Kaffekopper. Forbandede kaffekopper

De kloge siger, at man ikke skal forsøge at ændre på hinanden. At det kommer der ikke noget godt ud af. Jeg er i store træk enig, men når man har boet sammen i over 6 år, så er der efterhånden nogle kanter, der er slebet. Og nogle vaner, der er så grund-irriterende, at de kloge kan rende og hoppe. Det handler om kaffe. Eller mere præcist: om kaffekopper. 

“Mor. Jeg synes, vi kan sige til far, at han ikke må få mere kaffe, før han har lært at sætte sin kop ud i køkkenet igen”, foreslog Bean efter at jeg spottede endnu en forladt kaffekop på endnu en hylde et sted i lejligheden. Jeg er tilbøjelig til at give hende ret, hvis det ikke var fordi jeg ved, hvor dårligt manden i huset fungerer uden et par koffein-indsprøjtninger om dagen. Eller 5.

Problemet er såmænd ikke kaffen. Fred være med det. Jeg nyder selv en daglig kop eller to. Noget jeg i øvrigt først lærte efter at jeg blev mor.

Nej, problemet er kaffekopperne. De næsten-tomme og tomme kopper. Kopper, som står på hylder og borde. I vindueskarme og reoler. Hver. Eneste. Skide. Dag.

Indtil jeg tager dem og sætter dem i opvaskemaskinen. Vasker dem og sætter dem på plads. Herefter tager Jonas dem igen – en efter en – drikker kaffe og sætter koppen fra sig. På hylder eller borde. Vindueskarme eller reoler. Igen.

Kunne jeg ikke bare lade dem stå? Jo. Det kunne jeg måske godt. Men selvom det er smukke kopper (det er de. Alle nogle, jeg har samlet sammen over tid og som jeg elsker for deres former og farver), så bliver de en øjebæ, når de står der. Uden funktion. Det bliver en del af det rod, som jeg trives dårligt i.

Jeg har overvejet bare at samle dem sammen i en pose eller balje sammen med sokker, der er kastet i et hjørne. Men. Det har kopperne ikke fortjent. Og jeg tør egentlig heller ikke tænke på, hvilke kemiske processer, der ville nå at ske i den balje, før kopperne blev vasket.

Og ja. Det er i den grad et #firstworldproblem – men det er altså skideirriterende alligevel! (Og ja. Jeg har helt sikkert også en masse små vaner, der irriterer Jonas)

kaffe

Skal vi ikke bare råbe pik og skride?

“Gør det mig til et dårligt menneske, at jeg bare har lyst til at råbe PIK og skride?”

… spurgte jeg Jonas her til aften, da endnu et barn endnu engang peb fra soveværelset.

Ahmenforhelvededaogså. Hvorfor er det lige at ens børn vælger at spasse fuldstændig ud, når man selv har allermindst at give af?

Lillesøster gik helt rabundus fra da klokken nærmede sig 17, og græd så hjerteskærende og hysterisk som vi nærmest aldrig har oplevet det. Af ren og skær træthed (jamen, så sov da mere end 45 minutters lur på en dag, vanvittige barn!). Hverken bryst eller kartoffelmos med sovs (eller kombinationen af de to) kunne afhjælpe hysteriet, så hun blev smidt på hovedet i seng og gik kold halv seks. Bean har brugt en evighed på at falde i søvn og havde 10.000 svinkeærinder inden Jonas kapitulerede og puttede med hende i dobbeltsengen til hun gik i brædderne. 20.30. I mellemtiden har jeg været inde ved Lillesøster en håndfuld gange.

Nætterne har været hat og briller hele weekenden. Med alt for mange afbrydelser og alt for meget Lillesøster-uro. Med en speedsnakkende Bean, der i tilgift hoster som havde hun tilbragt 47 år på en tilrøget bodega. Jeg er helt kvæstet og har en mur af træthed for panden og en konstant hovedpine af træthed. Det hjalp ikke engang at gå i seng klokken ni (!) i går. Det yngste barn kvitterede for min rettidige omhu ved at være ekstra meget vågen. Hver halve og hele time. Hele natten.

