Glansbilleder

I forlængelse af dette indlæg kom der et par kommentarer om glansbilleder. Om at det var meget rart at læse, at jeg ikke er en ufejlbarlig og en evigt rummelig speltmor. Forstå mig ret. Det var ikke skadefro kommentarer. De var absolut rare og venlige og blev også læst og forstået sådan – ligesom 99,9% af alle jeres kommentarer er generelt, hvilket jeg sætter utroligt stor pris på – men de satte alligevel lidt tanker igang hos mig.

Jeg lever ikke et glansbilledeliv. Slet ikke. Jeg har mindst ligeså mange dårlige hårdage som alle andre, for eksempel. Givetvis flere, fordi jeg er i det dér utroligt irriterende stadie mellem kort og mellemlangt hår og hvor en decideret frisure er ikke-eksisterende. Jeg har dage, hvor overskuddet er minimalt og hvor jeg ønsker at en eller anden voksen kom og tog over. Dage, hvor mit elskede afkom er mindre elskelige. Dage, hvor jeg ønsker Jonas hen hvor peberet gror – og dage, hvor det modsatte sikkert også gør sig gældende. Nætter, hvor søvnen sidder i hjørnet og griner hånligt ad mig og dage, hvor conceileren er min bedste ven. Og kaffen, ikke at forglemme.

Det første år var Østfronten en helt anden type blog end den har udviklet sig til. Den var anonym og billedløs. Jeg var en udmattet førstegangsmor til en søvnterrorist af et kolikbarn og Jonas og mit forhold skulle finde på plads midt mellem forældreskab, ansvar og personlig frihed. Jeg har skrevet uendeligt meget om hvor hårdt det var. Og jeg har brugt endnu længere tid på at finde mig til rette i min mor-rolle. Falde på plads. Det har taget tid, overvejelser og ofre. Bean har lært mig helt utroligt meget om mig selv. Jeg har fejlet utallige gange – men jeg er bevidst om mine fejl og tager som oftest ved lære.

Og vi blev bedre med tiden. Bedre forældre. Bedre som familie. Kolik og søvnunderskud blev afløst af latter og læring. Det er blevet nemmere at være mor. Jeg er blevet bedre til det. Det er efterhånden sjældent, jeg bliver så frustreret, ked af det eller føler mig så magtesløs som jeg gjorde engang. Jeg lytter til mig selv. Kigger på mine piger. Accepterer hjælp – beder endda om den.

Bloggen er et udsnit af vores liv. På godt og ondt. Ingen er perfekte. Hverken som mennesker eller som forældre. Heller ikke jeg. Slet ikke, faktisk. Jeg øver mig og stræber efter at være præcis så rummelig og anerkendende, som jeg måske kommer til at fremstå eller fremstille mig selv. Det er ikke med overlæg, for sådan oplever jeg absolut ikke mig selv. Som oftest skriver jeg på bagkant – efter en bestemt hændelse eller oplevelse, og med bagklogskabens lys som skrivelampe. Post-refleksion.

Måske er det i virkeligheden slet ikke ordene, men i stedet kærligheden til mine to børn og glæden ved det liv, jeg har, der gennem skærmen oversættes til glansbilleder.

^^Store, lille Bean. Klædt på til Fabelmageren i Det Kongelige Teater. Som egentlig var tænkt som dagens emne, men det må vente til en anden gang.