Baby versus Vilde Dyr

Så hold dog MUND barn!

Fra Bean var 1 år, talte Jonas og jeg meget om, hvornår mon hun begyndte at tale? Ih, vi glædede os til nye ord, nye forståelsesrammer og til at kunne føre en samtale med hende. Hun brugte ikke specielt mange ord dengang – færre, tror jeg, end hendes jævnaldrene. Da hun blev 2, begyndte hun at tale. I helsætninger. Tilsyneladende ventede hun bare, til hun mestrede sproget relativt godt før hun åbnede munden.

Siden er hun aldrig holdt op igen. Nogensinde. Barnet taler og taler og taler. Non-stop og hele tiden. I alle hendes vågne timer er skærebrænderrøsten et kommentatorspor over hele hendes og vores liv. Hun taler med en volumen så selv en hørehæmmet 93-årig kan være med og hun  taler på en frekvens, der på en god dag er tålelig og på en dårlig er så vanvittigt irriterende at jeg virkelig må bide mig selv i tungen for ikke at blive vred.

På plussiden betyder den konstante talestrøm at barnet har et imponerende ordforråd og kommer med vendinger, formuleringer og fortalelser, der gang på gang forunder, morer og glæder os. På minussiden derimod…

 photo DSC_0241_zps06x2fcfj.jpg

Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Hvad vi kan gøre. Eller om vi overhovedet skal og bør gøre noget. Børn larmer. I know. Men. Bean er mere højrøstet og ‘på’ end flertallet af de børn vi kender og oplever i vores omgangskreds og rundt omkring i vores øvrige færden.

Vi – indrømmet: særligt jeg – beder hende med jævne mellemrum om at skrue ned for lyden. Af og til beder vi hende specifikt om at være stille. Det kan hun ikke. Jeg aner virkelig ikke hvorfor. Oprigtigt talt. Hvor svært er det at holde sin mund lukket. I bare et minut?

Jeg elsker hende ikke en eneste smule mindre, fordi jeg synes denne specifikke adfærd er så utroligt anstrengende i længden. Det er det dér med relation versus situation. Til gengæld bliver jeg en rigtig træls mor, fordi mit overskud bliver talt væk i løbet af en hel dag. Måske bliver jeg netop så frustreret dels fordi jeg selv har behov for ro i hovedet og stunder uden konstant tale og dels fordi jeg ikke kan finde ud af, om det er urimeligt af mig at forvente at hun ikke taler i råbe-volumen og/eller konstant.

Pointen? Den er ikke-eksisterende. Input? De er utroligt velkomne, så længe de er konstruktive. Det plejer I heldigvis at være gode til derude bag skærmene.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

   

23 kommentarer

  • Lisette

    Jeg håber der kommer nogle kommentarer og råd – min datter er lige sådan.. Snak snak snak og mere snak. Vi prøver at holde stilleleg, det gider hun ikke. Det er kedeligt siger hun..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Og man kan godt forstå hende, for stilleleg ER jo kedeligt! Tak for at være åben omkring at I også kender problemstillingen. Jeg synes faktisk allerede der er et par gode input fra et par kvinder, der selv var meget talende børn.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Forstår dig. Fuldstændigt endda, tror jeg. Har en 4 årig som laver samme stunt, hver dag og hele tiden. Han åbnede også først munden som to årig men til gengæld med lange, fine og sjove sætninger. Han taler konstant, har en skinger og høj røst. Elsker ham højere end noget andet, som enhver mor, men finder aldrig ro i hans talestrøm. Føler mig som verdens dårligste mor, jeg væmmes ved mig selv når jeg dagligt tager mig selv i næsten at føle mig stresset af hans evindelige talestrøm. Jeg er ret sensitiv ift lyde og hans konstante snak og skingre stemme går lige i marv og ben på mig. Åhhhhh han er sød og skøn men ihhhh hvor jeg hader at jeg ikk bare kan abstrahere fra det. Kunne han dog ikke bare trække vejret indimellem 😉 Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for din kommentar og for at lade mig vide, at vi ikke er de eneste. Eller at jeg er den eneste mor, der af og til har svært ved at rumme det konstante lydspor. Tak.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg plejer, at vende det til, at jeg behøver ro – at det ikke er forkert, at de taler, men at situationen her lige kræver stilhed. For så lære man jo situations fornemmelse 🙂 Men det er svært, og ofte begynder de igen, og så referere jeg til, hvad jeg sagde for lidt siden.

