Apropos minimalisme - hvad sker der med det, vi rydder ud?

Til moren på legepladsen – og noget om ufejlbarlige børn

Dette indlæg er dedikeret til en mor, jeg så forleden. En mor, som helt sikkert ikke var specielt stolt af situationen, da hun stod i den – men som jeg synes fortjener ros. Ros for at være tydelig, konsekvent og vise sit barn, hvad der er ok og hvad der bestemt ikke er ok. Ros for at erkende og reagere på at hendes barn havde gjort noget forkert.

Scenen er såmænd så almindelig, at de fleste med mindre børn vil kunne genkende den. Søndag morgen på legepladsen. Børn i bare ben, børn i termodragter og børn i jakker. Med eller uden huer. Kravlende, gående på usikre ben og med nyfundne skridt. Børn, der klatrer, gynger, rutscher. Forældre med kaffekopper i hænderne og et skridt efter de mindste for at afværge styrt eller de mange, mange situationer, hvor det går op for en, at 1-årige har absolut ingen overlevelses-evner. Eller forståelse for tyngdekraft. Forældre på bænke, der taler sammen og med jævne mellemrum vinker til større børn, som udfordrer motorikken i klatrestativet.

Pludselig skærer en høj gråd gennem luften. Ikke en frustreret ‘ih, hvor er det hele dumt og irriterende’-gråd, men en tydelig ‘AV!’-gråd. Forældreøjne søger som radarer deres barn – hvem græder?

En lille pige græder ved trappen op til en rutschebane. En anden lille pige har slået hende. Ikke fordi børn er onde, men fordi det kan være rigtig svært at lære at deles. At vente på sin tur. At udsætte sine behov og lysten til at rutsche lige nu. Mødrene er straks ved de to piger. Den ene for at trøste. Den anden er hende, som jeg gerne vil fremhæve her. For hun reagerer helt perfekt. Hun italesætter handlingen og det forkerte ved den (‘Du slog pigen. Det er ikke ok at slå. Det gør ondt, og pigen er ked af det.’) og hun insisterer på, at pigen skal have en undskyldning. Hendes eget barn forsøger at slippe væk og klatrer op for at rutsche. I stedet for at lade hende gøre det, så får moderen fat i hende, får hende ned og hjælper hende med at sige undskyld. Trods skrig og protester. Moderen taler for hende og med hende i armene – og viser dermed sin datter en god måde at komme videre fra konflikten uden at trække den eller hele situationen i langdrag (‘Undskyld at jeg slog dig. Det var en dum ting at gøre.’). Ikke noget med at parlamentere, argumentere (‘Jamen, du kan jo nok forstå, at du skal sige undskyld’) eller lade det være op til den 2-årige hvordan hun vil løse konflikten. Efter undskyldningen var givet og alle tårer var tørre, så legede pigerne videre. Sammen, faktisk.

kaya1

Det virker helt banalt. Skulle der nu være noget særligt ved det? Ja. Desværre. Mere end en gang har jeg oplevet børn, der har opført sig uhensigtsmæssigt i sammenhænge med andre børn – uden at deres forældre har reageret.

Sådan noget har jeg det svært med. For hvem skal lære vores børn at opføre sig ordentligt, tage hensyn og løse de konflikter, der uundgåeligt vil opstå i barndommen og i livet, hvis ikke forældre viser vejen. Jeg plejer at gribe ind – også overfor fremmede børn. Sige noget i retning af ‘hov – det var ikke ok. Man må ikke slå/skubbe/etc.’

Jeg tror, det vigtigste i den sammenhæng er at erkende, at ens børn ikke er perfekte. De er ikke ufejlbarlige, små engle, der aldrig kunne finde på at gøre noget forkert. For børn er stadig igang med at lære spillereglerne. De har ikke årelang erfaring i behovsudsættelse, konflikthåndtering eller hensynsmæssig tilpasning af følelser og reaktioner. Mine børn er ikke perfekte. Heller ikke selvom, jeg grundlæggende synes de er fantastiske, empatiske og helt igennem dejlige. Vi har haft masser af konflikter med Bean og Lillesøster er også så småt på vej til at være stor nok til at skulle lære hvad man må og ikke må.

