#tgif

For et år siden skrev jeg #tgim – og glædede mig altid til hverdagen startede efter en weekend. Nu er jeg ombord med resten af samfundet i at glædes mod fredagene og weekendens løfte om mere tid. Ikke mindst efter en uge som denne, hvor jeg reelt har været græsenke søndag-torsdag. Jonas kom godt nok hjem fra studietur onsdag aften, men i går eftermiddags havde han et møde, og missede dermed spisetid og ulvetime igen.

I dag skal jeg imidlertid ikke spise burgere med resten af min flok, som på billederne der er et par uger gamle. Jeg er inviteret i byen af en af de dejligste mænd jeg kender. Min far. For første gang i hvad der føles som en evighed har min søster, min far og jeg en aften for os selv. Så må det blive burger og familietid i morgen aften.

Hav en skøn weekend <3

DSC_0710
DSC_0707 DSC_0724 DSC_0712

It takes a village…

Syge børn og arbejdsliv er to ting, der med udgangspunkt i den danske model med den evigt utilstrækkelige ‘barns første sygedag’, er relativt vanskeligt forenelige.

Som regel kan vi få det til at gå op herhjemme, og vi er desuden velsignet med børn, der relativt sjældent er syge. Men alt er som bekendt relativt, og i dag kunne vi simpelthen ikke få kabalen til at gå op.

Jeg har i forvejen jongleret mine arbejdstimer kreativt i denne uge, for at få græsenketilværelse og børneliv til at hænge sammen, og Jonas måtte tage hjem fra arbejde i går formiddags for at hente en voldsomt snottet Lillesøster i dagplejen. Hendes snue havde tidoblet i heftighed siden morgenen, og selvom hun hverken har feber eller er ramt på appetiten, så duer det jo ikke med et barn, der skal have skiftet tøj og savlesmæk hver time, fordi hun ikke kan trække vejret gennem næsen. Desuden er hun igang med (endnu) et tandfrembrud, hvilket heller ikke just hjælper på savlmængden.

Om et par måneder har vi en pensioneret mormor, men det hjælper jo ikke meget nu og her – og vi ville ikke ringe til farmor og få hende til at overveje at rejse tværs over landet for en halv dags børnepasning.

Så er der min søster. Som er den mest fantastiske moster i hele verden. Hun byttede en planlagt hjemmearbejdsdag med en flexfridag uden betænkning og kom forbi i morges for at passe mit sløje (men glade og virkeligt nuttede) barn. Og så kunne jeg ellers aflevere børnehavebarnet og tage på arbejde, mens der blev læst bøger, krammet og hygget herhjemme. Det viste sig heldigvis at være en overkommelig og brokfri sygepasning, for Lillesøster faldt spontant i søvn midt i en leg og sov en lang formiddagslur.

Jeg er uendeligt taknemmelige for hjælpen, og især fordi jeg næsten ikke behøver at spørge om hjælp, når vi har brug for det. Fordi hun gerne vil – og fordi hun altid vil mine piger. De kunne ikke have en bedre moster. Så heldig har man lov at være.

11220712_10153038252326009_1398228263505555322_o kopi

Sløje børn, bløde bukser og en rabatkode til jer <3

[ANNONCE]

Lillesøster er blevet sløj. For første gang i sit liv er hun rigtig snottet, og selvom hun klarer det imponerende, så er hun naturligt nok lidt klattet og træt i det.

IMG_1640

Så er det altså perfekt med blød uld både inderst og yderst på kroppen – og bløde, lune bukser. Til kravlebabyen (og til børn i det hele taget!) synes jeg, det er virkelig vigtigt med bukser, der er gode at bevæge sig i. Slimfit jeans ser cute ud, men det sætter begrænsninger for bevægelsesfriheden og de motoriske udfoldelser, og så fungerer det altså ikke for mig. Lillesøsters bukser er fra Name It (gave), og de kan findes lige her. Perfekt med justerbar linning, så både tykmavede tumlinge og mere strømlinede babyer kan passe dem.

I kan i øvrigt shoppe Name Its budgetvenlige styles med 15% rabat hele resten af året, når I bruger rabatkoden

NameItOestfronten2016

(Og så er der i øvrigt 30% på en masse gode sager HER)

Jeg synes altid, jeg kan finde gode sager hos Name It, når man skal have suppleret børnenes garderobe – og vi har brugt deres uldstrømpebukser de sidste år til Bean. Bløde og i fine farver – og med god pasform til en god pris. Du kan se hele udvalget HER

Barndommens glæder

Der er noget særligt ved bedsteforældre. Somre hos min mormor på Bornholm rummer varme minder om legetøj fra en anden tid, jordbærbede evigt fyldt med røde, spisemodne bær og hæklede tæpper på græsplænen. Min farmor var en kerne af tryghed, omsorg og kilde til røverhistorier og et forbillede som en umådeligt viljestærk kvinde.

