Når rådhusklokkerne kimer i aften kan vi langt om længe vende ryggen til 2016. Det har været et år f
Se næste indlæg >
Mandag.
Januar lægger hårdt ud, synes jeg. Mandag d. 2. og 10 timer på job. En lang dag for pigerne i hver deres institution som opstart efter en lang ferie. En lang dag for Jonas herhjemme med to trætte piger.
Jeg nåede hjem lidt i syv. Lige i tide til at træde ind ad døren til to grædende børn og at smide frakken og finde mælkebaren frem for at få Lillesøster til at falde til ro. Falde i søvn. I tide til samtidig at række op i køjesengen og nusse Beans hånd, mens hun også overgav sig til søvnen. I tide til at Jonas kunne få et øjebliks ro efter at have haft gråd, brok og overtrætte, overstimulerede børn hele eftermiddagen.
I tide til at have kulsort samvittighed. Jeg ved, det er priviligeret. Mine – vores – piger bliver sjældent hentet senere end 15.30. Ofte tidligere end det. Selvfølgelig tager de ikke skade af de få lange dage, de får. Det ændrer bare ikke ved, at jeg ved helt ind i min inderste kerne, at de lange dage, uagtet at de er få, er så langt fra at være pigernes behov, som det næsten kan blive.
^^Photo credit: Frederikke Brostrup
I morgen bliver bedre. I morgen er det ikke mandag. I morgen er tiden på arbejde kortere. Tiden med børnene længere. Tiden til det, der betyder allermest, bedre. I morgen.
Jeg kan virklig godt forestille mig at det må gøre ondt i moderhjertet (har endnu ikke børn, så kan kun forestille mig det 🙂 ) Men samtidig kan jeg ikke lade være med også at tænke at det må være drønhamrende hårdt at banke sig selv i hovedet og have dårlig samvittighed. Min far arbejdede rigtig meget da jeg var barn og min mor havde alene det største ansvar på hjemmefronten – hvilket betød at jeg mange gange har været det sidste barn til at blive hentet i børnehaven. Det samme har min bror. Men det er absolut ikke noget jeg kan huske som værende specielt traumatisk (der var ekstra opmærksomhed fra pædagogerne og man fik en tvebak, haha) og jeg havde noget nær den bedste barndom man kan forestille sig og er mega tæt med mine forældre.
Det blev en længere smøre, men mit hjerte kan altså godt nogle gange gøre lidt ondt for de fantastiske forældre der gør et knaldgodt job, men samtidig banker dem selv oveni hovedet for ikke at gøre det godt nok. Og jeg tror i hvert fald at du gør det brand godt med dine piger 🙂