Fortidens synder
Jeg har virkelig været i tvivl om dette indlæg. Er det for meget? For tæt på? Er det relevant? Det har ligget som kladde et godt stykke tid og været planlagt til udgivelse flere gange. Nu kommer det. Jeg tror nemlig, at det giver mening at være ærlig omkring, at der er udfordringer i alle forhold. At glansbilleder er forbeholdt de sociale medier og virkeligheden er meget mere kompleks. Alles liv har rod i hjørnerne og støv bagest på reolerne. Sådan er det også herhjemme. Så nu deler jeg en del af vores forhold, og hvordan vi har forholdt et af de issues, vi arbejder med herhjemme. Mens dette bliver udgivet, er vi i øvrigt på romantisk date med tre retter og babysittere hjemme. Så helt galt er det ikke 😉
Når man bliver kærester i løbet af tyverne (eller trediverne), så er der nødvendigvis noget bagage. Noget, man tager med i forholdet på den ene eller anden måde. En del er positivt. Ting, jeg har lært om mig selv og mine grænser. At være tydeligere omkring mine behov. At nægte at være ‘mor’ for en kæreste. At holde af fraværet af skænderier, uden at bekymre mig om, hvorvidt fraværet af drama er det samme som fraværet af passion.
Jonas har også bagage med. Sådan er det. Det var blandt andet vores bagage, der betød, at vi ret hurtigt blev klar over, at vi passede sammen. At vi ville hinanden. Uden spil. Uden drama. Bare ganske enkelt at gå ind i forholdet fuldt og helt. Der har aldrig været grund til at mistænke hinanden for urent trav, og den bagage er der heldigvis heller ingen af os, der tager med.
Til gengæld er der et spøgelse fra Jonas’ fortid, der dukker op med jævne mellemrum og som det har taget os mange år at finde ud af at leve med på en ordentlig måde. Han har tidligere oplevet jalousi i et forhold. Jalousien fra dengang har forstærket hans frihedstrang nu. Frihed til at ses med venner, tage på teltture, bare tage ud. Særligt i den første tid med et barn gav det anledning til spændinger mellem os. For hvad var rimeligt og urimeligt – hvor mange gange om ugen, om måneden, om året er det fair at overlade barn og ansvar til den anden? Hvor meget skal man prioritere sin familie og hvor meget skal man have lov at leve sine egne drømme ud?
Når jeg af og til ligeud har sagt nej eller bare bedt ham blive hjemme, har det ofte udløst en helt irrationel modvilje hos Jonas. På min side er jeg blevet enormt ked af og frustreret over at han ikke i højere grad har prioriteret os – sin lille familie – frem for at skulle ud flere gange om ugen. Flere weekender hvert år med flere forskellige vennegrupper.
I takt med at flere og flere i vennekredsen har fået barn og børn og faste jobs, og i takt med at vi alle er vokset ind i familierollen, er turene ud blevet færre og har fundet et leje, vi begge kan leve med. Jeg skal ikke lyve. Det har krævet tårer og jeg har i den grad følt mig og Bean valgt fra i de første år.
I nogle perioder er der stadig for mange arrangementer. Det er sandsynligvis et emne, der vil blive ved med at dukke op i vores forhold. Heldigvis kender vi efterhånden hinanden godt nok til at vide, hvilke ord og vendinger, vi skal udelade af samtalen. Heldigvis forstår Jonas også mit standpunkt og mit behov for at han vælger os til.
Det lyder forkert. Han er ikke i byen. Af og til er han ude med venner. Han er væk fra hjemmet en del aftener hver uge. Det meste af tiden sidder han et sted og arbejder, fordi han så er mere effektiv. Det foregår altid efter pigernes sengetid. I det regnestykke er der så til gengæld en anden, der er nødt til at være hjemme. Mig. Et tilbagevendende tema er, at hans frihed er på min regning. Han har en udlængsel, som er helt forskellig fra mit sindelag, og hvis jeg udtrykker, at jeg vil have en aften ude, så er han altid absolut med på den. Som for eksempel i lørdags, hvor jeg smuttede fra putning og oprydning og havde en dejlig dameaften med masser af bobler og snak til kl midt om natten. Men hvad nu, hvis jeg ikke vil ud – men bare have os begge hjemme? Det er stadig en øvelse ikke at føle sig fravalgt, når der er lidt underskud på kontoen. Og det kan være en udfordring at finde tiden til bare at tale, at være i hinandens selskab. Jeg ved, han elsker os og mig, og at han bliver et bedre menneske, når han også får tid selv eller med venner. En bedre kæreste. En bedre far.
Jeg har fået veto-retten til at være hende, der dikterer aftenens hjemkomst-tidspunkt af og til. Fordi min i øvrigt søde, ansvarlige og voksne mand af en kæreste simpelthen ikke kan finde ud af at tage tidligt hjem af sig selv. Hans spøgelse dukker op i skyggen af hver eneste gang, jeg har bedt om at det ikke bliver for sent, og han føler sig kontrolleret, så nu har vi det sort på hvidt. At jeg har lov at sætte hælene i, når jeg har behov for det.
Alle forhold har bagage. Det er en balanceøvelse at få lagt den på rette hylde. Vi øver os. For vi har planer om at leve sammen resten af livet. (Og ja. Jonas har godkendt indlægget!)
Det er så fint at dele og så relevant. Tak fordi du deler og lukker os ind i dit forhold. For nej ingen forhold er perfekte og vi har alle issues med os.