Når manglende kommunikation er en god ting

Normalt er det ikke en god ting, når man ikke kommunikerer. Langt fra. Man kan nærmest ikke undgå at falde over artikler i aviser, blade og tidsskrifter, der handler om hvor vigtig kommunikation er. Essentiel, faktisk.

Well. Hvis jeg havde haft en åben kommunikationslinje til Jonas i går eller i dag, så havde jeg bedt ham pakke sit outdoorgrej og komme hjem fra herreturen i skoven i en vis fart.

Det havde jeg ikke – det har man som regel ikke, når han er på weekend med herrene – og dermed har han sin weekend i fred. Eller, så fredeligt det nu kan blive med en hel flok mænd, der finder tilbage til naturen.

I mellemtiden er jeg græsenke. Big time. Det er ikke nyt med en solo-weekend med pigerne. Det har vi gjort mange gange før, og det plejer at gå fint (selvom jeg klart foretrækker at være to voksne på matriklen). Når Lillesøster maxer ud på eftermiddags-skrigeri og samtidig mildest talt sover uroligt, så er det markant sværere at holde kadencen. Efter en uge uden noget der bare minder om ordentlig søvn, var jeg allerede i underskud, da weekenden blev skudt igang.

Lillesøster har grædt det meste af eftermiddagen efter bare 40 minutters urolig middagslur. Det har jeg også. I al fald indeni. Det er drænende at forsøge at holde masken, og det er ikke med den reneste samvittighed, jeg må indrømme, at jeg har hævet stemmen mere end en enkelt gang i løbet af dagen. Jeg har sagt undskyld til begge piger og kysset dem lidt ekstra. Store K har været mere end sød. Underholdt sig selv, hjulpet hvor hun kunne – helt uopfordret – og hendes sidste ord inden sengetid var, at jeg var den allerbedste mor. Min store, empatiske pige.

Om nogen fortjener hun en hyggelig eftermiddag i morgen med sine søde veninder – det under jeg hende virkelig, og hun glæder sig sådan til den tur, hun skal på.

Jonas kommer hjem i morgen. Opladet efter en weekend blandt venner. Jeg hænger i med negle og kløer indtil da – og alt det koffein og sukker, jeg kan få fat i.

Om lidt bliver det bedre. Pigerne er puttet og jeg krydser fingre for i al fald en lille times ro. Næste weekend er det min tur til at tanke op på voksent selskab med en flok ualmindeligt dejlige kvinder. Og jeg elsker pigerne. Uanset hvad. Uagtet hvor hårdt det kan være. Uanset hvor nerve-opslidende en hel dag med gråd er. Alt det viskes væk af et par bløde arme om nakken. Et vådt kys. Et smil.

Størst af alt er kærligheden.

 

 

Næststørst er søvn.