I kærligheden bor også angsten

Den svære hjemkomst

Det er fredag – dagen før dagen – men det skal ikke handle om jul.

Lillesøster har været hjemme i en uge nu, og hun er efterhånden frisk igen. I al fald hvad angår energiniveau og appetit nærmer hun sig en normal. Til gengæld er hun ikke helt ovre oplevelsen.

Det har ikke været gnidningsfrit at komme hjem for nogen af os. En krise udløser altid forandringer og spændinger i familiedynamikken, men det er kommet bag på os, at der ikke skulle – forstå mig ret, det har været mere end rigeligt! – ‘mere’ til end en uge på børneafdelingen.

Bean har klaret hele processen med indlæggelse så imponerende flot og modent. Vi har talt med hende undervejs og forklaret, hvad der sker og hvorfor Lillesøster er på hospitalet og hvad alle de ledninger og masker skulle til for. Hun har rolleleget læge hjemme med alle bamser og dukker og har ikke været skræmt eller ked af hospitaler. Jeg har købt en ekstra julegave til hende i form af et Playmobil-sæt med en mor og baby på sygehuset (og jeg håber VIRKELIG det når at komme frem i dag! Det har været en rum tid undervejs…) og hun er bare så sej.

Hun er empatisk og følsom, men også enormt robust og tryg. Så vidt, så godt.

Hun glædede sig udover alle grænser til at få Lillesøster hjem igen, og sørgede for at rydde op og fik Jonas til at støvsuge hele huset inden vi kom. Men det var jo ikke en ‘rigtig’ Lillesøster, der kom tilbage. Hun var ikke sig selv. Hun var stadig syg, slap og træt. Og Bean blev afvist. Hun forsøgte at nærme sig uendeligt forsigtigt for at give et kys, men blev skubbet væk af en lille, bleg hånd.

Dét var hårdt. Næsten hårdere end alt andet. Hun blev så ked af det og kunne næsten ikke rumme skuffelsen og afvisningen.

Lillesøster kunne på sin side ikke rumme andre mennesker end Jonas og jeg. Ikke overskue andet end at sidde og putte sig ind til os. Hun elsker sin søster – og har altid gjort det – men Bean er lig med sjov og leg, og med sine 17 måneders livserfaring kunne hun ikke gennemskue sin søsters kærlige intentioner.

ke-59-kopi^^Photo credit: Frederikke Brostrup

I takt med at Lillesøster er kommet sig og har fået mere energi har hun atter vendt sig mod sin søster og opsøger hende gerne. Igen er Bean den eneste, der kan få hende til at le helt nede fra maven. De har leget og haft det sjovt – og Bean har fået lov at nusse, kramme og kysse. Det har været en helende oplevelse for min store, følsomme datter. Og vi har snakket om, hvorfor det har taget Lillesøster lidt tid at varme op.

De har fundet hinanden igen. Fra første gang, Bean så Lillesøster har hun elsket hende med en løvindes styrke. De har et helt særligt bånd, mine to piger. En gensidig hengivenhed og en villen hinanden. Den forbindelse blev forstyrret af sygdom, men båndet er der stadig, og det styrkes for hver dag, der går.

Nu er det imidlertid lille E, der kæmper. Hun er kommet sig så meget, at hun nu har overskud til at bearbejde det traume, det har været at blive så syg og at være indlagt. Vi må stadig stort set ikke røre hendes fødder (hvor drop og monitor sad) og hun bruger nætterne på at skrige med en lille, hæs stemme – hvis ikke hun har fysisk mund-til-mælk kontakt til mig. Hun tåler ikke afvisninger eller at blive modsagt, og det er nu engang uundgåeligt med en tumling, der udforsker sine omgivelser med samme overmod som ellers kun tilkommer de berusede. Hun vil helst være hos os hele tiden.

Jeg – vi – havde oprigtigt talt ikke regnet med, at hun ville reagere sådan. Det virker naivt, det kan jeg godt selv se, når jeg skriver det ned. Det gør ondt i hjertet at opleve en ny og alt for voksen alvor i hende. Ingen børn nogen steder i verden burde opleve frygt og angst, men det er desværre utopisk at skærme dem alle. Ikke engang mine egne kan jeg gøre det for.

Er der mon nogen derude, der har gode råd til hvordan vi allerbedst hjælper vores yngste igennem sit livs hidtil største krise på en nænsom, blid og effektiv måde? Ikke at vi skal skynde os eller tvinge ‘helingen’ igennem. Mere for at kunne hjælpe hende så godt som muligt. Indtil videre er vores strategi at tanke hende op på al den nærhed, kærlighed, amning og omsorg som overhovedet muligt og lade hende bestemme tempoet.

4 kommentarer

  • Ih, sikke en omgang! Godt der ikke var tale om alvorlig-alvorlig sygdom, det ville jo være ubærligt.
    Det er nok en ringe sammenligning, men min dreng var uheldig at brække benet før han havde sprog til selv at sætte ord på oplevelsen og rigtigt at tale om det. Først flere måneder senere, da hans sprog var mere veludviklet, begyndte han ud af det blå at fortælle os om oplevelsen. Det var virkeligt en øjenåbner for mig at blive mindet om på den måde, præcis hvor meget helt små børn både forstår og ikke mindst husker. Så uden at være psykolog eller noget der ligner, ville jeg gemme nogle billeder fra tiden på hospitalet (hvis I tog nogen?) og måske endda (hvis det er muligt) skaffe nogle dimser (slanger, plastre osv) som hun vil kunne genkende, så I har nogle genstande der kan understøtte hendes fortælling, når hun engang finder ordene til det. Kunne forestille mig, at sådan nogle ting måske bare ville skræmme hende lige nu, men hvem ved om en lille mindekasse kan hjælpe senere? Jeg fortryder i hvert fald, at jeg havde så travlt med at kassere min søns gips. Det havde været spændende for ham at kunne tage den frem, da han begyndte at snakke om det. Og ak, nu vil skæbnen at min datters fod netop er kommet i gips (ikke en fraktur, bare for at sikre at hun hviler den, long story) men denne gang tror jeg, at vi gemmer gipsen bagefter. Det var ét input. Rigtig glædelig jul og god bedring til hele familien.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det var en rigtig god idé – jeg tror jeg tyvstjæler den og laver en lille mindekasse til Lillesøster. Og god bedring med gipsfoden!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Håber det går bedre med hende. Katrine Birk Zoneterapeut har gratis videoklip og guides på hendes Fb side hvor hun viser beroligende punkter – prøv nogle af dem på hænder eller solar Pleksus, hvis fødder stadig er no go.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Jeg har ikke nogle gode råd, men vil bare sende mine varmeste tanker til dig og din familie – sikke en hård oplevelse, godt I har hinanden!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I kærligheden bor også angsten