden er en lurende konflikt eller krise at afværge og afhjælpe. Ikke mindst når det er flere uger i træk. Det er hårdt ikke at sove ordentligt og at være pseudovågen fra kl. 4.30 de fleste nætter, fordi det er her, tumlingen begynder at øffe og sagtens kan råbeskrige i en time hvis hun ikke får ‘mam’. Tre nætter i streg på den måde var nok til at få mig til at give efter, og nu har vi da i det mindste ro frem til det reelt er morgen.
Mine problemer bliver ikke mindre ægte, fordi de er mindre alvorlige end andres problemer. Jeg vil have lov at synes, det er hårdt lige nu og næste gang og gangen efter. Men mødet med den nybagte far til en lille dreng, der bruger størrelse 44, satte det i perspektiv. For uanset hvor trodsige, hidsige og stædige mine piger kan være, så er de sunde og raske og deres baseline er glæde. Jeg håber sådan, at den lille dreng meget snart vokser ud af dragten, hans far har købt i dag. Og jeg håber, at de også kommer til at opleve hårde perioder som mine – for med dem følger også glæden og lykken og privilegiet ved at opleve sine børn vokse op, lære og udvikle sig til fantastiske, små mennesker.
Avs. Den sad lige i moderhjertet den tekst der.. Den ene af vores piger har holdt fest det meste af natten, og jeg har ikke sovet ret mange timer fordi det var meeeeget sjovere at pille mor i næseborene, hive i håret eller bare skrige hysterisk end at sove. Kl 03.30 var jeg lidt parat til at ønske hende hen hvor peberet gror. Din tekst fik mig til at tænke på, at hun jo stadig bare er et lillebitte væsen, og det er immervæk kun knap ni måneder siden, at hun kom ud til verden, 46 cm og helt uvirkeligt lille. Jeg gav hende str 50 på. Jeg nægtede at købe noget mindre. Alt under 50 var simpelthen for småt til at jeg kunne klare tanken om det. Hun svømmede i str 50 i temmelig lang tid derefter men i dag ved vi heldigvis, at hun “bare” er petite (hun kan stadig klemmes i en 62 med lidt god vilje) men helt og fuldt med, på trods af sin lille størrelse. Jeg tror hellere hun må få et ekstra kram når hun kommer hjem fra fastelavn i vuggestuen, det har man vist nogen gange fortjent, også selvom man ikke gad sove i nat.