Ode til tidligere elskere

Jeg havde den mærkeligste drøm forleden nat. Om en tidligere kæreste, er i drømmen var far til Bean. Men jeg var stadig kæreste ned Jonas, der havde taget hende til sig som sin egen. Eks’en havde meldt sig ud af faderrollen på forhånd, men fortrød nu tårevædet den manglende kontakt.

Det fik mig til at gå ned ad hukommelsens stier og generindre min kærligheds fortid. På godt og ondt. For vel er jeg blevet brændt, men jeg har også lært så meget om mig selv og er vokset undervejs. I dag er det med bagklogskabens mildt overbærende blik, jeg ser mit twenty-something selv i mere eller mindre tåkrummende, dejlige eller frustrerende relationer.

Min eneste kæreste i teenageårene skal vi tale om. Jeg tror, at både mit voksne selv og mine forældre er udmærket tilfredse med at det ikke blev os to.

Der var den drømmende smukke musiker, som måneder senere end vores første og helt uskyldige møde, huskede hvordan jeg en sen aften havde demonstreret at jeg kunne neje som en sydstatsdebutant.

Der var præstesønnen, der viste mig at mænd faktisk godt kan og vil danse hånd i hånd. Til tonerne af Steffen Brandt. Han er et reelt og moralsk menneske, som har både kone og et par børn i dag, men jeg ville ikke egne mig til at være i et forhold hvor den ene part tror på overnaturlige kræfter. Han kom til den erkendelse før mig og det var mit livs mest civiliserede og ordentlige brud.

Der var Ham den Smukke. Den fascinerende, dragende, intellektuelle mand, der burde have været langt uden for min liga, men som vs i periferien af mit liv i flere år. En evig og vanvittigt selvtillidsboostende flirt, der først sluttede endeligt, da jeg blev klar over at Jonas var helt, helt rigtig.

Der var ham, jeg troede det skulle være. Hvis familie jeg mødte og som mødte min. Som mine forældre kunne lide og relatere til. Som knuste mit hjerte i en sådan grad at jeg måtte tage hjem til mine forældre og græde ud. Som valgte at ende forholdet til en fest hos vores fælles venner med begrundelsen at han vist egentlig aldrig havde været forelsket i mig. Der er mange dårlige måder at ende et forhold på. Jeg kan ærligt talt ikke komme i tanke om nogle værre end denne.

Efter ham var der kun korte flirts, hvor jeg bakkede ud før det blev alvor. Hvor jeg vist efterlod et par mænd med sårede følelser, fordi jeg ikke selv var helet. For eksempel diplomatsønnen, som jeg skred fra med en halvhjertet undskyldning midt i en koncert på vores første rigtige date.

Det var også ham (ikke diplomatsønnen, men den anden) der var hovedperson i min drøm. Ham, der fortrød. Vi var gået fra hinanden under alle omstændigheder før eller siden. Vi var ikke for alvor et godt match. Han var for loose i sine ambitioner og for glad for hyggeaftener med drengene i den periode af sit liv i forhold til mig, og jeg endte med at være hende den irriterende der mindede ham om eksamensfrister og deadlines, mens jeg selv studerede på livet løs. Det var ingen af os tjent med. Jeg ved ikke, om han har lyst til at få børn. Jeg tror ikke, han har nogen.

Så mødte jeg Jonas. På et tidspunkt hvor jeg var klar til at for alvor lukke nogen ind. Han passede og passer. Han er bundreel. Ingen af os har nogensinde spillet de spil, som jeg har oplevet tidligere. Vi vidste begge, at vi ville den anden. At vi ville et ‘os’. Ingen grund til forstillelse.

Jeg kan ikke forestille mig livet uden ham. Men jeg er taknemmelig for de lektier jeg har lært af de mænd, jeg har mødt. For hvad jeg har lært om mig selv igennem dem. Og bortset fra en enkelt, som end ikke fortjener spalteplads her, ønsker jeg dem alle det bedste.

