Kindness of strangers // postkort fra Lesbos

Nogle gange er de mest særlige oplevelser dem, man ikke kan planlægge. De sker bare. Når man mindst venter det.

Over Molivos troner byens Kastro som et vartegn og landemærke. En gammel borg, som vi kun nåede at opleve fra ydersiden. Hvem siger, at der behøver være sammenhold mellem de åbningstider, der er angivet online og officielt og så de reelle åbningstider? Turen op til Kastro var smeltende varm op igennem stejle, smalle gader. Vi valgte tilsyneladende bagvejen gennem en labyrint af et beboelseskvarter. Vi for vild på vejen derop, for gadeskilte var ikke eksisterende, men som ofte er det de uventede oplevelser og bagvejene, der giver adgang til det særlige. Det, vi vil huske fra udflugten endte slet ikke med at blive den i øvrigt imponerende borg eller det bjergtagende view over ø, bjerge og hav. Det blev en fremmeds venlighed.

En ældre dame med curlers i håret og udtrådte klipklappere spottede vores lille, vildfarne familie, tog resolut Bean i hånden og ledte os på rette vej. Pludselig skreg Bean af smerte og det viste sig, at svedige hæle og lædersandaler i stejlt terræn havde givet hende et stort gnavesår. Den skønne dame hev min store pige op på hoften og førte os videre – men ikke før vi havde nået at hilse på en flok af hendes veninder, der sad på trappestenene i skyggen og sladrede om løst og fast. Der blev dikket bløde babykinder, sammenlignet hårpragter og leet af vores forvildelse. Hun placerede Bean på en trappesten, tog forsigtigt sandalen af og fandt et plaster frem, som hun satte på hælen af en ked Bean, mens hun nynnede en trøste-vise på græsk og aede hende over håret. Jeg havde Lillesøster i bæreselen og Jonas slæbte Bugaboo’en op af uendeligt mange stentoppede trappetrin. Vores redningskvinde bar Bean videre, mens hun græd og nussede og trøstede indtil vi var nået til de sidste trin op til borgen. Her takkede og krammede vi – glade over mødet med venlige fremmede og bekræftet i, at mennesker hjælper hinanden. Og jeg glemte helt at få et billede af vores redningskvinde, så jeg må stole på at hukommelsen holder hendes grønne curlers i det sorte hår, den grønne jerseykjole med print af hvide og røde blomster og de grå og lilla klipklapper i live.

Efter en kort amme- og gåpause med en fantastisk udsigt spiste vi på tavernaen på borgens modsatte side, hvor Bean på bare fødder faldt i ‘snak’ med en jævnaldrende græsk pige med de smukkeste, brune krøller, viste sine skader frem til ‘nåhr’ og ‘ah-ah’ fra tavernaens gæster og ellers spiste løs af de krydrede kødboller. Lillesøster sad på stengulvet og klaskede hænder og legetøj ned med smut i øjnene imellem at vi fodrede hende med bidder fra bordet. Jonas og jeg fik en tiltrængt, iskold Mythos-øl, fordøjede oplevelsen – og tog en taxa tilbage til hotellet!

Resten af dagene huskede vi sokker i sandalerne.