#tgif

For et år siden skrev jeg #tgim – og glædede mig altid til hverdagen startede efter en weekend. Nu er jeg ombord med resten af samfundet i at glædes mod fredagene og weekendens løfte om mere tid. Ikke mindst efter en uge som denne, hvor jeg reelt har været græsenke søndag-torsdag. Jonas kom godt nok hjem fra studietur onsdag aften, men i går eftermiddags havde han et møde, og missede dermed spisetid og ulvetime igen. I dag skal jeg imidlertid ikke spise burgere med resten af min flok, som på billederne der er et par uger gamle. Jeg er inviteret i byen af en af de dejligste mænd jeg kender. Min far. For første gang i hvad der føles som...

It takes a village…

Syge børn og arbejdsliv er to ting, der med udgangspunkt i den danske model med den evigt utilstrækkelige ‘barns første sygedag’, er relativt vanskeligt forenelige. Som regel kan vi få det til at gå op herhjemme, og vi er desuden velsignet med børn, der relativt sjældent er syge. Men alt er som bekendt relativt, og i dag kunne vi simpelthen ikke få kabalen til at gå op. Jeg har i forvejen jongleret mine arbejdstimer kreativt i denne uge, for at få græsenketilværelse og børneliv til at hænge sammen, og Jonas måtte tage hjem fra arbejde i går formiddags for at hente en voldsomt snottet Lillesøster i dagplejen. Hendes snue havde tidoblet i heftighed siden morgenen, og selvom hun hverken har feber...

Sløje børn, bløde bukser og en rabatkode til jer <3

[ANNONCE] Lillesøster er blevet sløj. For første gang i sit liv er hun rigtig snottet, og selvom hun klarer det imponerende, så er hun naturligt nok lidt klattet og træt i det. Så er det altså perfekt med blød uld både inderst og yderst på kroppen – og bløde, lune bukser. Til kravlebabyen (og til børn i det hele taget!) synes jeg, det er virkelig vigtigt med bukser, der er gode at bevæge sig i. Slimfit jeans ser cute ud, men det sætter begrænsninger for bevægelsesfriheden og de motoriske udfoldelser, og så fungerer det altså ikke for mig. Lillesøsters bukser er fra Name It (gave), og de kan findes lige her. Perfekt med justerbar linning, så både tykmavede tumlinge og mere...

Barndommens glæder

Der er noget særligt ved bedsteforældre. Somre hos min mormor på Bornholm rummer varme minder om legetøj fra en anden tid, jordbærbede evigt fyldt med røde, spisemodne bær og hæklede tæpper på græsplænen. Min farmor var en kerne af tryghed, omsorg og kilde til røverhistorier og et forbillede som en umådeligt viljestærk kvinde. Jeg elsker at opleve mine piger – og indtil videre naturligt mest Bean – i deres samspil med mine forældre. Forrige weekend var vi på besøg i det vestsjællandske og nød sensommeren. Bean lyser af stolthed, når hun får lov at hjælpe morfar i køkkenhave og køkken. Og da mormor fandt sin gamle dukke frem og posen med fint, gammelt og hjemmelavet dukketøj. Ikke at hun nogensinde bliver en dukke-pige,...

At fejle.

Man lærer, så længe man lever. Siges det. Jeg tror, det er sandt. I al fald lærer jeg løbende og konstant af mine erfaringer. Som for eksempel i går, hvor Lillesøster h.e.l.e. eftermiddagen var den mest pyldrede, mor-syge baby og Bean havde et gigantisk, hysterisk melt-down ved middagsbordet. Der i øvrigt endte med at jeg bar en skrigende Bean ind på sit værelse, gav hende en bamse og et kram og bad hende falde til ro, hvis hun ville spise sammen med Lillesøster og jeg. Presset? Jo tak. Det er i sådanne situationer, ens græsenkestatus bliver noget mindre underholdende end den er i forvejen. Til gengæld har jeg efterhånden lært at trække vejret en ekstra gang, således at i det mindste en i...
Older posts