37808_10150224301950375_8131518_n

^^2009 og nyforelsket i Berlin

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Korsveje, rodløshed og lidt for mange løse ender

Jeg ved ikke rigtigt, hvad der er i vejen med mig i øjeblikket. Hvor meget, der er (kronisk) søvnunderskud, og hvor meget der handler om noget helt andet. Jeg er så træt, men jeg føler mig også flad og udkørt på en anderledes måde end træthed alene. Jeg har så svært ved at komme op om morgenen, og der er en underliggende fornemmelse af kvalme over mine dage. Den ligger som en skygge i yderkanten af bevidstheden. Lidt for diffus og ude af fokus til at gribe fat i og gøre noget ved. Ikke dominerende, men en bitter afsmag, der farver alting lidt grumset.

Jeg har en mærkelig fornemmelse af at være ved en korsvej. Identitetsmæssigt. Jeg skal finde ud af, hvad jeg vil fokusere på. Hvad der gør mig glad – og hvad jeg måske skal bortredigere fra mit liv. Noget er i al fald nødt til at forandre sig for at resten kan falde på plads. Måske nogle ydre omstændigheder. Måske bare noget inden i.

Jeg aner ikke, hvordan jeg skal komme igang. Jeg har ingen energi. Når pigerne sover kan jeg lige overkomme at ligge på sofaen. Strikkepindene ligger stille. Der er blogindlæg, jeg er håbløst bagud med. Jeg mangler overblikket. Jeg mangler overskuddet til at få overblikket. Jeg sidder fast, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få hevet mig nok op til at se det hele lidt ovenfra.

Jonas er sød. Han kan godt fornemme, at noget ikke er som det plejer. Han vil så gerne kunne hjælpe, men jeg ikke ved, hvad jeg har brug for.

Egentlig ved jeg slet ikke, hvad pointen med dette indlæg er. Måske er det et forsøg på at skrive mig ind på en løsning eller en retning, jeg skal tage. Jeg er ikke færdig med denne tilstand. Ikke fordi her er rart at være. Egentlig tror jeg det er sundt at dykke lidt ned i sig selv fra tid til anden. Gøre status. Overveje sine valg og sin retning. Allerhelst ville jeg tage ud i en hytte tæt ved vandet og være der. Selv. Sove et par dage. Bruge de næste på at fordybe mig og mærke efter, hvad jeg vil og hvor jeg vil hen.

Uanset hvordan det ender og hvordan brikkerne falder, så bliver det sammen med mine nærmeste. Hvis der er noget, jeg ikke et sekund tvivler på og aldrig har tvivlet på, så er det min familie. Mit forhold. Det er bare alt det andet, jeg skal have regnet ud. Indtil videre forsøger jeg at lukke løse ender. En for en. Jeg starter småt. Syr knapper i et færdigt strikketøj. Bestiller fremkaldelse af en fotobog fra vores græske eventyr. Klarer et møde. Booker en lægetid. Små skridt, der forhåbentlig er de første på vej i den rigtige retning.

Og uanset, hvor diffust og grumset mit øvrige udsyn er, så er der intet diffust ved disse to. Kærligheden til dem skinner igennem alt det andet. Nåja. Kaffe hjælper også.

 photo DSC_0613_zpsccecjvrs.jpg
 photo DSC_0635_zps1gfchaq9.jpg

Girly kicks // De første sko

På mandag starter Lillesøsters karriere som institutionsbarn. I knap 13 måneder har hun været hjemme med en eller begge sine forældre. Sine primære omsorgspersoner. Hun har skullet forholde sig til tre mennesker – plus løbende gæster, naturligvis.

 photo DSC_0654_zpsqrvfxecz.jpg

Det er en god mavefornemmelse, at hun har rundet sin første fødselsdag og har lært at kravle, før hun skal afsted. Det er en rigtig god mavefornemmelse, at hun skal starte i flerbørnsdagplejen lige om hjørnet. Hvor de kender os og glæder sig til at få Lillesøster ned. Helt oprigtigt glæder sig.

