Familie-planlægning og en pæn og praktisk kalender

[ANNONCE]

Logistik. Ordet alene kan fremkalde både gys og glæde, afhængigt af om man får det hele til at gå op eller halser efter planlægningen og livet generelt. Ikke mindst når man får børn (i flertal), er det om at holde styr på hverdagen.

Hvem henter og bringer? Hvem har møder, aftaler, events hvornår? Hvilke arrangementer er der i dagpleje og børnehave – og hvad med lægebesøg, tandlæge, madlavning, besøg hos familie og venner?

Herhjemme er vi bedst til at have overblikket, hvis det er analogt. Bevares, vi har en delt, digital kalender, der både popper op på telefoner, computere og iPad. Men det er den fysiske papirkalender, der konsulteres, når vi planlægger ugen og får overblikket over den kommende måned. Det er bare lettere på den måde.

dsc_0872

Der er masser af såkaldte ‘family planners’ derude. Med klistermærke-ikoner til alskens lejligheder og rigt illustrerede for et helt eller halvt år ad gangen. Det er næppe en overraskelse for faste læsere, at jeg styrer i en bred cirkel udenom dem 😉 Jeg kan meget bedre lide et roligt, enkelt udtryk – jeg får meget lettere overblikket, når der ikke er alle mulige klistermærker, farvekoder og tegninger indover.

Vissevasses nye kalender får derfor en plads på væggen om en måneds tid. Den er både enkel og fin i udtrykket og passer perfekt ind i vores indretning. Der er plads til at notere alt det, vi har brug for. Kalenderen kan vendes på to måder, og hver måned har således faktisk to sider, så du kan tilpasse kalenderen efter dit og din families behov.

dsc_0868

Den ene side er en støvet grøn og har seks kolonner, hvor familiens navne kan skrives, madplanen, træningsplanen, etc. Der er også plads til at notere komplimenter eller månedens nye vaner nederst. Det er en ret sød idé, synes jeg.

dsc_0871

 

Den anden side er en støvet rosa, og det er den, vi kommer til at tage i brug. Ikke så meget på grund af farven, selvom det er Beans favorit, men på grund af funktionaliteten. Her er det større kvadrater, der gælder for hver dag, hvor alle planer kan skrives ind. Der er også ugenumre, og her synes jeg, jeg får lige præcis det overblik, jeg ønsker mig af en kalender. Også her er plads til at skrive mål og noter for måneden. Og den kommer til at hænge på køkkendøren ned mod bagtrappen som på de nederste billeder. Det er bare et pænere billede sat sammen med diverse andre fotos, vævede kunsttæpper og teaktræ som på det øverste billede 😉

Vissevasse vægkalender 2017 måler 49×49 cm og koster 395 kr. Kalenderen er trykt i Danmark på svensk miljøvenligt papir 250 gr. MultiArt Matt. Findes bl.a. HER

[Kalenderen er modtaget som gave. Ord og holdninger er mine egne]

Pletskud

Nogle billeder bliver man glad helt ind i hjertekulen af. Ikke mindst dem, der viser mennesker, man elsker. Sådan har jeg det i al fald.

Forbindelsen mellem generationer er noget ganske særligt, og fordi jeg selv har haft så stor glæde af mit forhold til især min farmor, er det vigtigt for mig, at også mine piger får et særligt bånd til deres bedsteforældre. Også selvom vi ikke bor i umiddelbar nærhed af nogen af dem.

Det er en helt speciel glæde at se smilene i pigernes øjne, når de løber (eller kravler) deres bedster i møde. I den forgangne weekend var vi hos mine forældre for at fejre min mors udtræden af arbejdsmarkedet efter 37+ års tro tjeneste, og pigerne var en fest at have med til både reception og middag, men det allerbedste var lørdag formiddag med ro og tid til at øve sig i at gå, til at læse nye, gamle bøger, til at lege og til at kramme.

Lillesøster er lige ved og næsten at have knækket koden til at bevæge sig oprejst på to ben. Hun har længe gået med os i hænderne og langs møbler – og taget et enkelt skridt eller to selv. Men nu. Nu er de små, buttede ben ved at bevæge sig ud på længere eventyr, og hun overvejer helt tydeligt, om hun skal forsøge at gå eller i stedet sætte sig og kravle, når hun skal et sted hen.

Hun stolprede frem og tilbage mellem mormor og morfar – og blev belønnet med kram og kys og flyveture for hver runde. Og så var der dette øjeblik. Af ren glæde. Helt og aldeles hverdagsagtigt og helt og aldeles uredigeret. Sådan ser virkeligheden også ud. Jeg har talt og skrevet en masse om at rydde op og sortere i sine billeder, fordi en masse egentlig er overflødige. Det gælder ikke dette. Det her øjeblik og alt det lige dele særlige og hverdagsagtigt almindelige – det skal gemmes.

dsc_0923

Spelt-snobberi

Jeg elsker mit Østerbro. Alle de hyggelige, små specialbutikker. Caféer. Grønne åndehuller. Af og til kan jeg dog godt forstå, hvorfor vi her i speltland bliver genstand for vittigheder og almen hovedrysten.

