Tapre børn og ubrugelige mænd

Natten til onsdag var rædsom. Bean hostede og hostede. Og hostede. Og til sidst flyttede jeg hende ind i sofaen med pude og dyne for at hun ikke hele tiden kom til at forstyrre alle andre og vække Lillesøster. Det har vi gjort før, når hun har hostet og været meget forkølet, og hun synes det er ret hyggeligt og sejt at ligge derinde.

Midt om natten vågnede jeg – det må være et eller andet instinkt, der bragte mig ud af søvnen, for der var stille, da jeg vågnede i mørket og missede med øjnene. Lillesøster møffede lidt i søvne, men det vågner hverken hun eller jeg af. Ikke længere i al fald. Jonas snorkede. Og pludselig kom det. Bean. Som hostede og hev og trak efter vejret og klynkede med små, bange lyde mellem host. Lillesøster vågnede let op og mens jeg forsøgte at putte hende igen, sparkede jeg et par gange til Jonas og bad ham gå ind til Bean. ‘Hvorfor?’, spurgte verdens mest søvndrukne mand. ‘Prøv at HØRE hende!’, hvæsede løvemor tilbage. Han tøffede langsomt ind i stuen og satte sig ved hende, men jeg kunne høre, at der ikke rigtig skete mere. Lillesøster kom op på armen og vi gik ind til de andre. Bean hostede og smågræd og kunne ikke få vejret ordentligt og Jonas var så langt væk fra en rigtig vågen tilstand, at han bare sad ved siden af hende og aede hendes arm.

‘Ring til vagtlægen!’, befalede løvemor og rakte ham telefonen. ‘Det ved jeg ikke lige’, svarede han. Og fik derefter overrakt en pludrende Lillesøster og befalet i seng igen.

Løvemor ringede til akuttelefonen og kom igennem på 5 minutter, mens Bean sad op ad mig og langsomt kom til sig selv og fik vejret igen. En sød og empatisk sygeplejer lyttede og forstod og kunne høre på hostene i baggrunden, at vi havde fået besøg af en omgang falsk strubehoste. Vejret var for fugtigt til åbne vinduer, så Bean og jeg satte os ud foran en åben køleskabsdør og spiste is fra fryseren. Hun var så træt og var blevet bange og var skidt tilpas af den dumme hoste, men min tapre, lille, store datter kunne stadig godt se humoren i at spise is foran køleskabet midt om natten.

Hævelsen i halsen faldt og hosten aftog og en time senere sov Bean roligt på sofaen med sin hånd i min. Jeg sad ved siden af med et tæppe omkring mig indtil Lillesøster begyndte at røre på sig og efterspørge ‘Mam-mam?’.

Vi voksne sov på skift i løbet af formiddagen og Jonas tog Bean med til lægen for at få konstateret en halsbetændelse oven i den falske strubehoste. Bean lader sig ikke mærke med noget. Hun er træt og lidt mat, men eller glad og i godt humør og med fin appetit. Hun gik med på en middagslur og hun tager medicinen uden brok selvom den smager rædsomt. Hun fjoller og leger med Lillesøster og konstaterede forleden morgen, at ‘det allerbedste ved at have en lillesøster er, når man kan lege med hende’

Jeg er så stolt af min tapre Bean. Og jeg er SÅ træt af hoste!

^^Ærligt talt. Hvem kan ikke klare et glas (non-alcoholic!) champagne oven på sådan en omgang sygdom? 

Det her er absolut og bestemt ikke for at lange ud efter Jonas. Han sover bare tungt. Virkelig tungt. Det tager ham som regel en god time at vågne. Forudsat, at det er morgen. Om natten er han et helt andet sted og kan slet ikke connecte med virkeligheden og vågentilstanden. Sådan er han hard-wired. Det har taget især mig tid og frustrationer at lære, men han gør det jo ikke med vilje. Og jeg ved af erfaring, at han sover anderledes, når han har været alene med Bean. Lettere. Så agerer hans krop og søvn efter at han har et barn i sin varetægt og at der ikke er nogle natte-duelige løvemødre i nærheden.