Minimal Monday: Digitalt rod

Godaften – det er mandag, og det betyder minimalisme på Østfronten. I dag skal det handle om digitalt rod. Om at sortere billeder, filer, noter. Rydde op. Slette. Også billeder af sine børn. Og øve sig i at tage færre. Det er i al fald min udfordring.

Digitalt rod kan fylde ligesom fysisk rod – i indbakker, billedbanker og computerens hukommelse.

Det bedste råd er vel i virkeligheden at tage tyren ved hornene og dykke ned i rodet. Det tager tid. Jeg er igang, og det tager lang tid. Jeg kunne ganske enkelt slette det hele. Men det vil jeg heller ikke. I al fald ikke endnu. I stedet går jeg igennem mine ting. Fil for fil. Billede for billede. På samme måde som med de fysiske genstande. Jeg holder det op, vejer det og overvejer om det er værd at gemme. Kommer jeg nogensinde til at genlæse eller bruge de opgaver, jeg skrev på universitetet? Hvorfor har jeg dem stadig?

For mig – og jeg er sikkert ikke den eneste – er fotografier det, der fylder langt hovedparten af min computers hukommelse. Over 10.000, i skrivende stund. Indsamlet på under 4 år. Det er jo vanvittigt! Der er så mange, at jeg aldrig nogensinde kigger dem igennem.

Det letteste og samtidig sværeste er at starte med at slette duplikater. Igen. Ligesom med fysiske genstande. Og ligesom med de fysiske genstande så mener jeg ikke to identiske ting. Jeg havde for eksempel 3 par sorte stiletter. Jeg har brug for 1 par. De var ikke helt ens, men jeg har kun beholdt det par, jeg er gladest for. De andre brugte jeg aldrig længere. På samme måde med billeder. I denne tid, med spejlreflekskameraer og smartphones er det fristende let at tage 48 billeder af det samme. Samme sted, samme mennesker, samme solnedgang. De 47 kan slettes. Eller. Måske de 45 eller 46, for det er ærligt talt vanskeligt endnu, synes jeg.

Det handler om at bevare minderne. Det lyder bagvendt at gøre ved at slette, men hvornår kigger du de 48 billeder igennem? Vælg det, der ramte rigtigt. Det, der får dig til at huske den dag, det sted, de mennesker. Jeg synes det er svært. At vælge mellem billedet af mine søde piger, der smiler eller det, hvor de har skælmske glimt og ballade i øjnene. Men i virkeligheden har hverken jeg eller pigerne brug for så mange billeder. Siden Bean blev født har jeg hvert år lavet en bog, der viser hendes udvikling i det år. De bøger kigger vi i. I de omkring 100 billeder, der er i hver bog, kan vi sagtens huske året, der gik. Resten? De bliver aldrig set igen efter at de er blevet taget. Det er en god målestok – i al fald for mig. Ville jeg sætte dette billede i en bog? Hvis ja, så kan det blive. Hvis nej, så bliver det slettet.

Når jeg engang har nået igennem 10.000 billeder og forhåbentlig har omkring 200 tilbage, der er rigtig vigtige for mig, så er målet at være markant mere selektiv fremadrettet. Tage færre billeder. Slette med det samme, hvis de ikke er vigtige for mig at gemme eller holde fast i. Eksempelvis billeder taget specifikt til bloggen, der ikke har noget med min familie at gøre som sådan.

Både med mit kamera og med telefonen. Ikke mindst fordi jeg vil have at pigerne skal huske mig med et kamera i hovedet på dem hele tiden igennem deres barndom. Jeg tager billeder af dem, og det bliver jeg ved med. Men ikke hele tiden og konstant.

… egentlig ville jeg have taget et par billeder af netop vores fotobøger som eksempler. Men så brugte pigerne og jeg eftermiddagen på at bage en marmorkage i stedet, og nu er det for mørkt. I stedet bliver det et billede fra sidste år, der absolut skal med i fotobogen. Sweateren har vi lige fundet frem igen, og heldigvis passer den stadig! Til gengæld så fortæller jeg gerne mere om fotobøger og fotos på print en anden gang?