Jeg betaler gerne 35 kr for en stor latte på en af bydelens utallige caféer. Det er måske nok mere en københavnerting snarere end det er bydelsspecifikt, men alligevel. Til gengæld blev jeg ærligt talt lidt træt i ansigtet, da jeg opdagede at den lokale blomsterpusher krævede 119 kr. For en kvist mistelten. Ikke en kæmpe gren. Bare en helt almindelig, lille dusk.

Bevares, den var omviklet med et pænt stofbånd, men jeg tvivler stærkt på at det var jomfruer, der på ryggen af enhjørninge havde plukket den ved fuldmåne og med stjernestøv i håret. Og jeg støtter som regel meget gerne de lokale erhvervsdrivende. Men 119 kr. Dér blev jeg alligevel for nærig, og så er det heldigt at SuperBrugsen forhandler præcis den samme slags og mængde mistelten for noget mere budgetvenlige 35 kr. Det pæne bånd kan jeg heldigvis selv vikle om, og nu har vi en mistelten hængende i stuen (og en anledning til at lære børnene at en Oluuuuuf ikke kun er en snemand!)

dsc_0889

Østfrontens guide til gode fotobøger

Jeg elsker at tage billeder – men jeg har (næsten) ingen glæde af dem, når de bare ligger i iPhoto-biblioteket eller diverse skyer. Det kan du læse om her og her. Derfor er jeg rigtig glad for vores fotobøger. Jeg har lavet en for hvert år af pigernes liv, og de bliver jævnligt fundet frem og kigget igennem. Det er så hyggeligt at genfortælle historier og genopfriske minder for store og små. Jeg er faktisk lidt bagud. Jeg mangler stadig bogen for K’s 3-4 år og lille E’s første 0-12 måneder. Men jeg kan ikke få dem lavet, før jeg har frigjort mere plads på min computer, så det må vente til jeg har ryddet endnu mere op i bibliotek og digital hukommelse.

Jeg har også lavet fotobøger for vores familieferier, og de er også virkeligt skønne at kigge igennem. K fortæller om olivenkrukker og olivenolie, om blæksprutter og ømme hæle med blister, når vi kigger bogen fra sommerens tur til Lesbos igennem. Lillesøster kommenterer mest på, når der er billeder af os (vi går under den samlede betegnelse ‘Bahr’) eller hende selv (‘Baaaby’), men hun elsker at læse med os, og fotobøger er ingen undtagelse.

Jeg har efterhånden lavet nogen stykker, så hermed mine bedste tip til en vellykket fotobog. Jeg har prøvet lidt forskellige udbydere, men den jeg altid vender tilbage til er Pixum. Jeg synes det er let at arbejde med, resultaterne bliver fine og de er superhurtige til at lave og sende produkterne. Jeg vil anbefale at downloade softwaren og arbejde offline med bogen indtil du er klar til at uploade og bestille. Det er meget lettere og hurtigere og mere brugervenligt end at skulle gøre det ‘live’. Det kræver så lidt frirum på computeren, men det er kun en god anledning til at rydde op i det digitale rod 😉

God kvalitet

Billederne skal være af en ordentlig kvalitet. Ellers bliver de ikke gode på print. Sådan er det bare. Jeg bruger næsten kun de billeder, jeg har taget med mit spejlreflekskamera, men efterhånden som telefonens kvalitet stiger, så sniger der sig også nogle af de fotos med. (I øvrigt kan jeg anbefale Kiipapp til fremkaldelse af enkeltbilleder og tryk – det er så nemt og enkelt at gøre via telefonen, og de bliver supergode. De har dog desværre ikke muligheden for at lave bøger)

dsc_0881

Begrænsningens kunst

Det er svært. Det ved jeg alt for godt. Men kunsten er at vælge cremen af cremen. De bedste billeder. Dem, du holder allermest af og som fortæller de bedste historier. En fotobog med 250 billeder er voldsom (og dyr!), så vælg i stedet for eksempel 100 billeder fra årets gang, hvis du laver en årsbog – eller måske 50/75 fra ferien. Helt ærligt. Hvor ofte kigger du de andre igennem? Samme grundtanke, som når man rydder op i sine billeder generelt. Vælg det bedste. Ikke 5, der er næsten ens.

