At miste

For et stykke tid siden så jeg et billede på Instagram hos en af de kvinder, jeg følger. Et billede, der lignede så mange andre. En kaffekop. Et strikketøj. Ukompliceret og hyggeligt ved første øjekast.

Teksten fortalte en anden historie. En fortælling om et sommerbarn, der alligevel ikke blev. Om at have mistet nogen, der næsten ikke var der til at begynde med.

Det gav et sug i maven at læse hendes ord. Jeg kender det savn. Jeg kender det tab. Ligesom rigtig, rigtig mange andre kvinder gør.

Det er så modigt at fortælle om – ikke mindst, hvis man har oplevet reaktionerne ‘det var da heldigt, at du ikke var længere henne’, eller ‘det var jo slet ikke et rigtigt barn endnu’. Som om tab kan ratificeres og sorgens omfang gøres op i antallet af uger eller måneder. Som om man kan tage patent på hvad der er rigtigt eller forkert at føle.

Jeg bestrider ikke, at det må være ubeskriveligt hårdt at miste et barn, som har vokset i én igennem næsten en fuld graviditet. Jeg kan næsten ikke bære tanken. Men det er også en sorg – og en helt legitim en af slagsen – at miste i starten af en graviditet.

Det er ikke kun et foster, der ikke længere er. Det er et barn. En kærlighed, en fremtid, en drøm der altsammen forsvinder. Det er et håb, der brister.

Det kan være så svært at tale om – ikke mindst fordi en graviditet i mange tilfælde er hemmelig for andre end de allermest indviede indtil de første 12 uger er gået. Hvordan taler man om, at man pludselig har mistet noget, som var dyrebart, men som ingen andre kendte til.

Begge mine piger var planlagte og højt ønskede. Men inden de blev til, var der et barn, der aldrig blev. Et barn, der var højt elsket og højt ønsket, men som forsvandt, før vi nogensinde så det på en skærm.

Det er meget mere almindeligt, end de fleste aner. Vi er mange, der kender sorgen. Det gør ikke tabet lettere, men det skaber mulighed for forståelse og for støtte. Selv et virtuelt kram kan skabe ægte varme.