En mors mareridt

Jeg ved ikke, om det er særligt, når man har pigebørn. Den lille angst, der sidder et sted bagest i hjertet for, at de kan blive ofre for seksuel vold. At nogen en dag ser dem, ikke som hele mennesker og individer med ret til at sige til og fra i forhold til deres egen krop og grænser, men som netop bare kroppe.

Især i et samfund, hvor det snarere er reglen end undtagelsen, at gerningsmanden (al statistik viser, at langt flere mænd end kvinder begår seksuel vold) ikke straffes og at en anmeldelse aldrig bliver til en sag. (Se mere HER)

Jeg håber, at vi kan lære vores døtre at tage vare på sig selv og deres veninder. At de ALTID har retten til at bestemme over sig selv. At INGEN må gøre noget, de ikke har lyst til. At man GODT må ombestemme sig. At de har RET til og KRAV på at blive respekteret. Også selvom de har drukket.

Og jeg håber, at andre mødre og fædre lærer deres sønner det samme. Jeg håber, vi en dag når dertil, at et offer aldrig bliver spurgt om hvad hun havde på og hvor meget hun havde drukket. Hvor bevidstløshed ikke er ensbetydende med samtykke. Hvor man frem for at bebrejde kvinden hendes ‘lemfældige’ omgang med sikkerhed i stedet bebrejder manden hans manglende selvkontrol. Hvor svært er det at undgå at voldtage nogen? Oprigtigt talt.

Jeg tror, mange kvinder kender til at holde øje i hverdagen. En hurtig scanning af omgivelserne, når man er alene og på vej hjem. Jeg ved i al fald, at jeg vælger den brede, oplyste cykelsti om aftenen frem for den lille sti bagom kirkegården, selvom den rute er hurtigere.

Jeg ønsker mig en kultur, hvor mænd, der åbenlyst objektificerer kvinder og udelukkende ser dem som seksualobjekter og som ejendom, ikke tages seriøst som præsidentkandidater. Hvor kvinders professionalisme og seksualitet ikke sammenkædes.

I foråret havde dokumentaren ‘Audrey & Daisy’ premiere på den amerikanske Sundance festival. Nu kan den streames på Netflix. En film om to piger, der hver var udsat for seksuel vold – og om følgevirkningerne af mistro og mobning på de sociale medier. Det er ikke feel good. Men det er vigtigt.