Jeg elsker at opleve mine piger – og indtil videre naturligt mest Bean – i deres samspil med mine forældre. Forrige weekend var vi på besøg i det vestsjællandske og nød sensommeren. Bean lyser af stolthed, når hun får lov at hjælpe morfar i køkkenhave og køkken. Og da mormor fandt sin gamle dukke frem og posen med fint, gammelt og hjemmelavet dukketøj. Ikke at hun nogensinde bliver en dukke-pige, min ældste datter, men det var med stor ærbødighed, hun undersøgte sin mormors barndomsdukke.

Barndommens land er et inderligt magisk sted. Det er solvarme jordbær. Evigt varme kram og kærlige hænder. Tid til at læse endnu en bog og tid til at lære at lave mad, håndarbejde og gå på opdagelse i det legetøj, som tidligere generationer har brugt timer med. Det er et privilegium og jeg sætter uendelig stor pris på, at både mine og Jonas’ forældre så gerne vil deres børnebørn. Inden for det næste år bliver de alle pensionister, og selvom vi ikke forventer at de skal være stand-in barnepassere i tide og utide, så bliver der måske flere muligheder for spontan bedste-tid.
DSC_0752 DSC_0754 DSC_0778 DSC_0783

At fejle.

Man lærer, så længe man lever. Siges det.

Jeg tror, det er sandt. I al fald lærer jeg løbende og konstant af mine erfaringer. Som for eksempel i går, hvor Lillesøster h.e.l.e. eftermiddagen var den mest pyldrede, mor-syge baby og Bean havde et gigantisk, hysterisk melt-down ved middagsbordet. Der i øvrigt endte med at jeg bar en skrigende Bean ind på sit værelse, gav hende en bamse og et kram og bad hende falde til ro, hvis hun ville spise sammen med Lillesøster og jeg.

Presset? Jo tak. Det er i sådanne situationer, ens græsenkestatus bliver noget mindre underholdende end den er i forvejen. Til gengæld har jeg efterhånden lært at trække vejret en ekstra gang, således at i det mindste en i husstanden lod stemmelejet og temperamentet blive i et normalt leje.

Det er noget, jeg har lært. Det har ikke altid været sådan, og når jeg husker tilbage, så er noget af det, jeg skammer mig allermest over, den håndfuld aftener, hvor putningen af en stædig og søvnfornægtende, grædende og overtræt Bean gik op i råb og smækken med døre. Hvor jeg – der burde være den voksne, rationelle og rummelige og trygge person – råbte en halvandenårig ind i hovedet og smækkede døren til hendes værelse bag mig.

Det gør stadig ondt. Rigtig ondt, faktisk. Hvis jeg kunne rejse tilbage og gøre det om, så havde jeg forlængst taget turen og erstattet den pressede, frustrerede mor med en, der valgte en anden løsning. En, der havde en tand ekstra overskud til at rumme sit barn. Til at opgive tremmesengen og forkrampede stillinger med rygge og arme og hænder i anstrengende positioner og i stedet kramme barnet ind til sig, til hun sov trygt.

Lillesøster nyder godt af mine dyrekøbte erfaringer fra Bean. Hun er ganske vist et andet barn og hun falder som regel i søvn på mellem 10-20 minutter. Det er en fantastisk luksus. Det er jeg mere end klar over. Men hun falder i søvn med mig liggende ved sin side, og det sidste hun gør er at kramme og kysse mig. Tænk, hvis også Bean i hele sit liv havde haft den luksus.

Jeg kan ikke gøre det om. Jeg kan kun øve mig i at blive en stadigt bedre mor. En roligere, mere rummelig mor. En anerkendende mor, der kan sætte kærlige, men faste rammer og grænser. I går aftes, efter en eftermiddag med gråd og raseri, kunne jeg ikke helt lade være med at fælde et par tårer, mens jeg puttede de to, jeg elsker allerhøjest. Over Lillesøsters privilegium og Beans lærepenge. Over min store, tapre pige, der faldt i søvn med et smil på læberne og min store hånd over hendes lille.

DSC_0736

Mine allerbedste. Zoologisk museum og egentlig helt uden for kontekst.

Older posts