Noget om kedsomhed

Det ambivalente moderskab

Skal man elske at være mor? Skal man elske rollen? Er den naturlig for alle – eller er det derimod naturstridigt ikke at elske forvandlingen fra selvstændigt individ til moderdyr underlagt et klynkende, ordløst væsens luner?

DSC_0460

Debatten rasede i sommer, hvor en mor vovede at stå frem og fortælle, at hun fortrød. At hun ikke ville havde fået sit barn, hvis hun havde vidst, hvordan det var. Hvis hun havde vidst – eller måske erkendt – hvor livsomvæltende og permanent en forandring det er at være en mor. Det er ikke bare en tilføjelse af et barn som accessory i ens liv. Et pænt, velopdragent barn, som man kan vise frem på belejlige tidspunkter, men som ikke er en hindring til at dyrke selvet.

Det findes ikke. Små børn kræver mandsopdækning. De kræver dig hver time af hver dag. De fylder. Fysisk, naturligvis, både med deres eget væsen og alt det udstyr, der følger med. Mentalt. Det er måske mere det. Og det er nok også det, man ikke kan forberede sig på. Forandringen der sker indeni.

Jeg blev ked af det på den mors vegne. Tænk at have valgt forkert. At ville vælge om, så hun aldrig havde fået sit barn. Også selvom hun elsker det. Og jeg blev ked af det på barnets vegne – for det er en hård viden at få med. Jeg blev faktisk også forarget. Over hende. Over at hun fortrød moderskabet. Også selvom jeg egentlig ingen ret har til at forarges over andres valg. For mig er moderskabet det ultimative. Det er en identitet, der er smeltet sammen med mit andet selv. Stine og Mor er blevet en person. Moren i mig har erfaringer, viden, tålmodighed og en grundsikkerhed på sig selv, som er smittet af på Stine og har gjort hende til en mere hel, mere groundet figur.

Sådan er det for mig. Sådan er det ikke for alle. Tydeligvis. Og i stedet for at forarges, for at pege fingre, fordømme eller shame, så klæder det kvindekønnet – og menneskeheden generelt – at udvise forståelse. At udnytte vores arts evne til empati og anerkende forskelligheden. At vores valg ikke er for alle. Og omvendt. At andres valg ikke nødvendigvis er rigtige for os. Og at vi grundlæggende ikke har ret til at sætte os til dom over dem.

Der må være tilladt at fortælle, at man ikke finder den ultimative lykke i moderskabet. Men det er også tilladt at råbe det ud fra hustagene, når man vitterlig elsker moderrollen. Det er tilladt at synes det kan være hårdt til tider og at drømme om sin nattesøvn og ego-tid, selvom man elsker sine børn og elsker at være deres mor.

Hvis du har mod på at læse en bog, der på isnende vis fortæller om et følelsesmæssigt bånd, der løber skævt, så læs bogen ‘Mor – en historie om blodet‘ af Maja Lucas. Helt og aldeles usponsoreret.

2 kommentarer

  • Jeg er nok lidt in-between. Jeg nyder moderrollen, men famler mig så meget frem i blinde, at jeg ikke kan ‘smelte sammen med rollen’. Jeg har ikke trivedes med at være på barsel og har ofte længtes efter tid for mig selv. Men når jeg så pludselig får tid for mig selv, savner jeg min baby og sidder og kigger på billeder af hende 😀
    Jeg har aldrig følt, at jeg fortrød (bortset fra lige i starten da jeg døjede med hormoner), men har ofte om natten lovet mig selv aldrig at få en baby igen 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      – og det er endnu en fin variation af det normale. Det har virkelig også taget mig tid at lære at være mor, men nu. Nu sidder det i skabet. Også selvom der er dage, øjeblikke eller perioder med tvivl og overvejelser om hvad det rigtige er. Grundfølelsen, derimod. Den rokkes der ikke ved.

      Måske – hvis der en dag kommer en baby mere – så kan du finde frem til en barselsløsning, der er mere optimal for dig. Måske med mere far på barsel? Måske med en slags deltidsarbejde og baby på kontoret eller på hjemmekontoret? Måske noget helt tredje?

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Noget om kedsomhed