For allersidste gang

Jeg faldt over disse ord forleden. De rummer så meget sandhed – og det rammer præcis ned i mine egne tanker omkring moderskabet og det at have børn i det hele taget. Dobbeltheden. At glæde sig og se frem til næste udviklingstrin – hvornår går hun? Taler? Hopper? Spiser selv? Går ud med sin tallerken og siger ‘tak for mad’ uden opfordring. Cykler uden støtte. En forventningens glæde, der kommer af stoltheden over ens børn og de evner, karaktertræk og humor, de udvikler. Over at se deres personligheder folde sig ud. En forventningens glæde, der modsvarer en vag og konstant fornemmelse af, at det går alt for stærkt. At alt dette – de fine kinder, smilehuller i bløde hænder, dunet hår, at blive mødt med åbne, varme smil og løbet eller kravlet i møde af et barn, hvis højdepunkt på dagen er gensynet med dig.

Eftermiddagsstunder med amning. Måltider, hvor halvdelen af tiden bruges på at få tumlingen til at sætte sig ned på numsen igen, i stedet for at kravle henover bordet. Bleskifter. Børn, der allerhelst vil falde i søvn tæt op ad os. Rolige åndedrag og hænder, der i søvne søger os. Uforbeholden kærlighed og absolut ærlighed. Ønsket om at lege – hele tiden lege – med os. Fortælle os alt. Have os som deres center og omdrejningspunkt. Ligesom de er vores.

Det får en ende. Der er en allersidste gang for det hele. Beans allersidste amning anede jeg ikke, var netop det. Hun var færdig fra den ene dag til den anden, og jeg sad tilbage med følelsen af at have forspildt chancen for at lagre den i mine permanente minder. Vi forsøger at være der til det hele. At være så meget til stede som overhovedet muligt. Men vi går alligevel glip af en masse. Der er allerede så mange øjeblikke, der er forsvundet. Ting, jeg har glemt. I aften vil jeg kramme lidt mere. Synge en ekstra sang. Læse en ekstra bog. Fordi ingen ved, hvornår jeg kommer til at gøre det for allersidste gang.