Bagkanter, misundelse og en date night, der er udskudt på ubestemt tid

Kender I fornemmelsen af, at ‘alle andre’ gør noget, man gerne selv vil?

Sådan havde jeg det lidt i går, hvor jeg trodsede de sidste rester af sygdom i kroppen og tog mod Indre By til en hyggelig fredagsbar med en portion blogger-kollegaer. Det var aldrig planen, at jeg skulle blive længe eller at det skulle blive efter devicen ‘vild i dag, syg i morgen’. Eftersom jeg har været syg det meste af ugen, var jeg ret tændt på en weekend med bare lidt overskud. Til gengæld havde det måske været rart at have i al fald muligheden for at kunne gøre aftenen så lang, som dagsformen orkede.

Det kan jeg ikke. Og jeg tog faktisk mig selv i at blive en smule misundelig på dem, der kan. Læs: ‘alle de andre’.

Jonas ringede 21.30 for at få mig hjem igen efter at have prøvet i en time at få en efterhånden temmeligt overtræt og hysterisk Lillesøster til at falde til ro og i søvn. Jeg hoppede på cyklen og sprintede hjem til min lille puttegris, der straks blev rolig og faldt i søvn med armene om mig og mælkebaren in action.

^^En del af fredags-crewet: Connie, Heidi, undertegnede, Signe og Nanna og noget ret frisk og lækker solbærvin fra Grands Vin

Og ja. Det er en kort periode, sådan totalt set, og ja, jeg elsker at kunne amme og at Lillesøster finder ro og tryghed hos mig. Jeg ville bare – helt egoistisk – ønske, at hun også kunne finde den tryghed ved sin far, eksempelvis. Det går fint i løbet af dagen, men aften og nat er det KUN mig, der dur.

En af konsekvenserne er, at en aften ude for mit vedkommende er med en ret tydeligt markeret bagkant. Et par timer – måske tre – kan det allerhøjst blive til. Inklusive transport. Det går nok, og det kommer igen (selvom Bean også lige skulle græde ud hos sin far over at savne moar i aftes, da hun skulle puttes. Det er sjovt nok ikke et drama, vi oplever, når det er far, der er ude om aftenen…)

En anden – og noget mere træls – konsekvens er, at en rigtig date night er udskudt på ubestemt tid. Det er 2 år (!) siden, vi sidst var ude og spise om aftenen uden børn, og det er virkelig noget, der står højt på vores ønskeliste. Men indtil Lillesøster er stoppet med at vågne op og kræve sin mor et sted mellem 2-5 gange i tidsrummet 19-22, så er babysitting ikke en reel mulighed. Det ville ikke være fair overfor nogen.

Vi lever med vores valg og vi er som udgangspunkt glade for dem. Mere end glade, for både Bean og Lillesøster er begge harmoniske, trygge børn. Det kommer bl.a. til udtryk i Lillesøsters indkøring i dagplejen. Men derfor bliver smilet alligevel en smule anstrengt, når ‘alle andre’ kan efterlade sødt sovende børn til bedsteforældres eller søskendes varetægt og selv tage ud, hånd i hånd, og nyde et tre-retters måltid et sted, hvor andre klarer opvasken.