    Men siger ofte noget ala:
    “Det lyder spændende min ven. Men jeg skal lige “koncentrere mig om fjernsynet, og jeg kan simpelthen ikke høre hvad de siger”/”koncentrere mig om at lave mad, og jeg skal huske de rigtige ingredienser”/”Tale med far”/”Spise uden mad i munden”
    … “Så du skal lige være stille i mens, men du kan fx “tegne, bygge lego, gå ud at gynge” i mens, jeg er stille lidt. Du kan fortælle mig om det senere.

    Kan hvertfald godt fortså, det ikke er nemt – var selv en af de børn, i følge min mor 🙂

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det er så svært. For tale-pauserne, når de bliver specifikt ønsket fra vores side, varer omtrent 30 sekunder.

      Men det er en rigtig god pointe, at vende den mod sig selv og tage bolden helt hen på egen banehalvdel. Tak for input.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg ved ikke rigtigt, om det her hjælper, men jeg tror, jeg var samme type barn og også lidt er samme type voksen. Jeg ved ikke, hvordan det er opstået, men jeg taler virkelig meget. Prøver meget at lade være, men føler hele tiden, jeg har noget at bidrage med (wow, det lyder utrolig selvglad, egentlig), eller at jeg bare ikke kan lade være. Folk, der holder af mig, kan vist godt lide det, men mon ikke, det også skræmmer nogen væk. I forhold til opdragelse, så synes jeg det mest lærerige for mig har været, når mine forældre sørgede for, at jeg lagde mærke til, at andre også skulle have mulighed for at byde ind. Altså, fordi de forstår, at jeg nok aldrig holder op med at tale meget, men det ikke betyder, jeg skal tromle andre. Det værste, jeg ved, er til gengæld hvis nogen påtaler det foran andre. Altså, hvis min far siger ‘skru lige lidt ned’ for at få mig til at tale lavere – vanvittigt patroniserende i selskab med andre, når man er en voksen, men jo også meget godt at gøre opmærksom på.

    Jeg ved ikke, om noget af det gav mening?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Ved du hvad? Det gav rigtig meget mening og hvor er det rart med et voksent og reflekteret input på samme side som Bean. Tak for det. Vi kan jo godt mærke på hende, at hun ender med at føle det eller måske endda sig ‘forkert’ når vi bliver ved med at irettesætte for det samme.

      Jeg synes det er et rigtig godt råd at skabe opmærksomhed på, at andre også skal have plads. I samtalen og i det hele taget. For jeg tror heller ikke, vi kan (eller skal) lave om på Bean, men som du selv skriver er der forskel på accept og overgivelse. Hun SKAL lære at andre også har taletid og at det ikke handler om hende hele tiden.

      PS: Jeg synes ikke, du lyder selvglad – mere bare empatisk og interesseret i andre, når du føler du kan byde ind hele tiden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Dejligt at det måske kan bruges, og tak for dine søde ord. Sådan vil jeg forsøge at se det selv også, tror jeg!
      Jeg følger interesseret med her – kan ikke forestille mig andet, end at jeg kommer til at producere nogle meget snakkende unger, så gode råd er ekstremt velkomne!
      Hvis man ser det som et karaktertræk snarere end noget, hun vælger at gøre, kommer man nok et langt stykke – og båndoptageridéen lyder SÅ SØD, og også rar for jeres ører imens 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vi har tre piger, der i lang tid talte med børnehave-stemme (læs: højt, hør mig – råbe agtigt). Det har vi været nødt til at sætte ind over for – for vi kunne ikke være i det. For jeg trænger også til ro i mit hovede.
    Vi har gang på gang sagt til børnene “lille stemme” eller kan du også sige det med lille stemme?. Det har hjulpet helt vildt meget – deres råberi er i hvertfald blevet markant mindre 🙂
    Jeg synes det er ok, at påpege overfor barnet – nu snakker vi – og jeg kan ikke høre hvad far siger. Kan du finde den lille stemme? Eller gå ind på værelset – for der må man gerne larme. Men her (i stuen/køknet..) skal vi allesammen være/kunne høre hvad hinanden siger. Det lyder lidt hårdere end det er ment – men pointen er at vise hensyn til at en hel familie skal kunne være i lejligheden uden at skulle gå med høreværn 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tre med høje stemmer er virkelig også grænseoverskridende, når man har behov for ro! Vi bruger også begrebet ‘lille stemme’ – og det virker. I 30 sekunder. Forhåbentlig bliver det bedre med tiden. Skønt at høre, at det har fungeret for jer!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Diana

