Smag på verden // postkort fra Lesbos

Når vi rejser undgår vi all-inclusive. Det har jeg fortalt om før. For mig er rejseoplevelsen også gastronomisk. Jeg vil ikke spises af med buffeter, der er tilpasset et ‘internationalt’ køkken og formodningen om sarte turistsmagsløg. Jeg vil smage på landet og regionen. På lokale råvarer og retter, der er kendetegnende for det sted, jeg besøger.

Jonas er enig, og jeg elsker at han udfordrer sig selv kulinarisk og har føjet nye madgrupper til sin menu i den tid, vi har kendt hinanden. Pigerne er madmodige. De kaster sig glade og gerne over alt, vi sætter foran dem. Måske kan de lide det. Så spiser de løs. Måske er de mindre vilde med dagens ret. Så spiser de noget andet, der er på bordet. I perioder kan de lide det hele. I perioder er der færre ting, der bliver godkendt. Jeg er grundlæggende imod ‘børnemenuer’ med generiske retter uden smag. Jeg vil meget hellere have at hele menukortet kan laves i mindre børneportioner. Det kan det heldigvis ofte, når man spørger, er min erfaring. Som regel spiser pigerne bare med, når vi er ude. Bean kan slet ikke spise en hel tallerkenfuld restaurantmad, og så er det meget lettere (og billigere) at bede om en ekstra tallerken og dele vores mad med hende.

Under en gåtur på havnen i smukke, fredede Molivos spottede Bean og jeg rækker af friskfangede blækspruttearme, der hang til tørre. ‘Kan man spise blæksprutte?’, spurgte Bean med store, nysgerrige øjne. Ja, var svaret. ‘Dét vil jeg godt smage!’, lød det begejstret.

Vi ventede med at kaste os over sprutterne til den dag, vi besøgte en lækker havnetaverna, der er kendt for sine mezedes og fiskeretter. Blæksprutterne var delikate og i mindre stykker i en krydret rødvinseddike med friske krydderurter. Bean spiste næsten egenhændigt hele tallerkenen med velbehag. Det lykkedes mig at hapse et par bidder til mig selv og Lillesøster fik også et stykke krøllet blækspruttearm at undersøge, mase mellem buttede fingre og gumle på. Jonas var også madmodig og smagte et stykke, hvorefter han kastede sig over de krydrede kødboller i stedet 😉

Havde vi valgt en tilgang til blæksprutterne ala ‘uh, det er lidt anderledes. Nu må vi se om du måske kan lide det, men det er også heeeelt ok, hvis du synes det smager alt for mærkeligt’, så er det ikke sikkert at Beans respons havde været så positiv.  I stedet vælger vi konsekvent indgangsvinklen ‘det ser rigtig dejligt og spændende ud. Det glæder vi os til at smage’. Bean siger selv efterhånden at hvis hun ikke kan lide noget lige nu, så kan hun måske næste gang. Ingen bliver tvunget til at spise noget, de ikke kan lide hjemme hos os. Men man smager og dufter til alting.

Når man er i Grækenland er der i øvrigt heller ingen vej uden om en god skål græsk salat. Jeg spiste det nærmest dagligt og det smager bare bedre med solmodne, søde tomater og en ordentlig blok frisk fetaost. Nåja, og så overhældt med den fantastiske olivenolie i absolut verdensklasse, Lesbos er kendt for og som produceres af øens 11 millioner oliventræer.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram