Pletskud

Nogle billeder bliver man glad helt ind i hjertekulen af. Ikke mindst dem, der viser mennesker, man elsker. Sådan har jeg det i al fald.

Forbindelsen mellem generationer er noget ganske særligt, og fordi jeg selv har haft så stor glæde af mit forhold til især min farmor, er det vigtigt for mig, at også mine piger får et særligt bånd til deres bedsteforældre. Også selvom vi ikke bor i umiddelbar nærhed af nogen af dem.

Det er en helt speciel glæde at se smilene i pigernes øjne, når de løber (eller kravler) deres bedster i møde. I den forgangne weekend var vi hos mine forældre for at fejre min mors udtræden af arbejdsmarkedet efter 37+ års tro tjeneste, og pigerne var en fest at have med til både reception og middag, men det allerbedste var lørdag formiddag med ro og tid til at øve sig i at gå, til at læse nye, gamle bøger, til at lege og til at kramme.

Lillesøster er lige ved og næsten at have knækket koden til at bevæge sig oprejst på to ben. Hun har længe gået med os i hænderne og langs møbler – og taget et enkelt skridt eller to selv. Men nu. Nu er de små, buttede ben ved at bevæge sig ud på længere eventyr, og hun overvejer helt tydeligt, om hun skal forsøge at gå eller i stedet sætte sig og kravle, når hun skal et sted hen.

Hun stolprede frem og tilbage mellem mormor og morfar – og blev belønnet med kram og kys og flyveture for hver runde. Og så var der dette øjeblik. Af ren glæde. Helt og aldeles hverdagsagtigt og helt og aldeles uredigeret. Sådan ser virkeligheden også ud. Jeg har talt og skrevet en masse om at rydde op og sortere i sine billeder, fordi en masse egentlig er overflødige. Det gælder ikke dette. Det her øjeblik og alt det lige dele særlige og hverdagsagtigt almindelige – det skal gemmes.