Perspektiv

Let the kids. Årets fastelavnskostumer

Jeg elskede fastelavn som barn, og vi har så mange fine billeder i familiealbummet af de fantastiske kostumer, min mor skabte. Pippi Langstrømpe med hjemmelavet paryk af knaldorange garn (og uhyrlige mængder piberensere til at holde fletningerne vandrette!), Rødhætte med kjoleliv og kyse, som nu er i Beans udklædningskasse. Vagabonder, feer med spidse hatte og gamle damer. Indianere og snedronninger.

Jeg havde store ambitioner om at gå hende i bedene med smukke, hjemmelavede kostumer i bomuld og jersey, og til Beans første fastelavn syede jeg et enkelt, men tidskrævende, sæt farvestrålende vinger (opskriften findes HER). De er stadig i legetøjskassen og bliver fundet frem jævnligt. Andet år ville barnet være pirat og jeg brugte tid og energi på håndsyet filt-hat, vest og klap for øjet. Dagen før blev det ellers godkendte kostume dømt ude – og faren blev dagens helt i skysovs med et 100% polyester-fund i den lokale børnegenbrugs. Til 5 kr.

Siden da har Jonas stået for kostumerne. Han elsker det – Bean elsker det. De tager sammen i legetøjsbutikker og hun får ham altid lokket med på 100% syntetiske sommerfugleprinsesser, vampyrdronninger og i år en snedronning.

skaermbillede-2017-02-23-kl-11-20-49-am

Faktisk ville Bean gerne være det samme som sidste år – en lilla og lyserød sommerfugl – men hendes far blev så skuffet ved udsigten til ikke at købe et kostume, at jeg sendte dem afsted alligevel.

I dag fejrer Lillesøster fastelavn i dagplejen, og selvom jeg havde en idé om at have lavet en sød dragt til hende, så blev det ikke til noget. I stedet dykkede vi ned i udklædningskisten og Bean fik lov at vælge dragt og koncept.

Lillesøster er, naturligvis, en ballerina-kat. Det kan enhver vel se. Ballerinakostumet er fra H&M og i str 92 (lignende findes HER). Det har været Beans siden hun var 2 år og nu har hun endelig erkendt, at hun ikke kan være i det længere. Hun har derfor allernådigst doneret det til sin søster. Ansigtsmalingen var et noget mærkeligt koncept, syntes Lillesøster – men hun var helt vild med resultatet og har gået rundt og mjavet hele morgenen. Begejstringen blev ikke mindre, da hun opdagede at yndlingspædagogen også var klædt ud som kat.

img_2930

Bean skal være isdronning. I 100% polyester med glimmer, der drysser af o.v.e.r.a.l.t. Hun skal have malet snefnug på kinderne er planen og hun glæder sig helt vildt. I dagplejen havde de hængt en papirspose op til tøndeslagning. I børnehaven bliver det vist en af de kraftige pap-tønder. Lidt mere medgørligt end min barndoms trætønder, der tog hele og halve timer at slå i stykker og hvor der altid var en eller anden stærk karl af en far, der smadrede igennem et par gange, når børnene var ved at gå kolde på konceptet.

… og nu bliver jeg nysgerrig: Hvad skal jeres børn være? Laver I selv kostumer eller er det også købeløsningen eller alt godt fra udklædningskassen? I øvrigt har jeg smidt en idé til verdens muligvis både hurtigste og nemmeste zebra-kostume på min Facebookside lige HER.

6 kommentarer

  • Helle

    Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, at min søn skulle klædes ud (han er kun 14 måneder gammel), men synes alligevel, at det kunne være meget sødt, så tror jeg køber en lyserød dragt og hue og syr nogle ører og en hale på og voila er han den lyserøde panter 😉 det kan han sikkert godt leve med 😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Min pige på 2 år skal være heksemutter (hun elsker sangen). Vi har været oppe i Fest og Farver på Nørrebrogade og sammensætte kostumet inkl. høj hat og heksekost. Hun ser SÅ sjov og kær ud, når hun går rundt herhjemme og fejer gulvet med heksekosten 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg havde lavet et hønsekostume til min datter på 14 måneder (hvid body med hvid fjerboa syet rundt om + røde strømpebukser), men ungen ville simpelthen ikke have den på, og stod rasende og plukkede fjer af i store håndfulde… Panikkostumet til i morgen, bliver derfor den klassiske mariehøne. Rødt tøj og vinger i form af en lille hurtigt lavet kappe i filt med prikker. Bum.
    Glæder mig til at hun selv vil være med til at bestemme. Min mor lavede også kostumerne selv, og min bror bestilte engang et kødædende-blomst-kostume. Lidt af en opgave!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Herhjemme har sønnen ytret ønske om at være rumraket og da moren ikke lige kunne overskue at lave det selv, kom Amazon os til hjælp så det er indkøbt fra UK

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Den 2-årlige herhjemme skal være en hvid mus, og det kostume har været klar i en uges tid. Nemt at sy og der blev kun efterlod en masser hvid fnuller overalt i huset! Den 4-årlige har siden efteråret ment at hun skulle være Skye fra Paw Patrol, og trods mange ihærdige forsøg på at overtale hende til noget nemmere – jeg holder nemlig fast i at lave det hele selv – har hun stædigt holdt fast i det ønske. Så der er produceret en dragt, en ryghelikopter med vinger, et hundehalsbånd og nu mangler jeg kun hue med de tilhørende ører og briller. Kun. Det har været et ret meget for stort projekt, men hun glæder sig og har fortalt alle i børnehaven at hun skal være en iskrystal, for at rigtig at narre dem i morgen. Håber hun bliver glad når hun får hele molevitten på. Næste år bliver hun noget, der er lettere at lave, eller også kommer hun en tur med på indkøb!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Den ældste på 5 år skal være Ninja. Det blev klaret ved et besøg hos BR og er også en 100 polyester sag. Lillebror på knap 3 år har længe haft et ønske: Dykker! Han har svømmebriller og har lånt snorkel (aka snabel 😂😂) og svømmefødder af storebror. Først tænkte jeg badebukser og UV bluse ud over strømpebukser og en trøje, men så fandt jeg en våddragt vi har arvet fra noget familie. Nu mangler jeg bare at lave en ilttank af en sodavandsflaske og noget rør. Det bliver så fint. Han er utrolig god til at gå rundt med svømmefødderne, hvilket virkelig overrasker mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Perspektiv