Det eneste, jeg ønsker mig, er søvn. Og ro. For eksempel i form af en aften uden afbrydelser. Det er vel ikke for meget forlangt? En nat, hvor jeg ikke bliver vækket mere end 2 gange, ville være noget nær Nirvana.

Så hvis du synes, jeg er lidt tåget i mine formuleringer eller ligner noget, der er løgn, så har du fat i den lange ende. I disse dage er jeg Underskuds-Mor, der virkelig ikke gider noget pis. Hende, hvis lunte er så kort, at man næsten ikke kan få øje på den, og som skælder og smælder inde i hovedet, mens hun gennem sammenbidte tænder siger at NU skal vi altså spise/af sted/sove/rydde op.

Hende er jeg ikke så vild med. Det tror jeg faktisk ikke, der er nogen i min familie, der er. Jonas har været vældigt sød og forstående og købt røde roser. Men man bliver træt, sådan i længden, af en sur dame, der vrisser lidt over alting.

Det er en fase. Men det er eddersparkeme en træls en af slagsen og den må meget gerne slutte nu. Blev der sagt.

Skidegod aften til alle jer, hvis børn sover til morgengry, når de er blevet puttet. Hvor er det bare dejligt for jer*.

*Ironi kan være anvendt.

Sorg, savn og afsavn

Jeg fløj til Solskinsøen i går for at sige et sidste farvel til min mormor. Uden mand, barn eller baby.

Det var ikke et uventet dødsfald. Ikke tragisk som i for en lille måned siden, hvor vi begravede min fætter. Min mormor fyldte 96 i sommer, og hun har levet et fuldt liv. 7 børn og evigt travle hænder. Evigt overskud til at bage, sylte, strikke, sy, hækle, slagte, engagere sig i lokalsamfundet og byde velkommen med åbne arme til svigerbørn, børnebørn og oldebørn.

Min morfar gik bort, da jeg var lille, og min mormor var alene i mange år herefter. Indtil hun mødte en ven og med ham en nyforelskelse, der glædede alle.

Til sidst var hun gammel og syg. Og hun fik fred, omgivet af mennesker hun kendte og elskede og som elskede hende. Af børn, hun havde set vokse op, trives, møde deres egen kærlighed og blive hele mennesker.

Min mor holdt en smuk tale, og selvom min mormors afslutning var et naturligt punktum på et langt liv, var dagen ikke uden tårer. Uden sorg. Den følger med, når et menneske, man holder af, ikke er mere.

Jeg har været drænet i dag. Helt og aldeles. Pigerne ligeså. Ikke mindst den yngste, der har krævet ekstra opmærksomhed og nærvær. Også i nat. Jeg var savnet igår, måtte jeg forstå.

Savn og sorg har del i kærligheden også. De er udtryk for den. Uanset om det er den voksne erkendelse af en endegyldig afsked eller det lille barns manglende forståelse for at adskillelsen er midlertidig.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, jeg har været en god mor i dag. Jeg er sikker på, at min mormor havde klaret træthedshovedpine og husholdning mange gange bedre end mig. Det eneste jeg har haft lyst til, har været at sove. Det eneste, jeg ikke har kunnet, har været netop det.

Solen strålede fra en skyfri himmel i går. Som min barndoms somre på Bornholm, på rov i jordbærbedet eller i skyggen under et træ med vintage årgange af Anders And-blade. Hun blev sendt afsted på sin sidste rejse af alle sine børn, svigerbørn, børnebørn, oldebørn, søster, niecer og nevøer. Sin vens familie. Det er en værdig afsked. Og det vidner om et elsket menneske.

Farvel, mormor. Tak for nu.

