Kaffekopper. Forbandede kaffekopper

De kloge siger, at man ikke skal forsøge at ændre på hinanden. At det kommer der ikke noget godt ud af. Jeg er i store træk enig, men når man har boet sammen i over 6 år, så er der efterhånden nogle kanter, der er slebet. Og nogle vaner, der er så grund-irriterende, at de kloge kan rende og hoppe. Det handler om kaffe. Eller mere præcist: om kaffekopper.  “Mor. Jeg synes, vi kan sige til far, at han ikke må få mere kaffe, før han har lært at sætte sin kop ud i køkkenet igen”, foreslog Bean efter at jeg spottede endnu en forladt kaffekop på endnu en hylde et sted i lejligheden. Jeg er tilbøjelig til at give...

Skal vi ikke bare råbe pik og skride?

“Gør det mig til et dårligt menneske, at jeg bare har lyst til at råbe PIK og skride?” … spurgte jeg Jonas her til aften, da endnu et barn endnu engang peb fra soveværelset. Ahmenforhelvededaogså. Hvorfor er det lige at ens børn vælger at spasse fuldstændig ud, når man selv har allermindst at give af? Lillesøster gik helt rabundus fra da klokken nærmede sig 17, og græd så hjerteskærende og hysterisk som vi nærmest aldrig har oplevet det. Af ren og skær træthed (jamen, så sov da mere end 45 minutters lur på en dag, vanvittige barn!). Hverken bryst eller kartoffelmos med sovs (eller kombinationen af de to) kunne afhjælpe hysteriet, så hun blev smidt på hovedet i seng og...

Sorg, savn og afsavn

Jeg fløj til Solskinsøen i går for at sige et sidste farvel til min mormor. Uden mand, barn eller baby. Det var ikke et uventet dødsfald. Ikke tragisk som i for en lille måned siden, hvor vi begravede min fætter. Min mormor fyldte 96 i sommer, og hun har levet et fuldt liv. 7 børn og evigt travle hænder. Evigt overskud til at bage, sylte, strikke, sy, hækle, slagte, engagere sig i lokalsamfundet og byde velkommen med åbne arme til svigerbørn, børnebørn og oldebørn. Min morfar gik bort, da jeg var lille, og min mormor var alene i mange år herefter. Indtil hun mødte en ven og med ham en nyforelskelse, der glædede alle. Til sidst var hun gammel og syg. Og...

En mor fødes

En vag fornemmelse af at noget er forandret. En udebleven menstruation. To streger på en plastikpind. Hjerteblink på en skærm. Svedige hænder og et umærkeligt smil, der breder sig indefra og ud. Fornemmelsen af bobler og sommerfugles vingeslag, der umærkeligt bliver til puf og spark. Et lille barn, der vokser under hjertet, indtil krop, vilje og barn sammen arbejder mod forløsningen. En fødsel er ikke kun fødslen af et barn. En mor fødes – fuldt og helt – sammen med spædbarnet. Ligesom barnet er moderen vokset og udviklet sig mod rollen i 9 måneder, men det er først med barnet i sine arme, hun for alvor fødes. Urinstinkter, nedarvet fra de tidligste tiders mødre og bedstemødre, vækkes. En viden, jeg ikke vidste, jeg...

Søde veninder og bløde favoritter

Hørt i sandkassen. Bønnen: Min far siger, jeg snart skal hjem. Blommen: Øv. Men kan du ikke bare blive her? Bønnen: JO! Blommen: Og hvis du savner din mor og far, så kan de jo også bare sove her Bønnen: … tror du det går? Blommen: Ja! Det er bare dig, der skal spørge.   … 4-årige er snedige, er de. Og ret skønne. I går var vi på visit i Blommehuset og atter slog det os, hvor fantastisk godt vores store piger leger sammen. Signes blomme og min bønne har kendt hinanden altid og selvom vi ikke ses så ofte (slet ikke ofte nok, hvis du spørger mig. Og pigerne), så falder de med det samme ind i legen...
Older posts