En mor fødes

En vag fornemmelse af at noget er forandret. En udebleven menstruation. To streger på en plastikpind.

Hjerteblink på en skærm. Svedige hænder og et umærkeligt smil, der breder sig indefra og ud.

Fornemmelsen af bobler og sommerfugles vingeslag, der umærkeligt bliver til puf og spark.

Et lille barn, der vokser under hjertet, indtil krop, vilje og barn sammen arbejder mod forløsningen.

En fødsel er ikke kun fødslen af et barn.

En mor fødes – fuldt og helt – sammen med spædbarnet. Ligesom barnet er moderen vokset og udviklet sig mod rollen i 9 måneder, men det er først med barnet i sine arme, hun for alvor fødes.

Urinstinkter, nedarvet fra de tidligste tiders mødre og bedstemødre, vækkes. En viden, jeg ikke vidste, jeg havde. Erfaringer, jeg ikke anede, jeg havde adgang til.

Et fællesskab af alle mødre før og efter mig – en ubrudt kæde gennem menneskehedens historie af omsorg, kærlighed, opofrelse. Glæde, sorg. Uendelig træthed, mod og kærlighed, der overskrider al forstand og alle grænser.

Mens jeg vakler mellem valg og fravalg om amning og moderskab, bliver mine tanker ved med at gravitere tilbage mod basen. Det primære. Moderen. Det er klichéer, det hele, men for mig ikke desto mindre sandt.

Moderen i mig blev født samtidig med Bean og genfødt med Lillesøster i en endnu stærkere form. Uanset at jeg kan vakle og miste troen af og til, er det kernen, der er tilbage.