En update, en tak og en anbefaling

Jeg skylder vist en kort update på situationen her på Østfronten. Lille E og Jonas blev sendt hjem igen fra Hvidovre i går aftes med beskeden om at sørge for at få så meget væske som muligt i den lille patient. Hun er blevet smittet af både K og mig, så hun har en dum mavevirus og oven i hatten en håndfuld influenzasymptomer. Så der er virkelig ikke noget at sige til, at hun har det skidt.

Det er dog ikke som sådan noget farligt, så længe altså hun er kontaktbar og drikker fornuftigt. Derfor har hun sovet på sofaen i løbet af aftenen i går og med hhv. Jonas og jeg ved sin side resten af natten. Ikke at vi ikke samsover normalt, men i nat med ekstra fokus på overvågning. Jonas startede og så overdrog han Lillesøster til mig omkring 3.30 – hvor jeg egentlig troede, det var morgen, fordi jeg ikke har sovet 5 timer i streg siden hun var helt lillebitte, og derfor var urimeligt veludhvilet, tidspunktet taget i betragtning.

Så. Vi holder øje, holder hånd og lader hende hvile alt det hun vil. I eftermiddag tager Jonas til julefrokost med herrerne, så jeg satser på at hun i det mindste ikke får det værre. Den hurtige vejrtrækning er i øvrigt helt ufarlig, når det er i forbindelse med feber. Det er simpelthen små børns måde at afkøle på, fordi deres temperaturregulering ikke er moden og fuldt funktionel endnu. Ligesom med hunde.

Tak for alle jeres tanker og hilsner – det varmer.

^^Sammen igen. Photo cred: Frederikke Brostrup

Det er ikke det sjoveste lige nu, men det går. Det er rart med en lægefaglig vurdering og en forsikring om, at det ikke er så skidt som det umiddelbart så ud. Men jeg gad ærligt talt godt forsvinde lidt fra virkeligheden lige i dag. Bare et par timer.

Hvis I er flere, der egentlig godt kunne bruge at forsvinde lidt fra realiteterne og få en god omgang forløsende gråd, så kan jeg kun anbefale at tage i biografen og se ‘Syv minutter over midnat’. For et par uger siden var jeg inviteret til forpremiere og efterfølgende snak med forfatter og instruktør Patrick Ness, og det var en stor oplevelse. Sjældent har jeg hørt en hel biografsal snøfte højlydt, men det er også en barsk film. Et ubehageligt emne, flotte skuespilpræstationer – og drømmende smukke eventyrscener fortalt gennem levende akvarelmalerier. Ness har ikke lavet filmen med ønsket om æstetisk gråd (I ved: en enkelt tåre trillende henover kinden). Han er ude efter den grimme gråd. Den, der når ned og forløser. Den fik han for et par uger siden blandt et helt publikum i Empire. Hvis jeg havde mere overskud, så kunne jeg fortælle om gråden og uhyggens plads og funktion evolutionært set i menneskehedens historie (det var nemlig noget af det, jeg skrev konferens om i sin tid), men det må blive en anden gang. For nu kan jeg bare sige, at det er sundt at græde og blive skræmt i fiktionen. At man samtidig får en god, omend ikke feel good, oplevelse er en bonus.