Mandag.

Gode råd til hospitalsindlæggelsen

Lad mig starte med at sige: det er aldrig sjovt at være indlagt på hospitalet. Slet ikke med et sygt barn. Nu er oplevelsen kommet så tilpas på afstand og Lillesøster er blevet rigtig frisk igen (og æder som et tærskeværk!), og jeg har lyst til at dele mine bedste råd til at gøre oplevelsen så god, som det nu er muligt.

Skiftehold

Hvis det overhovedet er muligt, så kør i skiftehold. Det er opslidende at være i et hospitalsmiljø, så sørg for at få luftforandring med jævne mellemrum. Selvom det var en splittelse og slet ikke rart at forlade Lillesøster, så gav det et pusterum at tage hjem til Bean. Mulighed for pseudo-normalitet og et varmt, uforstyrret bad. Uden bippende maskiner, læger og sygeplejersker og i vante, trygge omgivelser. Og en kop kaffe, der ikke enten kommer fra 7/11’s maskine eller den halvsløje udgave på termokander, der står til fri afbenyttelse på gangen. Forstå mig ret. Det er skønt, at den er der. Jeg kan bare ikke drikke den. Jonas er til gengæld fan af institutionskaffe (#lærertype)

For os gav det sig selv. To børn og to forældre var en ret enkel ligning at få til at gå op, og vi tog et døgn ad gangen på børneafdelingen. Vi tog begge fri fra arbejdet hele ugen, fordi ingen af os kunne holde fokus på andet end vores familie i de dage. Naturligvis tog vi begge fri, var jeg lige ved at skrive. Vi er forældre på lige fod og ingen har mere ‘ret’ til at yde omsorg end den anden. Jeg kan ikke komme på ret mange (hvis nogen) jobs, der er vigtigere end ens familie og som ikke kan vente en uge eller uddelegeres til andre i en kortere periode.

Tidsfordriv

Lillesøster sov eller lå bare uden lyst til noget som helst. Ventetiden er lang på børneafdelingen, så sørg for at medbringe noget tidsfordriv. Helst noget, du kan lægge fra dig med et øjebliks varsel. Jeg havde strikketøjet med fordi jeg ved, at det har en beroligende og afstressende effekt på mig – og læsestof. Jeg strikkede mig igennem et par kyser, et par sokker til Jonas, som han fik i julegave, og halvt igennem en bluse til Lillesøster, som pt. ligger og kalder på et ærme ovre fra strikkekurven.

Enestue

Kryds alle fingre og tæer for en enestue! Der er en VERDEN til forskel på stressniveau og ro fra enestue til flersengsstue. Allerhelst ville de søde sygeplejersker have alle patienter i hver deres rolige rum, fordi det giver optimale vilkår for alle, men der er desværre ikke plads til så mange enestuer. Jeg hadede den sidste nat på hospitalet, hvor vi delte stue med to andre børn og deres forældre. Og hvor jeg stort set ikke sov, fordi der konstant var uro og larm. Og nogle forældre bedre end andre forstod at respektere, at andre gerne ville sove og ikke have lyset tændt og småsnakke kl lidt i midnat.

Voksenseng

Vi sov i en voksenseng, Lillesøster og jeg. Således fortsatte vi den sædvanlige samsovning trods slanger og ledninger, og det gav meget mere ro. Så, hvis I alligevel samsover, så er det lettest og giver mest mulig søvn at blive ved med det. De andre forældre, der sov på brikse, måtte op og stå ved børnesengene hver gang deres drenge sagde en lyd. Jeg kunne nøjes med stille at nusse Lillesøster ved min side. Ledninger og slanger vænner man sig uhyggeligt hurtigt til.

Godt udstyr

Noget af det, jeg er gladest for, at vi havde med, var Lillesøsters bodyer fra Roots&Wings. Merinouldens særlige kvaliteter sikrede, at Lillesøster var så tilpas som muligt både gennem høj feber og tilbage til en normal temperatur. De er bløde, komfortable og virkeligt velegnede til alting. De er eminente til at temperaturregulere og dejligt åndbare. Vi bruger dem stort set altid og stort set året rundt. Og altså også på hospitalet. Vi havde naturligvis også Olívy med. Ingen grund til at tilføje rød hale til lidelserne. Jeg elsker Olívy. Det er så nemt og effektivt og bare helt perfekt – hjemme, på ture og alle mulige andre steder.

skaermbillede-2017-01-03-kl-8-03-30-pm

^^Et af mine bedste – og hårdeste – minder fra indlæggelsen. En syg, slap, lille pige og hendes omsorgsfulde storesøster. Det er hjertebristende hårdt at se dem sådan, men også en påmindelse om at kærlighed er uden alder.

Tak for hjælp

Sig ja tak til al den hjælp, du kan få. Allerbedst med praktiske gøremål hjemme. Handle, gøre rent, komme med færdiglavet aftensmad. Det giver et pusterum og skaber overskud, hvor der ikke er noget. Illusionen om den perfekte Hausfrau er netop en illusion på selv de bedste dage. Den giver ingen mening at forsøge at opretholde, når man er i krise. Vi var så heldige at få assistance fra mine forældre, min søster, min bedste veninde og søde naboer, der havde stillet en portion aftensmad uden for døren.

Spørg personalet

Der er mange nye ting at forholde sig til, når man er indlagt. Udtryk, vendinger, rutiner og procedurer, man skal lære at kende. Spørg. Læger og (især) sygeplejersker er så søde til at svare på spørgsmål. De er også interesserede i, at du forstår og bedst muligt kan hjælpe dit barn igennem sygdommen. Det er i al fald min altoverskyggende oplevelse. Dag eller nat – hver eneste sygeplejerske og læge, vi mødte, var empatiske og kompetente og tog sig tid til at sikre sig, at vi var ok. Især en sygeplejerske brændte igennem – i al fald for mig. Lisa fra børneafdelingen på Hvidovre. Hvis du læser det her, så vid, at din omsorg gjorde en kæmpe forskel. Det kram var det vigtigste budskab, og det der gik klarest igennem, under hele vores indlæggelse. Det var ægte, varmt og helt rigtigt.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mandag.