… medmindre det er en miniserie, hvor det giver noget til helheden at se småbitte forskelle på eksemp

dsc_0883

Variation i udtrykket

Forsøg at variere udtrykket, når du sammensætter bogen. Samme ‘regel’ som når du tager billeder generelt og i særdeleshed fra for eksempel særlige begivenheder eller ferier. For eksempel. Zoom ind på detaljen. Find det smukke eller interessante panorama. Fokuser på portrættet og lad baggrunden blive sløret. Tag overbliksbilleder, der viser omgivelserne. Landskaber, bymiljøer, natur, mennesker. Tilsammen giver de en fin variation, der er interessant at kigge på og fortæller en god historie. Det kræver øvelse, men det bliver rigtig godt, når den sidder i skabet. 

dsc_0884

Less is more

Vælg en neutral baggrund til billederne – sort, hvid eller en anden neutral farve. Så får motiverne opmærksomheden frem for en hidsig farve eller mønstre bagved. Du kan også vælge at lave små captions til hvert billede, men det er smag og behag. (Bogen her i indlægget er faktisk et dårligt eksempel, og jeg ved ikke helt, hvor det gik galt i bestillingen. For jeg havde valgt helt sort baggrund, ligesom jeg plejer)

God fornøjelse med fotobøgerne derude. Jeg håber, I kunne bruge det – sig endelig til, hvis jeg har glemt noget eller skal uddybe noget <3

Små glæder og hverdagslykke

‘Jeg er SÅ spændt til i morgen’, bekendtgjorde min store K i går aftes.

‘Nåhr – hvad er du spændt på?’ spurgte jeg – med en klar forventning om, at det var de adventsgaver, vi havde med hjem fra Mormor og Morfar, der var i barnets tanker.

‘På at vi skal tænde al-vente-lyset!’, svarede hun.

Jeg glemmer af og til, hvor fantastisk ukomplicerede børns hjerner kan være. Hvor umiddelbar glæden er – og hvordan noget tilsyneladende hverdagsagtigt kan være næsten magisk. Vi har næsten aldrig tændte stearinlys herhjemme, så for K er levende lys noget helt særligt. Vi har talt om, hvordan julen starter med første søndag i advent, og dén har hun ventet længe på!

Det var lysende, lykkelige øjne, der så på at jeg tændte kalenderlyset i morges (vi tyvstarter, fordi der er ret lang vej fra starten af lyset og ned til 1-tallet!) og det blev ikke mindre magisk af at hun opdagede, at Nissen havde ryddet en hylde i reolen og var flyttet ind. (Og bedt ‘naboerne’ i dukkehuset om at rydde op hos sig og fjerne de prinsesser og superhelte, der var flyttet ureglementeret ind og bredte sig over alle etager.)

Adventsgaven, der ventede ved spisebordet var naturligvis også spændende. Den fine og hyggelige klistermærkebog, Mormor har givet hende, er blevet leget med hele formiddagen – men gaven var ikke det vigtigste. Det, tror jeg, er værd at holde fast i. Ikke mindst i den kommende tid, hvor det vrimler med glimrende gaver allevegne. Hvor det er let at komme til at forveksle størrelse og mængde med kærlighed. Du kan i øvrigt læse mere om min holdning til gaver i det hele taget her

dsc_0933

 

Børn fødes ikke til at være grådige eller forvente bunker af gaver eller legetøj. Det er noget, vi lærer dem. Eller – lader være at lære dem. Forleden havde jeg forvildet mig i en Bilka med Jonas for at finde en CD (manden nægter at webshoppe, og det er ikke mange steder, der sælger musik i fysisk form længere), og jeg blev nærmest dårligt tilpas af stedet. Forbrugerisme og materielle goder i en overvældende og kvalmefremkaldende mængde. Tilbud på tilbud og en lokken om mere og mere og mere. Jeg fik lyst til at vende om med det samme og købe absolut ingenting, men nu havde vi en mission og en sjælden chance for lidt tosomhed.

Mens Jonas kiggede efter musik, drev jeg ind i legetøjsafdelingen og række efter række af legetøj. Over halvdelen i kategorien ‘absolut overflødigt’ – ting og tilbehør og ‘årets julehit, der kun bruger 8 AA-batterier’, og som med stor sandsynlighed vil have en kort popularitetsperiode hos de fleste børn. Andet med længere potentialer. Gode tilbud på en del. Et kæmpe Playmobil-prinsesseslot, LEGO-sæt, livagtige dukkebørn. Og jo. Mine børn – og særligt K – ville da ELSKE at få gaverne. Jeg ville hygge mig med at bygge med hende og min indre samler ville elske et komplet univers af et eller andet. Men. Det er jo absolut unødvendigt. Helt og aldeles. Hverken jeg eller pigerne bliver lykkeligere af ekstra gaver. Flere ting. Ikke et ondt ord om at gøre et kup på julegaverne. Slet ikke. Men mere at overveje hvor meget og hvad der reelt er brug for.

Pigerne får julegaver – naturligvis – og der bliver nok også nogle i lege-genren. Men. At være omgivet af (alt for) meget skubbede til min overbevisning om, at less is more.  Glæden ved det enkle, som i den grad hører barndommen til, skal have lov at være. Jeg elsker at forventningen om et tændt lys overskygger tanken om gaver. Og jeg elsker helt ind i min inderste kerne, at de bedste lege er dem, der slet ikke behøver legetøj. Som i går aftes, hvor lyden af barnelatter – hvinende, klukkende og overgiven – genlød gennem huset, mens mine to yndlingsmennesker improviserede en fangeleg. Lige dér. Der bor lykken.

Older posts