Noget om kedsomhed

Forleden, da jeg skulle putte Bean og havde kysset hende godnat og på gensyn i morgen, havde vi nedenstående ordveksling. Næsten ordret.

Bean: Hvorfor kan du ikke ligge her og sove ved siden af mig?

Mor: Åh, lille skat. Mor skal ind og lave noget arbejde (Red: LØGN! Mor skulle ind og smide sig i sofaen med strikketøj og kaffe. Og en Marsbar)

Bean: Hvorfor?

Mor: Det er sådan noget kedeligt noget, voksne skal.

Bean: Men mor. Det er ok, at det er kedeligt. Ved du hvorfor?

Mor: Nej, det ved jeg ikke?

Bean: Det er jo fordi, at når det er kedeligt, så får man en rigtig god idé!

Mor (undertrykker latter): Nåja. Det er også rigtigt. Tak for det, søde skat.

Bean (øjensynligt tilfreds med at have fundet de vises sten): Godnat mor.

… jeg er helt vild med de tanker og overvejelser, der sker inde i hovedet på knap 4,5 årige Bean i øjeblikket. Det er ikke småting, hun funderer over. Løsninger på problemer, kæmpe fantasiuniverser og noget om retfærdighed og hvorvidt man kan snøre sine forældre optager utroligt hende utroligt meget. Tit kommer det til udtryk i tegninger, der bliver til små tegneserier, fordi fortællingen udvikler sig i tegneprocessen og der også liiiige skal være plads til fem sommerfugle eller en ekstra prinsesse eller at grisen faktisk også skal lave lort. (It happened)

Og så er det faktisk også ret underholdende at høre sine egne argumenter i munden på et barn. I al fald i denne sammenhæng. For det er præcis, hvad vi siger til Bean, når hun klager over at keeeeeede sig. At det er smaddergodt at kede sig, fordi hjernen får tid til at finde på noget rigtig sjovt at lave. (Og ja. Det fik jeg også at vide som barn. Lige nu virker det – Bean finder vitterligt altid på en god leg efter et par minutters keeeeeed-somhed)

God weekend derude. Jeg håber, I får tid til at kede jer. Så højt stiler jeg ikke, men jeg håber på en weekend med tid til afslapning, til ro og til overskud efter en uge i vældigt højt tempo på arbejdsfronten.