• Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
Nemme børn?

Er børn uvelkomne?

Jeg læste denne artikel  i morges om hvordan børn marginaliseres fra dele af (voksen)samfundet og udelukkes eller er uvelkomne på museer, på restauranter eller i andre dele af vores samfund, der ikke direkte er indrettet til dem. Liv Navntoft Henningsen skriver blandt andet:

Børn har fået en mere fremtrædende plads i familien, men i store dele af det offentlige rum skal de hverken ses eller høres. Når de bevæger sig uden for hjemmet eller institutionsverdenen, foregår det i børnevenlige miljøer som Lalandia eller Zoo. De opfattes ikke som civiliserede nok til de voksnes virkelighed. Det er en skam – for dem og for os

Jeg bliver ærgerlig på hendes vegne over, at hun oplever verden uden for hjemmet sådan. Jeg er enig med hende langt hen ad vejen i, at vi bør gentænke samfundets indretning, således at det ikke er i den periode i livet, hvor man har små børn, at man partout skal gøre karriere og arbejde fuldtid samtidig. At vi skal have en decideret familie(venlig) politik i Danmark. At der skal være bedre forhold for de mindste, ikke mindst fordi det gavner hele samfundet på sigt. På fødegangen, i daginstitutionerne, i uddannelsessektoren. At der var ekstra 3 måneders øremærket barsel til fædre, fordi alle studier viser, at det er gavnligt for forholdet mellem barn og far og for familiedynamikken, at far også barsler. At forældre ikke behøver stresse over hvem der må melde ‘barn syg’ igen-igen, fordi der – som i Sverige – er en offentlig, skattefinancieret forsikring, der giver kompensation til arbejdsgiveren og dermed langt bedre samvittighed til den, der må blive væk. Måske man så kunne undgå forældre, der af nød sender deres små børn afsted i dagpleje eller børnehave på en Panodil for at kunne nå bare et par timers arbejde. At der var lovgiven mulighed for deltidsarbejde før børnene når skolealderen, så de ikke skal have fuldtids-uger uden for hjemmet.

Jeg er derimod ikke enig med skribenten i, at børn er uvelkomne i voksenlivet. Tværtimod. Naturligvis er der oplevelser, der er for de voksne. For mig giver det ingen mening at tage mine børn med på gourmetrestaurant før de er store nok til at kunne have ro om og nyde måltidet i de timer, det tager at spise sig igennem 5-9 retter. Til gengæld har vi de sidste godt 4 år jævnligt frekventeret caféer og restauranter med vores børn. Om det er fordi spisestederne på Indre Østerbro generelt er børne-tolerante, det skal jeg ikke kunne sige. Vi har aldrig nogensinde oplevet løftede øjenbryn eller suk fra andre – hverken i vores lille del af verden, eller når vi har været andre steder herhjemme eller i udlandet. Vi gør en dyd ud af at vores børn skal lære at opføre sig ordentligt og tage hensyn til andre, når vi er ude (og hjemme, for den sags skyld) og den fire-årige er som regel en fornøjelse at have med. Den halvandenårige er stadig ved at lære reglerne, men kan heldigvis også pacificeres ret nemt med tilbuddet om ‘mam-mam’ og mælkebar eller med det legetøj og tegnegrej, vi altid har med. Hvis ikke, så går vi hjem igen. Konsekvens-pædagogik og hensyn til fællesskabet i skøn samhørighed, I ved.

Vi elsker at komme på museer. Også dem, der ikke har særlige børneudstillinger eller børneområder. Pigerne var begge omkring 14 dage gamle, da de fik deres debut som museumsgængere, og det er stadig noget af det, K elsker allermest. Man må gerne tale og le på et kunstmuseum. Man må gerne diskutere, debattere og kommentere kunstværkerne. Fra et uddannet ekspertstandpunkt og fra et vidunderligt udgangspunkt af barnlig uskyld og undren. Det er ikke bare noget, jeg siger, fordi vi gør sådan. Jeg er uddannet kunsthistoriker og har arbejdet på bl.a. Statens Museum for Kunst og jeg har et bredt netværk af kunsthistoriker-venner og bekendte rundt omkring på mange kunstinstitutioner. De er enige med mig. Kunst skal opleves. Af og til i andægtig stilhed. Af og til med højlydt begejstring eller forundring. Med latter og med beundring. Og man må gerne sige ADR – hvor ULÆKKERT! til kunstværker, der har ‘kunstnerens urin’ som en del af sin materialesammensætning.

946234_10152966685220375_1631043415_n^^Berlin, restaurantbesøg, sommeren 2013

Pigerne kender begge frasen ‘se med øjnene’ – man rører ikke ved malerierne. Man kigger. Naturligvis. Det er slet ikke svært at forstå.

Skal børn med til alting? Nej. Det synes jeg ikke. Hvorfor skulle de med til en langtrukken voksenfest som et bryllup, hvis de ikke er tænkt ind i begivenheden som udgangspunkt? Hvor sengetider bliver overskredet, man skal være stille og hele tiden vente på at de voksne taler og taler og taler færdig. Beruselse og børn er også en virkelig dårlig kombination i mine øjne. Den, der inviterer og betaler gildet, har også ret til at bestemme festens format. Vielse og reception er ret lette at invitere de små med i, men selve festen og middagen, kan jeg sagtens forstå, man vil have for sig selv. Hvis jeg nogensinde skal giftes, skal der heller ikke børn med til festen.

Jeg nægter at lade mig begrænse af firkantede forestillinger om børnevenlighed eller børne-egnethed. Jeg ved med samme sikkerhed, som at alle mennesker engang skal dø, at jeg aldrig sætter mine ben i Lalandia eller skal på all-inclusive charterferie indhegnet i et resort med børneguider i bamse-heldragter. Det er så langt fra mine behov, som det næsten kan komme. Jeg vil opsøge oplevelser, som jeg også selv får glæde af. Museer. Ballet. Spisesteder og rejser, som giver noget for både mig og mine børn. Storbyferier med indlagte legeplads-pauser. Kulturrejser med halvdagprogram og tid til at bade i pool eller hav. Det behøver ikke være enten-eller.

Når vi – Jonas og jeg – agerer hensigtsmæssigt i forhold til vores børns alder og temperament, så passer vi ligeså fint ind i det omgivende samfund som alle andre. I stedet for at tænke samfundet som opdelt mellem børn og voksne, så bør vi måske snarere se det som en helhed med plads til mange forskellige behov. Jeg tror på, at der er plads til alle, når vi hjælper hinanden med at skabe rum og tolerance.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nemme børn?