Jeg er igang med at få overblik over, hvad vi skal have pakket sammen til hende. ‘Nogen’ skal på loftet og rode kasser igennem for at se, om vi har et lillebitte sæt regntøj årgang Bean et sted deroppe. Og med nogen mener jeg naturligvis Jonas. Eller mig selv, hvis vi faktisk er interesserede i at finde noget.

Olívy, vatrondeller og bleer skal også med. Lillesøster bruger ikke sut, trods Jonas’ ihærdige forsøg, og måske er det smart med noget, hun kender og er tryg ved til trøst og søvn i dagplejen. Vi er derfor igang med at gøre en af bamserne herhjemme til en sove/trøstebamse.

Sko har vi også styr på. Lillesøster går ikke endnu, men nu har jeg købt et par bløde prewalkers til hende, så hun kan få fodtøj på, når hun er på tur med dagplejen… og ih altså. Jeg havde faktisk glemt, hvor helt ekstremt sødt fodtøj i str. 19 er. Bean er efterhånden en str. 29, og selvom der stadig er 10 skostørrelser op til mine plader, så er det alligevel ikke længere så småt, at det er decideret nuttet.

 photo DSC_0650_zps4n6dwt7b.jpg
 photo DSC_0660_zpssbjrnxsw.jpg

Lillesøsters sko er fra PomPom og købt hos vores lokale sko-pusher, hvor de har et stort og godt udvalg, holdninger til de sko, de sælger, en grøn profil og ikke mindst virkelig god service. Beans nye kicks er fra New Balance, og de løber virkelig stærkt, skulle jeg hilse og sige.

Wanderlust // postkort fra Lesbos

Når jeg kigger feriebillederne igennem får jeg lyst til at tage afsted igen med det samme. Se mere, smage mere. Vi overvejer hyggelige Berlin til efteråret, og jeg drømmer om at tage min store pige med til London til foråret. Bare os to. Eller hvad med Sicilien, Toscana eller Alsace til næste sommer for hele familien?

For nu er der de sidste glimt i denne omgang fra smukke Lesbos. Vi holdt os til Nordøen omkring Eftalou og Molivos. Havde pigerne været større, havde vi lejet en bil og besøgt den forstenede skov, olivenpresserier og vandret i bjergene. For nu tog vi kortere ture til de nærliggende byer og tankede op med middagslure og ro på hjemme i lejligheden på hotellet. Lillesøster svedte i de +30 grader og hun befandt sig rigtig godt på det kølige stengulv – hvor hun i øvrigt lærte at kravle. Hun har ventet længe med at komme fremad, men så gik det også hurtigt. Fra at krybe de første små halve meter til at kravle for fuld fart er der gået en uge. Nu er hun allerede igang med at indtage hele lejligheden og så småt hive sig op i armene ved sofaer og stole.

Jeg kan kun anbefale området. Der er naturligvis en del turister, men det er stadig hyggeligt og virker autentisk på en eller anden måde midt mellem souvenirbutikker. Det gør heller ikke noget at udsigten fra terrasserne på byens caféer og restauranter er uovertruffen udover det smukke Ægæiske Hav. Havnen var vores yndlingssted – den er aktiv og levende, og de små og mellemstore fiskerbåde er et herligt view fra kaffekoppen. Det rustikke udstyr ligger indimellem borde og stole og skaber stemning og autenticitet. Der er ingen tvivl om at fisken er både frisk og lokal her.

I øvrigt er en daglig is en nødvendighed, når temperaturerne rammer 30+ grader hver dag. Bean var helt med på det koncept og smagte sig igennem alskens varianter, mens jeg mest gik i frappé-mode.

Vi havde både Bugaboo og ErgoBaby med på rejsen. Begge dele uundværlige, men især bæreselen. Både til Lillesøster, når vognen ikke var praktisk at have med, og til Bean, når benene var for trætte til at gå videre. Det er virkelig en nem måde at have børn med på, og den originale udgave kan bære op til 20 kg, så der er mange års brug i den endnu.

 photo DSC_0710_zpsqptukhp6.jpg
 photo DSC_0911_zpszuxrotyj.jpg
 photo DSC_0852_zpscz1yizqm.jpg
 photo DSC_0818_zpsoztifcna.jpg
 photo DSC_0708_zpsnrzct7gq.jpg
 photo DSC_0603_zpsxobiqvhq.jpg
 photo DSC_0594_zpsa8pqc4kl.jpg
 photo DSC_0577_zpslajsagv7.jpg
 photo DSC_0597_zpsbucyc0mw.jpg
 photo DSC_0593_zpsv2wysgpz.jpg

Skal vi snakke lidt om søvn?

Jeg er træt for tiden. Helt ind i knoglerne træt. Jeg er et a-menneske, men jeg kan næsten ikke vågne om morgenen, og selv når jeg får lov at sove længe – hvilket hånden på hjertet er de fleste dage, mens Jonas står op med Lillesøster – så føler jeg mig aldrig rigtig udhvilet.

Søvn, eller rettere manglen på samme, har fyldt u-tro-ligt meget herinde. Med Bean. Bean var babyen, der havde ekstremt svært ved at finde ro, kun sov korte, afbrudte, urolige lure og vågnede gang på gang på gang om natten. Hun var tumlingen, der nægtede at falde i søvn. Medmindre en af os sad ved hende, så hun kunne nive i den tynde hud på underarmen. I op til 90 minutter. Hver aften.

Så kom Lillesøster og emnet forsvandt ligesom fra bloggen. Bean var begyndt at sove bedre. Falde lettere i søvn. Endda selv. Det lærte hun på den hårde måde, når jeg var alene hjemme med begge piger og babyens behov for kontakt eller mad var størst. Lillesøster var sød og let at få til at sove, og i den første tid sov hun 4-5-6 timer i streg.

Det gør hun ikke længere. Naturligt nok er dagslurene taget af i takt med at hun er blevet ældre og hun sover som regel to gange i løbet af en dag. Sen morgen/tidlig formiddag og så en (efter)middagslur. Hun falder såmænd let nok i søvn. Måske hænger det sammen med, at hun altid har fået kropskontakten ved putningen. Måske er hendes temperament bare et andet. Slyngevuggen var guld værd, men den er pakket væk efter at vi for et par uger siden uden varsel kunne konstatere, at vi har et barn, der som en kat lander på alle fire, når hun falder… ahem.

Det er aftenerne og nætterne, der gør mig træt. En god aften har vi ro et par timer efter hun er blevet lagt. En dårlig er det en gang i timen, jeg skal ind til hende og klat-amme for at få hende til at sove videre. Om natten har vi haft (endnu) en periode med alt for mange opvågninger og amninger. Det betyder dels, at mine aftener her et år efter hendes ankomst stadig er fragmenterede og prægede af at jeg ikke kan slappe helt af. Det betyder også, at jeg ikke har sovet (en ordentlig nats søvn) i et år. Mere end et år. Det er længe. Så længe, at jeg begynder at overveje, om vi skal trappe alvorligt ned på aften- og natamningerne. Mest fordi vi så var to voksne om at dele opgaven. Mine trætte knogler kan bare ikke overskue overgangsperioden med natteuro og gråd og opvågninger, når nu det hele kan klares på en stille måde, så i al fald halvdelen (eller måske endda 3/4) af husstanden får deres søvn. Jeg har ikke helt bestemt mig endnu, kan jeg mærke. Men et eller andet er nødt til at forandre sig.

mor og lillesøster

Older posts