Mandag

Det er en kliche, men nogle mandage er bare så mandagsagtige.

Lillesøster er ved at gro ikke mindre end 4 nye tænder, så vores nætter er fulde af uro og råberi (hende, mestendels) og dagene er det samme. Det trækker tænder ud (no pun intended), ligesom Jonas’ nye skema dette semester med et par sene dage. I al fald i dag. Lige nu.

Jeg var ved at tude af frustration på vejen hjem. Det var helt tåbeligt, men sådan er det af og til.

Jeg ville så gerne have været forbi min yndlingsblomsterhandler og købe forårsgrene og friske blomster, men jeg blev forsinket på vej ud af døren fra arbejde og for at nå at handle, hente Bean OG hente Lillesøster inden kl 15.30 blev til 16 så kunne jeg ikke forsvare over for mig selv at bruge de ti minutter ekstra på omvejen. Egentlig ville jeg også gerne have været forbi Green Skin og handle nye forsyninger af primer og mineral foundation. Og måske også lige have oset Normanns 50% udsalg.

Luksusproblemer. Jeg ved det godt. I virkeligheden handler det nok mest af alt om, at jeg ikke på stående fod kan huske, hvornår jeg havde tid for mig selv. Et par timer til at lave ingenting ude i byen. Det bliver ikke denne uge. dsc_0017

Og i morgen bliver bedre. I morgen er der en hel uge til det er mandag igen.

Farmors julegave og noget om at være nærværende

Vejret var ualmindeligt smukt i går, så timingen var helt perfekt. Vi brugte julegaven fra pigernes farmor – en tur i ZOO – til at tage afsted allesammen, for farmor var tilfældigvis i København netop denne weekend. Det var simpelthen den hyggeligste dag, og selvom det også havde været en dejlig tur for os fire, så var der nu alligevel noget særligt ved at også at have gavens giver med. Det er skønt at kunne dele oplevelsesgaver med dem, man holder af.

Vi bor så langt fra hinanden, at det ikke er så ofte, vi har mulighed for at ses, men pigerne elsker deres bedsteforældre, og Jonas og jeg ønsker for dem alle, at de får en nært og kært forhold.

Det er noget mere omstændeligt at tage tværs gennem byen og til ZOO uden bil, men Bean var en trooper og klagede ikke en eneste gang over trætte ben, selvom hun samlet set gik mange kilometer i går. Det var allerførste gang, Lillesøster var i ZOO, og hun havde en fest. Bean har været i en del forskellige ZOO efterhånden, og selvom hun glædede sig til at se dyrene, så glædede Bean sig allermest til at se farmor.

Vi var der fra de åbnede og stort set til de lukkede og vi nåede at se samtlige dyr. Vi havde varmt tøj på, madkurven fyldt – og Lillesøster kunne heldigvis sove en fin middagslur i vognen.

En del af dyrene var i vinterhi – men det var intet mindre end fantastisk at opleve girafferne helt tæt på i deres stald for både børn og voksne. Klappe-gederne er bare altid et hit. Lillesøster blev faktisk så overstadigt begejstret, at hun forsøgte at løbe hurtigere end de små ben kunne bære og faldt – med ansigtet først – direkte ned i den frosne grusbelægning. En flot hudafskrabning, et ordentligt blåt mærke og en stor krammer senere var hun mere end klar til at klappe videre. Ikke så meget pjat med hende!

dsc_0023 dsc_0036 dsc_0037

Da vi kom hjem med to flade men glade børn, kunne jeg konstatere, at jeg ikke havde et eneste billede af turen på min telefon. Ikke et (dårlig Instagram-type!) Jeg fik et par stykker med kameraet, som dog først kom frem sidst på dagen. Af familien. Ikke af de mange foto-venlige dyr og den smukke rimfrost, der lå over det hele.

Jeg øver mig i at være nærværende. Ikke at opleve mine børns liv gennem en linse. Men også for at undgå, at deres sindbillede af mig bliver med ansigtet halvt skjult af en telefon eller et kamera. Vi har ikke brug for alle de billeder. Det har jeg talt om før. Jeg øver mig stadig, for det er en balancegang mellem at fange og fastholde minder og at være helt og holdent til stede i nuet.

Jeg ærgrede mig faktisk lidt over, at jeg ikke havde fået bare et par stemningsbilleder med hjem, men på den anden side, så har jeg et fint og sjældent billede bare af Jonas og hans mor, et hyggeligt et af Bean. Et af Lillesøster og hovedet fuld af en rar dag. Det tæller også for noget. En hel del, faktisk.

Sol og vind – og en eftermiddag for to

‘Skal vi skynde os hjem og hente E?’, spurgte store K igår, da jeg hentede hende i børnehaven.

Ja – det skulle vi. Hente Lillesøster, altså. Normalt elsker Bean at komme med ned og hente, hilse på i dagplejen og få et kæmpe velkomst-kram af sin søster (og største fan!). Ikke i går. Da savnede hun alenetid med mig, bare os to sammen. Ikke fordi vi skulle lave noget specielt. Bare være hjemme.

Jeg forsøger at fordele sol og vind lige mellem pigerne. Det lykkes ikke altid, ikke mindst fordi de i kraft af deres forskellige aldre og udviklingstrin har forskellige behov. Vi forsøger. Det tæller også for noget. I søndags var jeg for eksempel en hel dag med Bean på Experimentarium (mere om det en anden gang!).

img_2577

Om torsdagen har jeg som regel tidligt fri, og selvom jeg egentlig havde håbet på lidt tid kun i mit eget selskab, så bliver det mor-og-Bean tid i stedet i et par timer indtil Lillesøster har sovet færdig og spist eftermiddagsmad i verdens bedste dagpleje. Som regel kræver det lidt overtalelse og en del smøleri at få tøjet på i børnehaven, så vi kan komme afsted. I dag kunne det ikke gå hurtigt nok. Og hvor har det været skønt at hjemmehygge med min store pige. En smoothie af lidt vel modne rester fra frugtskålen og tegnesager over hele spisebordet. Det var dét, hun havde lyst til. Brug for. Ikke mindst efter en uge, hvor hun i den grad har kørt selvstændigheds-show og opponeret mod ALT, jeg bad hende om eller gjorde.

Jeg tror, vi begge trængte til lidt tid sammen. Os to. Uden en sød, men opmærksomhedskrævende Lillesøster. Uden at skulle lave noget særligt. Bare ro og nærhed.

Nu er det tid til at få Lillesøster hjem og om et par timer kommer Jonas også.

Jeg er så glad for, at jeg har en datter, der i så høj grad er i kontakt med sine egne behov – og kan udtrykke dem. Og jeg elsker, at vi kan tilgodese dem langt hen ad vejen.

At miste

For et stykke tid siden så jeg et billede på Instagram hos en af de kvinder, jeg følger. Et billede, der lignede så mange andre. En kaffekop. Et strikketøj. Ukompliceret og hyggeligt ved første øjekast.

Teksten fortalte en anden historie. En fortælling om et sommerbarn, der alligevel ikke blev. Om at have mistet nogen, der næsten ikke var der til at begynde med.

Det gav et sug i maven at læse hendes ord. Jeg kender det savn. Jeg kender det tab. Ligesom rigtig, rigtig mange andre kvinder gør.

Det er så modigt at fortælle om – ikke mindst, hvis man har oplevet reaktionerne ‘det var da heldigt, at du ikke var længere henne’, eller ‘det var jo slet ikke et rigtigt barn endnu’. Som om tab kan ratificeres og sorgens omfang gøres op i antallet af uger eller måneder. Som om man kan tage patent på hvad der er rigtigt eller forkert at føle.

Jeg bestrider ikke, at det må være ubeskriveligt hårdt at miste et barn, som har vokset i én igennem næsten en fuld graviditet. Jeg kan næsten ikke bære tanken. Men det er også en sorg – og en helt legitim en af slagsen – at miste i starten af en graviditet.

Det er ikke kun et foster, der ikke længere er. Det er et barn. En kærlighed, en fremtid, en drøm der altsammen forsvinder. Det er et håb, der brister.

Det kan være så svært at tale om – ikke mindst fordi en graviditet i mange tilfælde er hemmelig for andre end de allermest indviede indtil de første 12 uger er gået. Hvordan taler man om, at man pludselig har mistet noget, som var dyrebart, men som ingen andre kendte til.

Begge mine piger var planlagte og højt ønskede. Men inden de blev til, var der et barn, der aldrig blev. Et barn, der var højt elsket og højt ønsket, men som forsvandt, før vi nogensinde så det på en skærm.

Det er meget mere almindeligt, end de fleste aner. Vi er mange, der kender sorgen. Det gør ikke tabet lettere, men det skaber mulighed for forståelse og for støtte. Selv et virtuelt kram kan skabe ægte varme.

… andet barn

‘Ja, man kan godt se, det er andet barn’, sagde den (i øvrigt søde, faste og kendte) vikar i Lillesøsters dagpleje til mig i morges. Med et smil.

Hun kom ind ad døren samtidig som os, og hun var stadig igang med at pakke sig ud af alt sit overtøj og hænge det til side, da jeg var på vej videre igen. Det var dér, bemærkningen faldt.

Vi er ikke dem, der bliver hængende, når vi afleverer. Det har vi egentlig aldrig været, medmindre der har været kede børn. Det er blevet endnu mere udtalt med Lillesøster. Hele afleveringen tager omkring 2-3 minutter. Det lyder helt vildt, ikke? Som om jeg bare kigger ind ad døren, kaster hende i armene på nærmeste voksne og drøner videre. Koldt, måske ligefrem.

dsc_0862^^Helt urelateret billede, men et ret godt billede på, hvordan morgenen starter hjemme hos os. Natdragten fra Roots&Wings er altid på, og træ-legetøjet fra Wooden Story er et hit. Former undersøges, kugler trilles og stables og bygges. Det er sjovt selvom det hverken har farve, lyde eller batterier 😉 Til gengæld er træ et varmt, behageligt materiale, der dufter rart og har en god tyngde.

Sagen er, at det ikke tager lang tid at aflevere Lillesøster. Vi går fra vores hoveddør over gaden til dagplejen. Hun tager sin hue og – med lidt hjælp – sin fleecetrøje af. Og så går vi ind. Med det samme finder hun noget at lege med. En bog. Rutschebanen. Dukker. Køkkenting. Hun har som regel ikke tid til andet end max at dele en kop imaginær kaffe. Jeg siger farvel og god dag til et barn, der har alt for travlt med at lege til nogensinde at vinke eller gøre andet end kigge op og anerkende min afskedshilsen. Og så smutter jeg videre.

Videre til næste aflevering. Videre til arbejde. Inden turen går den modsatte vej om eftermiddagen.

Kort, præcist, effektivt.

Havde Lillesøster haft behov for en længere overgang, mere hjælp til at komme godt igang med dagen og med legen eller et stort kram og en pædagogs varme arme for at sige farvel – så var det sådan, vi gjorde.

Jo, hun er virkelig andet barn. På godt og ondt. Hun er vores allesammens lille baby, selvom hun egentlig er stor allerede. Men hun er også vant til at vi deler tingene, hun er vant til at det ikke kan handle om hende hele tiden og hun er vant til at vi afleverer og henter ret hurtigt og uden de store svinkeærinder.

Older posts