Den grænseløse og rammeløse barndom følger med videre i livet. Artiklen om moren, der henvendte sig til en teenagedrengs mor i forbindelse med en kommentar, drengen havde lavet til et billede af datteren, er vel egentlig en forlængelse heraf. Hun havde regnet med at blive mødt med forståelse og en mor, der ville tage en snak med sin dreng om ordentlig opførsel. I stedet fik hun en respons om at det da måtte være pigens egen skyld, at hendes dreng og andre havde kommenteret og delt billedet. Der er forældre, der ikke vil erkende at deres barn kan gøre noget forkert. Forældre, der ikke vil, kan eller tør tage konflikten med barnet. Forældre, der ikke opdrager.

Så. Til dig. Moren på legepladsen. Jeg er næsten sikker på, du var rigtig træt af at være hende, hvis barn slog. Men alles børn slår. På et eller andet tidspunkt. Du reagerede prompte, du gjorde det klart at hendes handling (og ikke hende) var forkert, og du hjalp hende ud af konflikten på en god måde. Tak for det. Hvis alle forældre var sådan, så er jeg ret sikker på at vores pædagoger, lærere og gymnasielærere kunne koncentrere sig om læring frem for basale, gode manerer.

   

6 kommentarer

  • Mia

    Hvor er det skønt, at du sætter lidt fokus på det her. Og uden at have overværet den beskrevne situation selv, vil jeg mene at jeg er helt enig i din ros til moderen.
    Jeg ved selv, at det nogengange kan være svært at erkende at ens egne børn ikke er perfekte; for mig handler det vist i virkeligheden om at erkende, at min opdragelse af mit barn ikke er perfekt. Måske hænger det sammen med det, at jeg synes det er lettere at se andre forældres fejl. Måske har jeg behov for at få bekræftet, at andre forældre heller ikke er perfekte.
    Men hvor er det vigtigt at huske at rose, når der skal roses, at støtte andre i det rigtige de gør og ikke mindst at lære af dem. 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Ingen forældre er perfekte. Og ingen børn er perfekte. Det er bestemt ikke fedt, når det er ens egne børn, der ikke opfører sig ordentligt. Slet ikke. Men når de er små, så er det som regel fordi de er styret af impulser og ikke har redskaber til at tackle det bedre. Så er det jo endnu vigtigere at guide dem. Og når de bliver større kan man bedre tage en dialog med dem efterfølgende og sammen tale sig frem til hvordan en bedre løsning kunne være. Det er så nemt at kritisere andre. Jeg øver mig i at rose i stedet:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Den historie får mig sådan til at tænke på en episode jeg havde på legepladsen i den modsatte grødt. Min ældste tuller rundt på græsplænen og skyder lidt til sin egen medbragte bold. En mor sidder lidt fra os med sine to piger. Da Anton et kort sekund kigger væk fra sin bold drøner den store pige hen og sparker så hårdt hun kan Antons bold over stien og ind i en hæk. Mens Anton prøver at krydse grusstien på bare tæer for at erobre bolden tilbage råber moren “Aj, se hvor langt du kunne skyde, det er fordi du er så stærk!”. Jeg var fuldstændig paf! Endnu sværere havde jeg det 2 minutter efter da moren kom med pigen i hånden og proklamerede at pigen gerne ville spille bold med Anton. Jeg bed mig selv i læben og svarede at Anton nok gerne ville skyde TIL hinanden. Fedt at høre at der stadig er forældre der tager opdragelsen med på legepladsen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Absolut. Og øv for den reaktion fra den anden mor. Det er altså svært at vide, hvad man altid skal sige i situationen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna Lynge

    Tak! Bare tak. Alle mine tanker, både som mor og som voksen i en børnehave. Må jeg dele indlægget på min facebookprofil?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Ja, selvfølgelig må du det. Tak fordi du spørger. Og selv tak.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Apropos minimalisme - hvad sker der med det, vi rydder ud?