Man skal ikke græde over tabt keramik

Man skal ikke græde over spildt mælk eller tabt keramik. Heller ikke når det er håndlavet keramik fra en butik, der ikke længere eksisterer…

I sidste uge kom Bean til at ødelægge en af mine og hendes yndlingsskåle. Hun blev rasende over, at hun skulle sætte skålen tilbage igen efter hun havde spist de snacks, der var i. Demonstrativt trampede hun ud i køkkenet og knaldede skålen ned i vores stenbordplade. Det kunne jeg godt høre helt inde fra stuen.

Så blev der stille. Helt stille. I omkring 5 sekunder, hvorefter hun grådkvalt kaldte mig ud til sig. Jeg lod hende tale færdig og græde færdig med lidt indskudte sætninger og da hun var faldet til ro igen, så talte vi om, at det var et uheld og slet ikke meningen. At man skal passe på tingene, selvom man er gal og vred. Og at det var helt ok.

Mor! MOR! Den gik itu! Det var et uheld, mor! Den gik itu. *krammepause* Det var min yndlingsslikskål. (Det ved jeg godt) Mor? Leves butikken stadig (Nej, desværre, min skat). Kan du lave den, mor? (Måske. Vi kan prøve at lime den) Det var et uheld. Undskyld, undskyld, undskyld! *krammepause* Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal sige det til far. (Det vil jeg gerne hjælpe dig med)

Jeg har forsøgt så godt jeg kunne at lime skålen. Den gik i tre store stykker, så det gik nogenlunde. Man kan se, den har været revnet og den skal nok aldrig i opvaskemaskinen igen. Men den kan bruges.

Jeg tror aldrig, jeg har set Bean så oprevet over en fysisk genstand før. Det var nok heller ikke så meget skålen, som hendes handling, hun var ked af og flov over. For selvom det var et uheld, så var det jo faktisk med vilje, hun havde sat den ekstra hårdt ned. Den del var meningen. Resultatet kunne hun ikke forudse.

Næste morgen – på vej i børnehave – tog hun selv initiativ til at fortælle Jonas om hvad der var sket. Hun spurgte også ham, om han kunne lime skålen. Og at de skulle huske at være ekstra søde ved mor. Og dagen efter, da min søster hentede hende, insisterede hun på at købe blomster til mig på vejen hjem.

Mit lille, empatiske – og hidsige – barn. Min lille, store pige med så store følelser og så stor forståelse for andres. Man skal ikke græde over tabt keramik. Det er bare ting. Genstande, som man kan lægge følelser og betydning i, bevares, men tingen er ikke følelsen.