Nytårsønsker

Når rådhusklokkerne kimer i aften kan vi langt om længe vende ryggen til 2016. Det har været et år fuldt af omvæltninger og forandringer. Barsel, der blev overdraget og afsluttet. Institutionsskifte og dagplejestart. Jeg har mistet familiemedlemmer i løbet af året. Mødt nye babyer.

Jeg har ingen nytårsforsætter. Jeg har nytårsønsker.

Jeg har været en mor en mere end 4,5 år og ingen af mine børn er tilhængere af konceptet uafbrudt søvn. Min store bønne var en vaskeægte søvntyran, og det var først på den anden side af hendes to-års fødselsdag, hun for alvor begyndte at sove roligere. Og først da hun nærmede sig tre år, hun ikke længere krævede 90 minutters putteseancer uanset hvad vi prøvede.

Lillesøster startede noget mere dydigt med 5 timers intervaller om natten, og det forekommer også, men indimellem kræver hun nærhed. Fysisk nærhed i form af bryst. Hvis ikke det ønske efterkommes, kan vi se frem til skrigeseancer, som ingen af os kan holde til eller holde ud.

Hun er snart 18 måneder, og jeg er træt.

Mit største ønske for 2017 er søvn.

dsc_0994

^^Det er heldigt for dem, at de er så overvældende dejlige, at jeg tilgiver dem knap 4,5 års sporadisk søvn!

Kunsten at modtage gaver

Det er en særlig kunst at modtage en gave. I al beskedenhed mestrer min store pige den kunst til fulde. Det er hjertevarmende at se hendes oprigtige taknemmelighed og glæde over at modtage gaver. Det kunne de fleste lære noget af. Jeg kan i al fald.

Vores gave til hende var en guldbroderet jakke – eftersom hun er ved at være vokset ud af dem, hun har, og fordi hun holder så meget af at klæde sig pænt på, når anledningen byder sig. Min mor havde strikket den smukkeste kjole i smørblødt, mørkeblåt alpakkauld. Hun fik malesager og glimmerstrømper. Hver eneste gave blev åbnet med spændt ærbødighed og indholdet studeret inden hun med varme og kærlighed i stemmen takkede giveren. Adspurgt næste dag, var hun ikke et øjeblik i tvivl om at de allerbedste gaver var fra min mor. Strikket kærlighed.

Ligeså glad for sine egne gaver, hun var, ligeså stor glæde på vores vegne var der og spænding som vi voksne åbnede hver vores gaver. Hun havde holdt på sin egen julehemmelighed – en lysestage malet pink og med uhyrlige mængder blåt glimmer – og hun kunne næsten ikke være i sin egen lille krop, mens jeg pakkede lag på lag af papir ud for til sidst af afsløre mesterværket. Jeg sætter så stor pris på disse børnegaver. De er måske ikke det smukkeste, sådan rent æstetisk, men lige så stor kærlighed, som min mor og jeg har lagt i hver eneste strikket maske, ligeså meget kærlighed og barnlig omhu er der i hvert penselstrøg og drys med glimmerbøtten.

ke-72-kopi
^^Photo credit: Frederikke Brostrup

Worn out

Jeg er klar til at sige farvel til december. Mere end klar. Faktisk er jeg helt og aldeles færdig med det her år, men især december. Jeg som elsker julen.

Vi har haft en dejlig jul. Ikke mindst juleaften var den rareste, rolige aften, som vi ikke kunne ønske bedre. Men det er sygdomme, der har kastet og bliver ved med at kaste deres skygge over hele julemåneden. Jeg har været syg. K har haft et par dage med opkastning og feber. Lille E og ugen på hospitalet har, naturligvis, fyldt meget hos os alle. Fyldt i form af fysisk fravær, men i høj grad også i det indre liv. Savn, angst, bekymringer. Jonas har rundet måneden af med et rigtig grimt hold i ryggen og som følge heraf en del fysiske begrænsninger og behov for hviletid. Pigerne har begge haft en efterreaktion på hospitalsopholdet og især K har reageret ved at være ekstremt emotionel, ulydig og opsætsig.

Lillesøster har erklæret mælkebaren for døgnåben ovenpå sin lungebetændelse og har skruet efterspørgslen op til en frekvens, der minder om et spædbarns ammetrang. Ikke mindst i aftentimerne og i de tidligste timer før dagen gryr.

Alt i alt giver det en træt mor. Mere end træt. En mor, der trækker vejret en ekstra gang alt for ofte, som tæller til 10 mere end et par gange og som kommer til at tale med større bogstaver end strengt nødvendigt.

skaermbillede-2016-12-29-kl-7-53-49-pm

I morgen drager vi mod sommerhusland for at tilbringe nytåret med gode venner i rolige omgivelser. Jeg håber på at den landlige ro spreder sig til resten af familien. Og at det nye år lover bedre helbred. Mere søvn. Ro. Til alle.

Når det største ønske bliver opfyldt

Bean havde sat krydser ved stort set samtlige ting i samtlige legetøjskataloger op til jul. Bamser, glimmerdimser, LEGO, Playmobil, rulleskøjter, walkie-talkier og meget (meget!) andet.

Ikke en eneste af de ting fik hun. Faktisk var det eneste legetøj under træet den æske LEGO der egentlig skulle have været til at fordrive ventetiden i løbet af dagen. Det viste sig helt overflødigt for underboerne fejrede også jul hjemme og de to store piger har leget sammen hver dag i juleferien. Også juleaftensdag.

Min store pige havde en fantastisk jul. Hun fik sit allerstørste juleønske opfyldt. Siden Lillesøster begyndte at kravle, har Bean ønsket sig at hun skulle gå – det har været enormt vigtigt for hende. Fordi hun ville gå om træet med sin søster. Ikke mindst i forlængelse af sygdom og indlæggelse har det fyldt. Kommer hun hjem? Er hun rask til at gå?

Det gjorde hun. Og det var hun. Bean fik sit største, inderligste ønske opfyldt i år. Hun gik – hånd i hånd – med sin søster rundt om juletræet.

skaermbillede-2016-12-26-kl-4-49-09-pm

Billedet er fra Juledag – hvor vi tog endnu en runde og hvor de to fik lov at tage en æresrunde i eget tempo og til ‘Nu er det jul igen – og julen fejres lige til påske’, som det hedder i Beans version. 

Den svære hjemkomst

Det er fredag – dagen før dagen – men det skal ikke handle om jul.

Lillesøster har været hjemme i en uge nu, og hun er efterhånden frisk igen. I al fald hvad angår energiniveau og appetit nærmer hun sig en normal. Til gengæld er hun ikke helt ovre oplevelsen.

Det har ikke været gnidningsfrit at komme hjem for nogen af os. En krise udløser altid forandringer og spændinger i familiedynamikken, men det er kommet bag på os, at der ikke skulle – forstå mig ret, det har været mere end rigeligt! – ‘mere’ til end en uge på børneafdelingen.

Bean har klaret hele processen med indlæggelse så imponerende flot og modent. Vi har talt med hende undervejs og forklaret, hvad der sker og hvorfor Lillesøster er på hospitalet og hvad alle de ledninger og masker skulle til for. Hun har rolleleget læge hjemme med alle bamser og dukker og har ikke været skræmt eller ked af hospitaler. Jeg har købt en ekstra julegave til hende i form af et Playmobil-sæt med en mor og baby på sygehuset (og jeg håber VIRKELIG det når at komme frem i dag! Det har været en rum tid undervejs…) og hun er bare så sej.

Hun er empatisk og følsom, men også enormt robust og tryg. Så vidt, så godt.

Hun glædede sig udover alle grænser til at få Lillesøster hjem igen, og sørgede for at rydde op og fik Jonas til at støvsuge hele huset inden vi kom. Men det var jo ikke en ‘rigtig’ Lillesøster, der kom tilbage. Hun var ikke sig selv. Hun var stadig syg, slap og træt. Og Bean blev afvist. Hun forsøgte at nærme sig uendeligt forsigtigt for at give et kys, men blev skubbet væk af en lille, bleg hånd.

Dét var hårdt. Næsten hårdere end alt andet. Hun blev så ked af det og kunne næsten ikke rumme skuffelsen og afvisningen.

Lillesøster kunne på sin side ikke rumme andre mennesker end Jonas og jeg. Ikke overskue andet end at sidde og putte sig ind til os. Hun elsker sin søster – og har altid gjort det – men Bean er lig med sjov og leg, og med sine 17 måneders livserfaring kunne hun ikke gennemskue sin søsters kærlige intentioner.

ke-59-kopi^^Photo credit: Frederikke Brostrup

I takt med at Lillesøster er kommet sig og har fået mere energi har hun atter vendt sig mod sin søster og opsøger hende gerne. Igen er Bean den eneste, der kan få hende til at le helt nede fra maven. De har leget og haft det sjovt – og Bean har fået lov at nusse, kramme og kysse. Det har været en helende oplevelse for min store, følsomme datter. Og vi har snakket om, hvorfor det har taget Lillesøster lidt tid at varme op.

De har fundet hinanden igen. Fra første gang, Bean så Lillesøster har hun elsket hende med en løvindes styrke. De har et helt særligt bånd, mine to piger. En gensidig hengivenhed og en villen hinanden. Den forbindelse blev forstyrret af sygdom, men båndet er der stadig, og det styrkes for hver dag, der går.

Nu er det imidlertid lille E, der kæmper. Hun er kommet sig så meget, at hun nu har overskud til at bearbejde det traume, det har været at blive så syg og at være indlagt. Vi må stadig stort set ikke røre hendes fødder (hvor drop og monitor sad) og hun bruger nætterne på at skrige med en lille, hæs stemme – hvis ikke hun har fysisk mund-til-mælk kontakt til mig. Hun tåler ikke afvisninger eller at blive modsagt, og det er nu engang uundgåeligt med en tumling, der udforsker sine omgivelser med samme overmod som ellers kun tilkommer de berusede. Hun vil helst være hos os hele tiden.

Jeg – vi – havde oprigtigt talt ikke regnet med, at hun ville reagere sådan. Det virker naivt, det kan jeg godt selv se, når jeg skriver det ned. Det gør ondt i hjertet at opleve en ny og alt for voksen alvor i hende. Ingen børn nogen steder i verden burde opleve frygt og angst, men det er desværre utopisk at skærme dem alle. Ikke engang mine egne kan jeg gøre det for.

Er der mon nogen derude, der har gode råd til hvordan vi allerbedst hjælper vores yngste igennem sit livs hidtil største krise på en nænsom, blid og effektiv måde? Ikke at vi skal skynde os eller tvinge ‘helingen’ igennem. Mere for at kunne hjælpe hende så godt som muligt. Indtil videre er vores strategi at tanke hende op på al den nærhed, kærlighed, amning og omsorg som overhovedet muligt og lade hende bestemme tempoet.

Older posts