    Hej, jeg har en ven, som vist også var et meget meddelsomt barn. Hans forældre købte en båndoptager og nogle bånd, og når snakken blev for meget for dem, så bad de ham gå ind på værelset og indspille et bånd med alt det han gerne ville fortælle. Så ville de lytte til det, når han var gået iseng.
    Jeg tror ikke, de lyttede til så mange bånd, men han følte sig hørt og de fik en lille pause fra snakken. Idag har han en stak ret sjove bånd som giver et indblik i hvordan han var som barn 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det var dog en helt igennem fantastisk idé! Den skal jeg lige have vendt med Jonas, for dels er det skønt at kunne få en lyttepause samtidig med at barnet bliver anerkendt for sin fortællelyst. Og dels vil det være helt skønt at kunne lytte tilbage om nogle år <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Sophie

    Tror jeg skal prøve den med båndoptageren, for Albertes talestrøm er også uden ophør, og jeg forundres hver dag over at en som mig, der kæmper for at mestre small-talk og ikke bliver ubehageligt til mode af lange stilhedsperioder har fået så meddelsom en datter 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Opposites attract? Vi skal helt bestemt også finde en 2016-udgave af båndoptageren. (Jeg håbede i øvrigt på at se dig til Rasmus’ ph.d. forleden, men det må blive et rain check)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Nu kender jeg ikke så meget til problemstillingen, da min ældste kun er knap 2,5år, men jeg vil bare lige rose dig for en rigtig fin og saglig debat. Jeg har læst hele kommentar sporet igennem, for at få nogle inputs til problemstillingen og hvor er det bare dejligt at se dit svar til hver eneste kommentar: du tager det ind og reflekterer videre over det. Tak for det. Du virker som en enorm sej og reflekteret forældre. skidt pyt med at du somme tider får nok og har brug for en pause for talestrømmen, vi har ALLE brug for en pause og en mute-knap noglegange. Forældreskabet er en Marathon.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tusind tak for den kommentar. Det gør mig rigtig glad. Og jeg kan kun prise mig lykkelig for at have læsere, der tager sig tid til at kommentere og oven i købet gør det med konstruktive, fine input.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    I min kærestes barndomshjem var de tre livlige børn. Deres forældre indførte derfor at al samtale under eksempelvis aftensmaden blev ført ved hvisken. Alle – børn og voksne – hviskede derfor og på den måde fik alle lidt ro efter en lang dag.
    Jeg er forresten vild med idéen med båndoptageren – det skal afprøves når vores datter bliver lidt ældre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Ja, er den ikke skøn? Vi skal lige have fundet en måde at opdatere til 2016 på, men så skal den altså også implementeres. Hvisken, ligefrem. Den var også ny. Så vil jeg næsten hellere indføre stille-perioder og tale-perioder.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Vi har samme problematik herhjemme med en 3-årig, men heldigvis kun nogle dage. De er heldigvis gode til at have fokus på “inde- og ude-stemmer” i børnehaven, og det tror jeg hjælper. Prøv evt at lægge mærke til lydniveauet når I henter og bringer. Er det for højt så tag en snak med pædagogerne, det er bestemt også I deres interesse at holde et tåleligt niveau.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg synes bestemt ikke lydniveauet i børnehaven er højere end forventeligt. Det er ikke overvældende eller overdøvende, når vi henter og bringer. Måske er det en uvane fra den gamle børnehave – der var nemlig godt med lyd på. Måske er det simpelthen bare Bean, der er Bean…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Jeg kan desværre ikke komme med gode råd, men jeg vil gerne sige tusind tak, for at skrive det her indlæg! Jeg har selv den dejligste søn på syv, der snakker, snakker og snakker konstant! Fra han slår øjnene op, og til de lukker i. Jeg må tilstå at jeg sommetider bliver ret presset af det, og mest har lyst til at hviske et stille og skamfuldt “hold kæft”. Tusind tak for at jeg nu ikke føler mig alene i sommetider at blive presset, af den evindelige strøm af ord, fra nogen man virkelig elsker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for at være åben omkring dine egne følelser. Vi vil så gerne være rummelige hele tiden – men mødre er altså også bare mennesker. Har du set ideen med en båndoptager? Jeg synes den er så fin, og vi skal til at implementere den herhjemme af og til.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Baby versus Vilde Dyr