…

Lange, mørke januardage. Grå himmel. Grå følelser. Underskud på underskud. Hoste, gråd og vrede stemmer. Pigernes. Min.

Jeg venter på lyset. På glæden. På overskuddet. På at jeg ikke skal kæmpe hele tiden – hver dag, hver time, hver nat.

Følelsen af utilstrækkelighed tager til for hver dag, der går uden et afbræk – uden tegn på, at noget snart skubber sig. At tigerspringstågerne letter. Opvågningerne bliver færre. At konfliktniveauet falder.

Det er udmattende at forsøge at være to skridt foran hele tiden. At afværge sammensmeltninger, afbøde fald og potentielle ulykker og forsøge at dele sol og vind bare nogenlunde lige.

Langtrukne aftenputninger med urolige børn giver farver. Røde øjne, mørke rande, regnbueglimtende tårer i øjenkrogene.

…

Og så trækker buttede arme éen ind til et blødt kys. Og så siger et barn noget helt vidunderligt. Det barn, der har kæmpet imod med negle og kløer, råbt og skreget, smækket med døre og grædt rasende tårer over livets uretfærdighed en hel, lang dag.

‘Jeg havde den bedste drøm. Jeg drømte, at dig og mor aldrig kunne dø. Og jeg blev aldrig voksen, for så kunne jeg altid lege med Lillesøster.’

Ord, der retter fokus tilbage mod kærligheden. Samhørigheden. Får skuldrene til at sænke sig. Kroppen og hjertet til at huske på alt det, der gør moderskabet til den mest livsomvæltende, kærlighedsfulde og meningsfulde opgave, jeg nogensinde har fået. Lige nu er det gråt og mørkt. Men midvinteren er bag os og lyset, varmen og foråret er på vej. Jeg kan ikke mærke det endnu, men jeg ved det kommer. Indtil da holder jeg fast med alt hvad jeg har i glimtene af lykke. Holder ud. Til foråret kommer.