Denne dag, sidste år…

… havde Jonas brækket 3 tæer hver 2 steder. 6 knoglebrud i alt.

… ventede vi frokostgæster, mens vi ‘housesittede’ for mine forældre

… udgav jeg et indlæg om næsten ikke at kunne være i sin egen krop

… gik vandet lige da jeg troede, jeg skulle sove middagslur

… strikkede jeg eftermiddagen væk, mens veerne stille gik igang

 

For et år siden. Et år. I morgen bliver Lillesøster et år gammel. Et helt år er gået allerede, siden hun bestemte sig for at have fødselsdag et par uger før nogen havde regnet med. Det er verdens største kliché, men jeg begriber ikke, hvor tiden er blevet af.

Jeg synes kun lige, jeg har fået det spæde, lille menneske i armene for første gang. På den anden side kan jeg ikke huske, hvordan det føles ikke at elske hende. Ikke at kende hende. Det er som om, hun har boet i mit hjerte altid.

Hun er virkelig det mest vidunderlige lille menneske. Hendes baseline er mildhed og glæde. Hun er signalstærk og viljestærk, bevares, men har let til smil og latter. Hun er den mest tålmodige baby, jeg kender. Hun kan sidde i over tredive minutter og øve sig i at putte klodser i en kasse og tage dem op igen. Eller på at få låget op på pakken med vådservietter og dernæst få servietterne ud. Hun kan få yoghurt op på sin ske og skeen ind i munden. Hun elsker at læse bøger og elsker at få sunget sange. Hun klapper, vinker og hviner af fryd, når noget er dejligt. Meget er dejligt i Lillesøsters verden. Allerdejligst er hendes familie. Hun elsker sin søster til månen og tilbage. Det er gengæld. I højeste potens. Mine to pigers hjertelige latter og kærtegn visker alle dårlige nætter, alle tandfrembrud og alle 4-årige tantrums bort. Hun slår smut med sine mørke øjne og forstår når noget er sjovt. Hun pludrer og snakker og nynner med de herligste lyde. Hun lærte at krybe for 3 uger siden og at kravle for knap 2 uger siden. Nu er hun i hele lejligheden.

Hun er så rolig og glad. Tryg. Så helt og aldeles sikker på, at hun er elsket. Det er hun også. Uendeligt meget. Dette år med hende har været vidunderligt. Hvor mange gange har jeg ikke ønsket mig at kunne trykke på pauseknappen. Fastholde nuet og fastholde hende i et særligt hjertesmeltende øjeblik. Det er moderskabets dobbelthed. Det umulige ønske om at stoppe tiden og samtidig stoltheden over enhver udviklingsmæssig milepæl.

Med hende er vi alle vokset. Vokset ind i en ny familiekonstellation. Vokset tættere sammen. Vokset hver for sig. Blevet tydeligere i vores egne behov. Gjort plads til de andres. Bean har lært en ny slags kærlighed at kende. En beskyttende, stolt storesøster blev født samtidig med Lillesøster. Hun gør plads til sin søster i sit liv, i sin leg og med sin krop. Hun lader sin søster kravle indover sig, hive i håret 1000 gange og savle og bide i hænder og ben. Hun sniger sig ind om natten for at sove ved siden af Lillesøster. Samhørigheden og glæden ved samme gør Jonas og jeg uendeligt lykkelige.

Jeg vil ikke sige, at med Lillesøsters ankomst blev vi en ‘rigtig familie’, som nogen oplever, når de får det andet barn. Det var vi allerede. Måske venter vi stadig på et familiemedlem, før vi er fuldtallige. Det vil fremtiden vise. Ikke desto mindre var der noget, der forandrede sig. Samtidig med Lillesøster kom et nyt ansvar, der har ført os alle tættere sammen. Hun har været en slags kerne, som alles kærlighed kunne mødes i. Et spejl for vores følelser og et samlingspunkt. Med hende fandt jeg en ny og anderledes grundfølt ro i moderrollen. En fornemmelse af at have styr på det hele.

I morgen bliver hun 1 år gammel. Det er på samme tid både stort og småt. Jeg vakler mellem glæde over det fantastiske lille menneske, hun er igang med at blive og vemod, fordi den første fødselsdag markerer at babytiden nærmer sig sin endegyldige afslutning. Kærligheden, derimod? Den vakler ikke. Den vakler aldrig nogensinde.