Om en måned…

… starter Lillesøster i verdens allerbedste dagpleje. Og jeg har ikke engang et lillebitte, blødt garnnøgle af en knude i maven over det. Jeg ved, hvor fantastisk et sted det er. Jeg kender pædagogerne og deres hjertevarme tilgang til de små mennesker i deres varetægt. Jeg er helt sikker i både hjerte og hjerne på, at flerbørnsdagplejen er det helt rigtige valg for os. De glæder sig til at passe på og støtte Lillesøster i hendes videre udvikling, og med 3 voksne og 8 børn er det præcis den rigtige størrelse.

… er jeg måske ikke helt så bundet af at være fodrings-maskine som jeg er nu. Jeg havde ellers fået mulighed for at kigge forbi Roskilde Festival, men det ville ikke give mening at tage afsted. Jeg ville ikke kunne hygge mig og slappe af, vel vidende at min lille mælkedranker ville blive ked – og ikke mindst hendes søster og far, skulle deale med en utilfreds baby. Det skulle nok gå om dagen, men om natten. Det ville være et mareridt for alle. Så i stedet er Jonas nu ham, der drikker lunkne fadøl i silende regn, mens musikken spiller.

… sidder hjertet måske ikke længere oppe i halsen på mig. Måske. Bean var i stuen og børstede tænder. Det burde hun i al fald have været. Jeg gik ud på badeværelset for at lukke vinduet fordi det var begyndt at regne lige lovlig voldsomt. Jeg åbnede døren til synet af Bean, der rakte en arm ud af vinduet for at føle på regnen og aldrig har nogen trådt så hurtigt gennem et lokale for at trække et barn til sig. Hun havde sneget sig under et fyldt vasketøjsstativ, som jeg havde sat foran vinduet. Hun var ikke klatret op i vinduet. Heldigvis. Og der skete ikke noget. 7. 9. 13. Hun blev smadderforskrækket over min reaktion, men ikke nær så forskrækket som jeg var blevet. Badeværelsesvinduet er det eneste i huset, som ikke har sikkerheds-lukning. Det får det så nu. Jeg har aldrig før oplevet den kvalmende, syge, klæbrige fornemmelse af angst, der bliver næsten håndgribelig. Det har jeg så nu. Det behøver jeg aldrig opleve igen. Nogensinde.

I øvrigt. TAK for alle de gode input til sidste indlæg (som jeg i parantes bemærket føler mig som verdens dårligste mor for at have skrevet lige omtrent nu…) Jeg tror, vi skal have implementeret båndoptageren på en eller anden måde, for det er en virkelig god idé. Og så skal vi øve os mere i at gøre plads til alle. Det gælder både for os, der søger roen og dem, der elsker lyde og livlighed.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram