En træls sygdomsuge og den yndigste Lillesøster

Mens vi venter på nyt fra hospitalet

Store K og jeg er alene hjemme denne fredag aften. Det lyder måske meget hyggeligt, og det kunne det givetvis også være i et andet set-up, men desværre er omstændighederne ikke særligt rare.

Lillesøster er gået fra sløj i går, men dog med energi og lyst til at læse og lege, til at være rigtig skidt tilpas i dag. Feber på den forkerte side af 39 grader og slet intet overskud. Det eneste, hun har orket, har været at ligge på sofaen. Småblunde, vågne, klynke lidt og blunde igen. Ikke rigtig vågen og ikke rigtig sovende. Hun har spist en smule og Jonas, der har været hjemme med hende, har lokket så meget væske i det lille menneske, som han kunne. Nu er de kørt til Hvidovre og akutmodtagelsen efter en lang samtale med 1813 for at få en lægefaglig vurdering på Lillesøsters tilstand. Om hun lader til at kunne klare den selv med vores hjælp, eller om der skal mere til. Det er rædselsfuldt.

dsc_0970

 

^^Jeg vil egentlig bare gerne have hende her tilbage igen i rask tilstand. Glad og mild og skæg og i fuld færd med at undersøge grænser og uddele kram og kys

At få børn er også at få syge børn. Det er en del af pakken, at ens poder med mere eller mindre jævne mellemrum bliver skidt tilpas. Forstuver eller brækker måske ovenikøbet noget. At de får skrammer, buler og hudafskrabninger, når motorikken afprøves eller legen bliver for vild. Tandfrembrud, tredagesfeber, forkølelser. Mellemørebetændelse og falsk strubehoste.

Det har vi altsammen prøvet, og selvom det ikke er rart, så er det til at have med at gøre. Men jeg har aldrig før oplevet at have et barn, der er så skidt tilpas som Lillesøster i dag. Et barn, der slet ingen energi har, og som bruger alle sine kræfter på at forsøge at afkøle den febervarme krop med en overfladisk vejrtrækning og som ellers bare ligger. Slapt og afkræftet på sofaen. Som ikke reagerer på os med andet end en svag tilkendegivelse af vores tilstedeværelse.

Min mindste pige – min elskede lille. Jeg ville gøre alt i verden for at bytte pladser med hende. Tage alt hendes ubehag og feber på et splitsekund. Det er også forældreskabet. Det er desværre ikke muligt, og lige nu er det eneste, jeg kan gøre, ingenting. Jeg turde simpelthen ikke køre alene med et sygt barn igennem København i mørke, når det er så længe siden jeg sidst har kørt og så sjældent jeg kører i det hele taget. Så jeg er hjemme og føler mig helt og aldeles magtesløs foran skærmen og med telefonen lige ved siden af – og venter på nyt fra Jonas.

6 kommentarer

  • Sara

    Åh, det gør ondt helt ned i maven at læse. Syge børn er slet ikke spor rart. Jeg krydser fingre for snarlig bedring til lillesøster!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Monica

    Jeg har selv oplevet lige præcis det du beskriver og det er så hæsligt 🙁 Når de bare ligger og knap er kontaktbare, så bliver man altså lidt bange. Vi røg afsted til akutafdelingen – i vores tilfælde var det lungebetændelse. Jeg håber, at I slipper mere nådigt og ønsker lillepigen en rigtig god bedring ♡

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anneli

    Nej, åh nej! Hvor jeg dig håber, at der er bedring inden for rækkevidde, og at I alle får lov at gå i seng uden dummer knuder i maven. GOD bedring!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    God bedring med hende ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Connie A

    God bedring med hende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Ahh.. god bedring <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En træls sygdomsuge og den yndigste Lillesøster