Skærmbillede 2016-08-28 kl. 8.10.27 PM

 

En mor fødes

En vag fornemmelse af at noget er forandret. En udebleven menstruation. To streger på en plastikpind.

Hjerteblink på en skærm. Svedige hænder og et umærkeligt smil, der breder sig indefra og ud.

Fornemmelsen af bobler og sommerfugles vingeslag, der umærkeligt bliver til puf og spark.

Et lille barn, der vokser under hjertet, indtil krop, vilje og barn sammen arbejder mod forløsningen.

En fødsel er ikke kun fødslen af et barn.

En mor fødes – fuldt og helt – sammen med spædbarnet. Ligesom barnet er moderen vokset og udviklet sig mod rollen i 9 måneder, men det er først med barnet i sine arme, hun for alvor fødes.

11700808_10153038268341009_7132770157184630343_o

Urinstinkter, nedarvet fra de tidligste tiders mødre og bedstemødre, vækkes. En viden, jeg ikke vidste, jeg havde. Erfaringer, jeg ikke anede, jeg havde adgang til.

Et fællesskab af alle mødre før og efter mig – en ubrudt kæde gennem menneskehedens historie af omsorg, kærlighed, opofrelse. Glæde, sorg. Uendelig træthed, mod og kærlighed, der overskrider al forstand og alle grænser.

Mens jeg vakler mellem valg og fravalg om amning og moderskab, bliver mine tanker ved med at gravitere tilbage mod basen. Det primære. Moderen. Det er klichéer, det hele, men for mig ikke desto mindre sandt.

Moderen i mig blev født samtidig med Bean og genfødt med Lillesøster i en endnu stærkere form. Uanset at jeg kan vakle og miste troen af og til, er det kernen, der er tilbage.

Søde veninder og bløde favoritter

Hørt i sandkassen.

Bønnen: Min far siger, jeg snart skal hjem.

Blommen: Øv. Men kan du ikke bare blive her?

Bønnen: JO!

Blommen: Og hvis du savner din mor og far, så kan de jo også bare sove her

Bønnen: … tror du det går?

Blommen: Ja! Det er bare dig, der skal spørge.

 

… 4-årige er snedige, er de. Og ret skønne.

I går var vi på visit i Blommehuset og atter slog det os, hvor fantastisk godt vores store piger leger sammen. Signes blomme og min bønne har kendt hinanden altid og selvom vi ikke ses så ofte (slet ikke ofte nok, hvis du spørger mig. Og pigerne), så falder de med det samme ind i legen og de glæder sig helt vildt til at skulle ses. Vi så dem nærmest ikke i de timer, vi var på besøg. Der var så meget leg at indhente, hemmeligheder at hviske og planer at lægge. Blandt andet planer om at måtte sove hos hinanden, så man slet ikke behøvede at sige farvel.

Vi overvejer om det er tid til en overnatning hos en veninde. Bean vil SÅ gerne. Hvornår var jeres børn afsted første gang?

I dag var det et par flade piger, jeg hentede fra børnehaven og dagplejen. Heldigvis var der kommet en pakke med lidt nyt til Bean fra Zaras fine Soft Collection – selv bukserne faldt i god jord og den ene kjole måtte på med det samme. Jeg har samlet mine favoritter fra kollektionen her. Det meste passer så fint ind i min æstetik og pasformen er som regel god til min lange, smalle pige. Som i øvrigt bruger str. 6 år.

soft

1 – handmade frakke (der står, den kommer på lager igen, og så sidder jeg klar ved tasterne) // 2 – kjole med smykkebroderi // 3 – ‘karamelblusen‘ som Bean døbte den // 4 – bløde overalls – eller ‘dansebukser’ // 5 – taske // 6 – ternet kjole (som måtte på med det samme) // 7 – handmade kappe (som også skulle komme på lager igen; jvf. 1)

Du kan læse mere om de to pigers venskab HER

Older posts